Menu
Artikel

Artikel (4765)

Ændret natsejlads onsdag nat/morgen den 12. august 2026 mellem midnat og 05:00

Ændringen af natsejlads sker i forbindelse med udskiftning af ”Slæden” i Branden, som er slidt op.

Vi sejler normalt til kl. 00:10 (sidste tur fra Branden kl. 00:05).

Færgen sejler én tur fra Fur kl. 03:00 og tilbage fra Branden kl. 03:05.

Vi sejler normalt igen onsdag morgen fra kl. 05:00 fra Fur.

 

Med venlig hilsen


Klaus Vikkelsø
Overfartsleder

Læs mere...

Oplev Fur med gratis shuttlebus! ?

Shuttlebussen på Fur er blevet et kæmpe hit – og det er ikke så mærkeligt! Her er et lille glimt fra mandag eftermiddag kl. 15, hvor bussen var fyldt med glade gæster, der strømmede ud for at udforske øen.

Både udenlandske turister, lokale og folk fra fastlandet har taget turen rundt med bussen i dag og nydt stop ved de mange spændende steder – blandt andet de imponerende Knudeklinter, som er en del af UNESCOs verdensarv.

Bussen kører hver dag frem til og med den 16. august, og du kan finde køreplanen på billedet nedenfor. Det er bare at hoppe på og nyde turen!

Har du spørgsmål? Så kan du kontakte Destination Limfjorden eller Skive Kommune.

God tur! 

Læs mere...

Invitation til møde om Furs fællesskaber - søndag d. 11. oktober 2026 i Fur Forsamlingshus

Invitation til møde om Furs fællesskaber 

Vi vil gerne invitere furboerne og øens fællesskaber til en dag, hvor det handler om alt det, vi er fælles om. Det sker søndag d. 11. oktober 2026 i Fur Forsamlingshus.  

På dagen får øens foreninger, de mere løse netværk og de uorganiserede mulighed for at præsentere sig, mødes på tværs og vise mangfoldigheden. 

Bagefter bliver der oplæg om fællesskaber og der bliver lejlighed for furboerne til at drøfte, hvad vi vil med fællesskabet og hvordan de kan være med til at gøre vores ø endnu bedre og endnu mere sprudlende. 

Alle fællesskaber inviteres til at præsentere sig – uanset om I samler børn, unge eller ældre. 

Dagens program 

Kl. 10.00 – 12.00: Markedsdag i salen 

  • Alle fællesskaber præsenterer sig ved en stand. 
  • Der er gratis kaffe, te og rundstykker til alle deltagere. 
  • Kl. 12.00 – 13.00: Frokost og oprydning 
  • Vi byder på en gratis sandwich og øl/vand til alle.  
  • Fælles oprydning og klargøring til næste runde. 
  • Kl. 13.00 – 15.00: Paneldrøftelse og debat 
  • Fokus på fællesskaber, frivillighed og fremtidens muligheder. 
  • Moderator: Journalist Klaus Knudsen Pedersen (TV Midtvest). 
  • I panelet: Malthe Houe (skuespiller, filmproducer, byrådsmedlem på Mors mmm) og Tyge Mortensen (fremtidsforsker, landsbyekspert og tidligere guldgraver 
  • ) 
  • Klaus leder både oplæggene og den efterfølgende debat med os på Fur. 
  • Kl. 15.00: Afrunding på dagen med sang og musik 

 
 
 

Tilmelding som fællesskab 

Hvis I som et fællesskab vil præsentere jer ved en stand, skal I tilmelde jer senest søndag den 20. august 2026 til Birgit Ladefoged på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Vi vil bede jer oplyse: 

  1. Navn på fællesskabet / netværket 
  1. Kontaktperson (Navn, mail og telefonnummer) 
  1. Antal deltagere der repræsenterer jeres gruppe  
  1. Hvad udstiller I? (f.eks. om I medbringer plancher, udstyr, billeder, eller om I blot har brug for et almindeligt bord) 
  1. Quizspørgsmål: hvert fællesskab sender 2 udsagn vedrørende eget fællesskab, hvoraf kun ét er korrekt. Skal bruges til en fælles quiz til dagen.  
     

Tilmelding for øvrige deltagere 

Hvis du som enkeltperson ønsker at deltage, skal du også tilmelde dig senest søndag den 20. august 2026 til Birgit Ladefoged på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Af hensyn til planlægning og forplejning vil vi bede dig oplyse: 

  • om du deltager hele dagen 
  • om du kun deltager formiddag eller eftermiddag 
  • om du gerne vil have sandwich 

 

Vi ser frem til at sætte denne debat og inspiration i gang til glæde og gavn for øens nuværende og fremtidige fællesskaber 

 

Med venlig hilsen 

 

Betina Kæseler, Karl Johan Jensen, Charlotte Priess, Karen Ladefoged,  
John B. Bertelsen og Birgit Ladefoged 

 

Undergruppe under Helhedsplanen  

 

Læs mere...

M/S Sleipner-Fur fylder 30 år - FÆRGERI Invitation til åben færge, fredag den 7. august 2026 kl. 9-11

I anledning af den runde fødselsdag vil vi i Fursund Færgeri gerne invitere til åben færge fredag 7. august 2026 mellem 09:00 og 11:00. Vi byder på et rundstykke og en kop kaffe.

Sleipner-Fur blev bygget på Morsø Værft i 1996 til afløsning af de gamle træfærger. Det var en stor udvidelse af kapaciteten på Fursund, hvor man med datidens bilstørrelser kunne tage 30 personbiler på en enkelt overfart. De gamle færger kunne tage 12-14 biler ad gangen.

Sleipner er i øjeblikket på værft til en tiltrængt omgang vedligeholdelse og syn ved Søfartsstyrelsen.

Vi glæder os derfor til at kunne fremvise den flotte nymalede færge, og til at give en rundvisning, hvis man har lyst til at se lidt mere af færgen end det man ser på en overfart. 

Læs mere...

Kulturfællesskab. En sommerudstilling er slut. Et fælles projekt opløses

Kulturfællesskab.

 

En sommerudstilling er slut.

Et fælles projekt opløses. 

Syvogtyve kunstnere har vist smagsprøver på, hvad de har arbejdet med i vinteren 25- 26.  Og vist den skaberkraft, som kunsten rummer – og den evne, kunsten har, til at tænde lys.

De har vist, hvad der rører sig i dem. Det er stort at opleve.

 

Daniel Nors (medlem af Skive Kommunes Byråd – for socialdemokratiet -, formand for Museum Salling og medlem af kultur- og fritidsudvalget) sagde til ferniseringen:

 

”Vi kan ikke altid sætte præcise ord på, hvad kunst og kultur betyder for os.  Men vi ved, at det er en del af det, vi kommer fra, det vi er rundet af, og det, der binder os sammen på tværs af generationer.  Derfor skal vi værne om det. Derfor skal vi sætte pris på det!

Når omtrent 30 kunstnere samles, og op mod 200 gæster møder op for at opleve og fejre kunsten, så er det ikke bare en udstilling.

Det er et levende bevis på, at kunsten stadig har en særlig plads i vores fællesskab. Og et bevis på, at kunsten har stærke rødder her på Fur.

Fur er noget ganske særligt. Vi kender vores dejlige ø for dens storslåede natur, de rige molerklinter og det særlige lys. Men Fur er også kendt for sit stærke kunstneriske miljø. Måske skyldes det, at man her finder ro, fordybelse og nærvær – kvaliteter, som mange kunstneriske sjæle søger.

Tak til Furkunst for det store arbejde, der ligger bag denne udstilling. Det kræver engagement, samarbejde og kærlighed til kunsten at samle så mange forskellige kunstneriske udtryk under ét tag.

I Skive Kommune har vi en ambition om at understøtte et mangfoldigt kunst- og kulturliv. Vores kulturpolitik bygger på en overbevisning om, at kunst og kultur beriger vores liv, styrker vores fællesskaber og gør vores lokalområder mere levende.

Kunst og kultur er en grundsten i det gode liv og i stærke lokalsamfund.

Arrangementer som dette er et stærkt eksempel på, hvad lokale kræfter kan skabe sammen. / De skaber fællesskab. / De skaber stolthed. Og de skaber synlighed – ikke bare for kunstnerne, men for hele området.

 

Vi fejrer modet til at skabe, viljen til at dele og glæden ved at samles om noget, der rækker ud over hverdagen.

Vi fejrer den skaberkraft, som kunsten rummer – og den evne, kunsten har, til at tænde lys, også når verden omkring os kan føles mørk.

For måske er det netop dét, kunst og kultur kan: minde os om, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvad der er værd at værne om.”

 

Se det var de vigtigste afsnit af den meget begavede tale, som Daniel Nors holdt for os og de fremmødte d.12. juli kl. 14 på Fur Bryghus.

Så mange gode betragtninger og sandheder i e’n tale – flot klaret!!

 

Indsendt og redigeret af Troels Madsen, fm. furkunst.dk

 

Læs mere...

Fuglen i mit blomsterbed

Har du lyst til at brodere i fællesskab med andre? Igen i år inviterer vi til et broderiprojekt i konfirmandstuen.

Alle voksne kan være med, bare man kan sætte tråd i en nål og sy op og ned, - ja også helt uøvede.

 

I år broderer vi på stykker af gamle hvide duge.

Vi skal brodere ”Fuglen i mit blomsterbed”.

Vi forestiller os, at det ender med en frise af et blomsterbed med en hel masse fugle.

Vi skal følge nogle fælles regler i broderiet.

Længden på stykkerne er ens, men I kan selv vælge bredden på jeres stykke.

I kan brodere meget eller brodere lidt på stykket, det bestemmer I selv, men én fugl og én blomst skal der være med.

Vi har dugene, så I skal ikke klippe i jeres egne fine duge.

Vi mødes til introaften den 31. august kl. 19. Her gennemgås hele projektet.

Undervejs mødes vi til en snak om, hvordan det går, vi ser på, hvor langt vi er nået, og hvad det næste er, vi vil kaste os ud i. Hvis du altså har lyst, - ikke et krav at man er med her.

De to cafeaftner bliver 28. september og 26. oktober begge dage kl. 19 i konfirmandstuen.

Vi får kaffe og kage hver gang vi mødes.

Værkerne skal være færdige, når vi mødes til vores afslutningsmøde den 16. november.

Det færdige fællesværk kan ses i kirken fra 1. søndag i advent til Jul på Fur.

Det kommer til at koste 100 kr. Tilmelding til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. inden 18. august med navn, mailadresse og telefonnr.

Os der inviterer er: Aase Lykke Jensen, Birgit Ladefoged, Kirsten Blegager, Lisbet Hauge i samarbejde med Fur Kirke.

Er I i tvivl om noget, er I så velkomne til at kontakte os.

Håber rigtig mange vil være med.

Vi glæder os allerede.

De bedste hilsner fra Aase, Birgit, Kirsten og Lisbet

Læs mere...

Referat fra borgermøde om UNESCO og trafikken til/fra Fur - den 24. juni

Referat fra borgermøde om UNESCO og trafikken til/fra Fur
Dato: 24. juni
Sted: Museet på Fur
Deltagere ca. 140 personer
 


Der blev den 24. juni holdt borgermøde på Museet om, hvordan vi på kort sigt håndterer en mulig UNESCO-udpegning af Fur – især i forhold til trafik og turister. Mødet var arrangeret af Fursund Turistforening, Fur Ø-forening og Fur Udviklingsråd i samarbejde med Skive Kommune. Destination Limfjorden deltager også i det videre arbejde.

Færgen – vores fælles flaskehals

Alle er enige om, at færgen er den største udfordring i højsæsonen.
Skive Kommune arbejder på at etablere ca. 100 ekstra p-pladser på Branden.
Der kommer bedre information om forventet ventetid med bil til færgen, så både fastboende og gæster kan planlægge sig lidt bedre ud af køerne.
Transport på øen

Der indsættes en minibus på øen i perioden
juli til 16. august
til at køre med gående turister.
Målet er både at hjælpe gæsterne rundt og aflaste trafikken på de mest belastede tidspunkter.
Fur-sporet, reglerne og mulige løsninger

Det blev gjort klart på mødet, at man ikke må forskelsbehandle trafikanter i færgekøen – heller ikke til fordel for fastboende.
Derfor kan man ikke bare lave et særligt ”furbo-spor”.
Der blev fra salen spurgt til, hvad der sker, når man skal på arbejde, til læge m.m., hvis køerne vokser, og hvordan det hænger sammen med Fur-sporet.
Som mulige idéforslag blev bl.a. nævnt:
et pendlerkort, hvor pendlere mod betaling kan få en form for forkørselsret/fortrinsret
et helårskort/årskort, der kan give adgang til et særligt spor eller ordning for fx fastboende, erhverv og evt. sommerhusejere.
Det blev understreget, at der kun er tale om forslag, som skal undersøges nærmere i forhold til lovgivning, økonomi og praktisk gennemførelse – der er ikke truffet beslutning om nogen af modellerne.
Information til både furboer og gæster

Fursund Turistforening, Fur Ø-forening, Fur Udviklingsråd, Skive Kommune og Destination Limfjorden samarbejder om skiltning og information til både turister og os, der bor her/har sommerhus.
Borgermødet var første skridt i at informere de fastboende om, hvad der er på vej.
Hvad sker der nu?

Der kommer et nyt borgermøde i løbet af efteråret, når der er samlet flere erfaringer fra sommeren.
Der arbejdes både med løsninger på kort sigt (den kommende sæson) og på længere sigt, så det bliver til at leve med for både erhverv, fastboende og sommerhusejere.
Afsluttende bemærkninger

Overordnet var stemningen, at Fur står overfor både store muligheder og store udfordringer, hvis UNESCO-udpegningen bliver en realitet. Alle parter er opmærksomme på færgen som flaskehals og behovet for, at fastboende og pendlere fortsat kan få hverdagen til at fungere. De konkrete modeller for fx pendlerkort og årskort er foreløbige idéer, der arbejdes videre med, og der vil blive informeret løbende, efterhånden som der træffes beslutninger.

Om selve referatet

Der var desværre ikke på forhånd udpeget en referent til mødet. Fursund Turistforening har derfor efterfølgende påtaget sig at samle op og sikre, at der kommer et skriftligt referat til Furnyt – med stor hjælp fra Anette Gaden.

Mange hilsner
Lene Aagaard
Formand, Fursund Turistforening
Læs mere...

FUR Camping i top 3 på landsplan

Der er god grund til stolthed på Fur. FUR Camping er netop blevet kåret som Danmarks tredje bedste lille campingplads i Opdag Danmarks afstemning "Danmarks Bedste Lille Campingplads 2026".

Samtidig er Virksund Camping blevet nummer 2, hvilket betyder, at to af landets tre bedst placerede små campingpladser ligger i Skive Kommune. Det understreger områdets stærke position som en attraktiv campingdestination ved Limfjorden.

På FUR Camping er glæden stor over den flotte placering.
"Det er en kæmpe anerkendelse at blive kåret som Danmarks tredje bedste lille campingplads. Vi vil gerne sige en stor tak til alle, der har stemt på os. Placeringen er et skulderklap til hele vores team og til den særlige oplevelse, Fur tilbyder med naturen, roen og fællesskabet. Sammen med Virksund Camping viser vi, hvor meget campinglivet ved Limfjorden har at byde på," siger Brian Bugge.

Betina Bugge glæder sig også over resultatet.
"Vi er utrolig stolte over placeringen. Vi ser det som en anerkendelse af den indsats, vi hver dag gør for at skabe en campingplads med nærvær, god service og en afslappet atmosfære. Samtidig glæder det os, at Skive Kommune markerer sig så stærkt med hele to pladser i top 3."

Værtsparret Betina og Brian Bugge retter en stor tak til alle, der har stemt og bakket op om FUR Camping.

"Vi ser frem til at byde både nye og tilbagevendende gæster velkommen til endnu flere gode ferieoplevelser på Fur og ved Limfjorden."

Den flotte placering er med til at sætte både FUR Camping og Fur på landkortet som et oplagt feriemål for campister, der søger naturoplevelser, ro og nærvær i unikke omgivelser.

Læs mere...

Lokale råvarer og bæredygtighed fra Livø til Fur

På billedet ser vi Magnus Bøgh fra Livøoverfarten i færd med at losse mel fra Livø Avlsgård, mens Bente Jensen – bedre kendt som Fru Jensen – tager imod på kajen. Fru Jensen har i to år forhandlet de populære, økologiske mel- og brødblandinger fra Livø Avlsgård i sin butik på Fur. Sortimentet består af to varianter; Livø Rugbrødsblanding og Livø Madbrødsblanding, som begge leveres med opskrifter, så du kan bage dit eget brød med smag af Limfjorden.

Et unikt samarbejde med fokus på kvalitet
Livø Avlsgård har i samarbejde med Aurion forædlet gamle kornsorter og skabt to særligt udviklede blandinger. Livøs isolerede placering giver optimale forhold for naturskånsomt landbrug, hvor kornet dyrkes med respekt for naturens kredsløb. Gødning fra øens egne kreaturer, fotosyntese, nedbør og kompost danner grundlaget for produktionen – alt sammen styret af naturens egen rytme.

”Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet,” fortæller Brian Tholstrup Nybo, adm. direktør i Aurion. ”Vi arbejder med naturen som partner, og det betyder, at vi tilpasser os dens grænser. Det giver os råvarer af højeste kvalitet, som vi kan være stolte af.”

Blandingerne er skabt med fokus på smag, ernæring og håndværk. De trækker på gamle kornsorter fra Origenal-projektet og kræver både faglighed og stolthed i køkkenet.

Besøg Fru Jensens butik på Fur
Fru Jensens butik, beliggende på Søndergårdevej 64, 7884 Fur, er et populært udflugtsmål. Her kan du nyde en kop kaffe med en bolle med ost, en fransk vaffel eller en softice, mens du tager den smukke udsigt over Limfjorden ind fra terrassen eller orangeriet.

Butikken byder desuden på et nøje udvalgt sortiment af brugskunst, vintagefund og delikatesser. Du finder også et bredt udvalg af eksklusive gin, likører og rom fra anerkendte mærker som E.L.G., Plantation og OLD ST. CROIX.

Fru Jensens butik er mere end en forretning – det er en oplevelse, hvor kvalitet og hygge går hånd i hånd. Kom forbi og oplev den unikke atmosfære, mens du udforsker alt det, butikken har at byde på. Se åbningstider og mere på frujensen.dk.

Læs mere...

Småøernes Erhvervsseminar 2026

Sæt allerede nu kryds i kalenderen ved den 6. – 7. oktober, hvis du gerne vil med til LAG Småøernes Erhvervsseminar 2026. Det afholdes på konferencestedet HUSET Middelfart, og i år har vi valgt at lave det som et 2-dagsseminar, så deltagerne kan få masser af tid til at netværke og måske finde nye samarbejdspartnere. Vi starter kl.11 på dag 1 og slutter kl. 13 på dag 2.

 

På Småøernes Erhvervsseminar 2026 sætter vi bl.a. fokus på de udfordringer og muligheder, der opstår, når små ø-virksomheder vil tage næste skridt.

Hvordan går man fra hobby, deltidsforretning eller lokalt sommersalg til en stærkere virksomhed med flere kunder, nye salgskanaler og måske et marked i hele Danmark? Hvad gør man, når væksten møder færgetider, fragtpriser, emballagekrav, sæsonudsving, arbejdskraftmangel og behovet for større produktion?

Seminaret tager udgangspunkt i de særlige vilkår, som erhvervsdrivende på småøerne arbejder under — uanset om man driver spisested, overnatning, oplevelsesvirksomhed, fødevareproduktion eller anden lokal forretning. Vi skal møde spændende cases fra småøerne og sammen dele ud af erfaringer, udfordringer og løsninger på hvordan ø-virksomheder kan vokse klogt uden at miste kvaliteten, fortællingen, den lokale forankring – og glæden ved at drive erhverv på en ø.

 

Pris: Der vil være en deltagerbetaling på 500 kr. pr. person.

Program og tilmelding: Mere information om erhvervsseminaret, herunder program og tilmelding,  udsendes efter sommerferien.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/category.php on line 191