Værstparret Betina og Brian Bugge på FUR Camping har i flere år arbejdet med den grønne omstilling. Indsatsen har nu båret de første frugter, hvor campingpladsen netop er blevet certificeret af brancheforeningen Camping Outdoor Danmark med GREENSTAY for bæredygtig udvikling af campingpladser.
Dermed er FUR Camping den første i Destination Limfjordens område – og den 40. danske campingplads, som har opnået certificeringen.
Formålet med GREENSTAY
GREENSTAY mærkeordningen for bæredygtighed tager udgangspunkt i FN’s verdensmål, således at en campingplads eller campingforhandler, der bliver optaget i mærkeordningen, kan anses som at bidrage til disse mål.
Alle FN’s 17 verdensmål er indbyrdes forbundne, og en virksomhed bidrager potentielt til mange af målene. I denne mærkeordning har Camping Outdoor Danmark udvalgt de primære verdensmål, hvor de mener, at campingpladserne kan bidrage mest. Disse verdensmål er fundet i samarbejde med branchen og er baseret på de kompetencer og ressourcer, som campingpladser eller campingforhandlere har til rådighed. Dette udelukker ikke, at der både er andre mål og andre tiltag, som hver enkelt plads kan fokusere på.
GREENSTAY skal bruges til, dels at synliggøre bæredygtige campingpladser og campingforhandlere overfor forbrugerne, dels at få campingpladserne og campingforhandlere til løbende at arbejde i en bæredygtig retning. Derfor er det afgørende, at bæredygtighedsmærkeordningen er bygget på et grundlag, som også̊ vækker genkendelse i ind- og udland, og her er FN’s verdensmål meget anvendelige. FN’s verdensmål er blevet den internationale definition på og forståelse af bæredygtighed, og derfor vil kommunikationen af verdensmålene hjælpe med at skabe international genkendelse.
På Fur
Betina og Brian de gennem de seneste år også har erfaret, at FN’s verdensmål har været med til at skabe et større fokus på bæredygtighed i samfundet og blandt gæsterne. Undersøgelser viser, at bæredygtighed spiller en vigtig rolle for forbrugernes præferencer og dermed virksomheders overlevelse i fremtiden.
På FUR Camping er der løbende indført flere energibesparende tiltag. For at minimere ressourcerne bruges der LED-lys, og der er sat sensor på alt belysning inde og ude – samt monteret vandsparere på hele pladsen, i køkken, toiletter og baderum.
Den strøm, campingpladsen køber ude i byen, er 100% ren strøm produceret 100% af danske vindmøller. Det er et klimavenligt valg, da vindmøller producerer energi uden at udlede CO2 og andre skadelige drivhusgasser. Gevinsten er dog, at en stor del af campingpladsens strøm er ”hjemmelavet” med solenergi fra solcellerne på tagene. Derudover er brugsvand samt centralvarme i bygningerne forsynet af solfangere – og slår solen ikke altid helt til, starter luft-til-vand-varmepumperne, som også er elektriske.
På udslagspladsen for kemisk toilet opsamles regnvand til skylning af toilettanke. I det daglige rengøringsarbejde anvendes der mikrofiberklude, svanemærkede vaskeri, papirvarer samt sæbe, og alle rengøringsmidler doseres nøje. Derudover bliver gæsterne vejledt i affaldssortering.
Udendørs foregår størstedelen af græsklipningen også fra elektriske havetraktorer, mens en del vilde blomster og uslåede rabatter er ikke er et tegn på dovenskab. Tværtimod – så har campingpladsen fået endnu mere blod på tanden til at skabe endnu mere vild natur med gode forhold for dyr og insekter, så det er også en af de mange grønne handlinger på pladsen.
Campingpladsen har i samarbejde med Clever opsat 4 lade standere til elbil, og andre små sidegevinster er bl.a. reduktionen af tryksager, – og de få tryksager, der anvendes, er trykt på svanemærkede trykkeri. Betalingsterminalerne spørger gæsten, om de ønsker udskrevet bonen – lige som alle, der checker-ud online, får sin kvittering for opholdet sendt på mail. Andre smiler af ”de blå boner”, -men også her gør man lidt for miljøet. Bonen er nemlig med en ny miljøvenlig teknologi, fremstillet BPA-fri og uden Bisphenol A-stoffer.
Arbejdet er faktisk først lige begyndt, og stiler nu mod EU-blomsten
Hensigten med GREENSTAY er at skabe en mærkeordning for bæredygtighed til danske campingpladser baseret på FN’s verdensmål, og dermed få flere til at vælge camping som bæredygtig ferieform ved synliggørelse af campingpladsernes indsats mht. bæredygtighed.
Men efter flere års ubevidst miljø-arbejde på campingpladsen, blev parret i år bekendt med, at de allerede var langt med deres certificering. Det blev konkluderet på et partnerskabs-møde med Destination Limfjorden, som fortalte om EU Coasttour projektet fra Dansk Kyst- og Naturturisme - også øremærket til grønne omstillinger.
Med fælles hjælp blev der lavet en ansøgning – og barren blev sat højt. FUR Camping fik tilsagn til at arbejde mod at blive certificeret med EU-blomsten inden sæsonstart 2025. Og under hele denne indledende proces fandt man ud af, at campingpladsen i forvejen levede op til de fleste krav, den danske GREENSTAY ordning krævede. Derfor var det nærliggende at ansøge denne certificering på vej mod målet.
Lykkes det FUR Camping at blive certificeret til EU-blomsten inden sæsonstart, bliver det den 3. danske campingplads.