Menu
Artikel

Artikel (4424)

Sct. Hans i Fur Bådelaug

Traditionen tro inviterer Fur Bådelaug til Sct. Hans fejring i vandkanten søndag d. 23. juni kl. 18. Alle er velkomne – Furboer, sommerhusejere og besøgende på øen.

Årets båltale er lagt i hænderne på lokale Kirsten Blegager (ca. kl. 19:30) og vi skal selvfølgeligt synge Midsommervisen sammen inden bålet tændes.

Der vil være gang i grillen fra kl. 18.00 hvor man kan købe pølser med brød eller kartoffelsalat, ligesom der også vil være salg af diverse drikkevarer samt kaffe og kage. Alt til rimelige priser og der kan betales med kontanter eller MobilePay.

Frivillige står for at afvikle aftenen og alt det praktiske før, under og efter. Du kan støtte op ved at møde op til en hyggelig og stemningsfuld aften ved Limfjorden.

Læs mere...

Kæmpe EM-fest : Fur Bryghus viser Danmarks EM-kampe på storskærm

FUR : Fur Bryghus har indgået en aftale med DR og Viaplay Group, der indebærer, at bryghuset kan vise samtlige Danmarks kampe til det kommende EM i fodbold., der afvikles fra den 14. juni og en måned frem. Dermed er der lagt op til kæmpe EM-fest på Fur Bryghus for de 200 personer, man har fået tilladelse til at lukke ind til hver kamp.

 

- Vi viser Danmark imod Slovenien søndag den 16. juni, braget imod England torsdag den 20. juni, samt kampen imod Serbien tirsdag den 25. juni, hvor vi også byder på en opvarmningskamp mellem Frankrig og Polen lige inden Danmarks kamp. Herudover kommer vi til at vise ottendels-, kvart- og semifinaler, samt selvfølgelig finalen, fortæller Restaurant- & Eventchef Danni Svane Boysen. 

 

Fur Bryghus vil offentliggøre de øvrige kampe, når de er fastlagt. 

 

- Der vil være gratis adgang til storskærmsarrangementet, og det er de 200, der er hurtigst, der får pladserne. Der er frisktappet fadøl i hanerne, samt bliver der mulighed for at købe en EM-stadion-platte bestående af en frankfurter med brød til 50 kroner, fortæller Danni Svane Boysen.

 

Billetterne kan ikke forhåndsreserveres. Det gælder bare om at være i god tid, hvis man vil sikre sig en plads.

 

Spilleplanen kan hentes her:

https://www.sportbonuskode.dk/em-kampprogram/

Læs mere...

OK-kunder sikrer flot sponsorstøtte til Fur Friskole

Støtteforeningen for Fur Friskole har gennem sin sponsoraftale med energiselskabet OK og Dagli'Brugsen Fur fået udbetalt over 18.000 sponsorkroner. Gennem sin sponsoraftale med OK og Dagli'Brugsen Fur modtager Støtteforeningen for Fur Friskole et stort beløb til foreningens kasse. Sponsorchecken lyder på hele 18.373,52 kroner. 

Støtteforeningen har til formål at  yde økonomisk hjælp og praktisk arbejde til Fur Friskole samt udbrede kendskabet til skolen.

Man kan støtte foreningen og dermed Fur Friskole ved at tanke hos Dagli'Brugsen Fur. Det er nemlig OK og forhandleren, der udbetaler pengene til foreningen.

”Vi er meget glade for den positive opbakning fra de lokale, der får et OK-kort og støtter os, når de tanker. Sponsorpengene er meget værd for os. Vi bruger dem til at støtte skolen, hvis den for eksempel mangler computere, printere eller noget undervisningsmateriale, ” fortæller Dan Plejdrup, som er formand for Støtteforeningen for Fur Friskole.

Dobbelt støtte med OK-app

OK's kunder har sparet pengene op til foreningen ved at tanke på deres OK-kort. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet. 

Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få fem øre for hver liter, en bilist tanker hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK.

Støtten fra OK bliver endda endnu højere, hvis en bilist vælger at støtte en klub eller forening via OK's app. OK dobler nemlig støtten op til 10 øre per liter, hvis en bilist betaler med OK-appen.

 

Billedtekst:

Støtteforeningen for Fur Friskole er en ud af cirka 2.500 klubber og foreninger, der har en sponsoraftale med OK og dermed nyder godt af støtte fra OK.

Foto: OK

Læs mere...

Allan Olsen synger sommeren ind på Fur Bryghus

Et sikkert tegn på at sommeren er over os, er når en af landets bedste sangskrivere, Allan Olsen drager på sommerturne, og giver koncert på Fur Bryghus. Sådan er det også i år, hvor den lune nordjyde runder bryghus lørdag den 29. juni 2024. 

 

Allan Olsen har gennem de seneste årtier positioneret sig som en af landets absolut bedste sangskrivere, og mange af hans sange er for længst blevet klassikere i den danske sangskat: ”Gajoverden”, ”Vi lå jo i Herning”, ”Rimmerby Strand” og mange, mange flere.

 

En koncert med Allan Olsen er en aften med garanti for latter og store grin blandt med hans fabelagtige sange.

 

De sidste billetter til koncerten, er i salg nu, og kan købes fra 295 kroner på Fur Bryghus, hvor der også er mulighed for at nyde en lækker koncertmenu inden koncerten går i gang lørdag den 29. juni 2024 kl. 21.00 i bryghusets hyggelige koncertsal.

Læs mere...

Billetpriser på Fursund Færgeri falder fra 1. juni

Taksterne for persontransport på Fursund færgen falder fra 1. juni. For fastboende samt cyklister og gående, bliver det endog helt gratis.

I efteråret, mere specifikt fra 19. august – 20. oktober 2024, bliver det helt gratis at tage færgen over, uanset bopæl eller befordringsmiddel. Erhvervsmæssig kørsel er dog undtaget. 

Den markante sænkelse af taksterne finansieres af de 51 mio. kr. i finansloven, der er afsat til fuldt landevejsprincip. Heraf modtager Skive Kommune 2,28 mio. kr., der alle anvendes til nedsættelsen af færgetaksterne.

Landevejsprincippet er et trafikpolitisk princip, der indebærer, at det skal koste det samme at sejle med færge som at køre en tilsvarende strækning i bil på landevejen.  

De aktuelle takster samt sejlplan og øvrig information kan findes på furfaerge.dk

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Fursund Færgeri

Stenørevej 3

7884 Fur

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tlf.: 9915 6467

Læs mere...

Grundlovsmøde på Fur

Alle er velkomne tirsdag den 5. juni på Fur Museum, Nederby 28, 7884 Fur. 

Arrangementet finder sted i museumshaven. Der er fri adgang fra kl. 15.00. Der kan købes kaffe og kage m.m. 

Siden 2004 har man på Fur markeret Grundlovsdagen med et arrangement, der tiltrækker rigtig mange mennesker. Deltagerantallet svinger fra 60 til over 100. Det gør Grundlovsdagen på Fur til en af Skiveegnens bedst besøgte. 

Gennem årene har talen været holdt af kendte politikere, organisationsfolk eller kulturpersonligheder. Den tradition fortsætter vi. I år bliver det borgmester Peder Chr. Kirkegaard, der holder talen. Vi glæder os til at høre vores egen borgmesters ord på en grundlovsdag, hvor ordet jo er frit. 

Program: 

Kl. 15.15 byder John Brinch Bertelsen velkommen på vegne af arrangørerne Fur Museums Støtteforening, Fur Ø-forening og Museum Salling. 

Derefter er der en sang, kaffe og kage. 

Kl. 16.00 Holder Peder Chr. Kirkegaard grundlovstalen. 

Dagen slutter med fri snak, endnu en kop kaffe eller et glas 

Kontakt John Brinch Bertelsen for mere information 

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og 97 59 35 76 

Læs mere...

Husk marchen Fur Rundt 2024 - lørdag den 13. juli

Husk marchen Fur Rundt 2024

Lørdag den 13 juli er der igen Fur Rundt. Sæt kryds i kalenderen. Vi afvikler den traditionsrige march rundt om Danmarks skønneste ø.

Starten går fra Fur Havn kl. 8.00-10. Der er fire rastepladser undervejs på de ca. 20 km. Ved middagstid tændes grillen i målområdet på havnen. Der er folkefest om eftermiddagen, og senere aftensmad. Dagen slutter med havnebal. Alle er velkomne. Spred gerne informationen.

Furs Forenede Foreninger

Læs mere...

Skive Vand - beklager dybt (Info fra Facebook Fur-gruppen)

Idet jeg på Skive Vands vegne skal beklage dybt, hvis I lokalt har følt jer dårligt informeret, vil jeg her i jeres facebookgruppe personligt benytte muligheden til at forklare mere indgående, hvad der er sket og kommer til at ske i forbindelse med forureningen på Fur vandværk.

 

I tirsdags blev der monteret et UV-anlæg på vandværket til desinficering af vandet på vej ud af vandværket. Vandet kan, som I alle ved,  således igen drikkes direkte fra vandhanen uden forudgående kogning!

Hos Skive Vand har vi arbejdet på højtryk for at lokalisere og fjerne den forurening, der blev konstateret den 5. maj. En forurening, der viste sig mere besværlig at fjerne, end vi forventede.

 

Vi har taget mange analyser og renset rentvandstanken to gange.

Forureningen består udelukkende af bakterien enterokokker, der fx forekommer i tarmkanalen hos mennesker og mange dyr. (Værdierne har efter rensningerne ligget på hhv. 3-4 enterokokker /100 ml.)

 

Under desinficeringerne og kontrollen af rentvandstanken har vi ikke fundet tegn på revner, utætheder eller andre uhensigtsmæssigheder.

Det store spørgsmål er derfor, hvor forureningen så kommer fra?

 

Der er ikke tale om, at der er indtrængning af overfladevand. Dette bygger vi på, at der i forbindelse med indtrængning af overfladevand også ville være andre bakterier til stede.

Det kunne fx være coliforme bakterier, eller vi ville se forhøjede kimtal i analyserne.

 

Baseret på erfaringer fra vandbranchen og vores kendskab til andre vandforureninger kan forureningen stamme fra insekter, der har fundet vej til rentvandstanken.

Der kan også være tale om en urenhed i forbindelse med udskiftning af en rentvandspumpe før udtagning af den første inficerede vandprøve.

Vi har efter de nævnte to rensninger af tanken først stået med ren prøve og derefter en forurenet prøve.

 

Når vores arbejde med dette har taget og tager lang tid, skyldes det ventetid mellem selve prøvetagningen og analyseringsprocessen. Eksempel:

Det første døgn går med rensning af tanken og filterskyl af de 3 filtre. Derefter skal der udtages 3 prøver på vandværkets såkaldte ’afgang’ jævnt fordelt over 2 døgn.

Resultatet af disse prøver modtages på 5. eller 6.-dagen.

 

Selvom vi har oplevet, at den første analyse efter et tiltag har været ren, er vi nødt til at vente på den næste analyse, før vi kan igangsætte yderligere tiltag.

 

Analyser tager minimum 48 timer at færdigbehandle på laboratoriet. Hvis der er forurening i prøverne, kan det tage op til 4 timer yderligere, før analyseresultatet er verificeret.

 

Med det nu opsatte UV-anlæg, der er en midlertidig løsning, får vi ekstra tid til at arbejde med at fjerne forureningen. I mellemtiden kan alle på Fur trygt tappe vand fra hanen og drikke det.

 

Vi er meget kede af den negative oplevelse, I har haft. Hos Skive Vand ønsker vi nemlig altid at sikre det bedste vand til vores kunder, og vi fortsætter arbejdet med at lokalisere og fjerne forureningen. Til orientering tages der naturligvis nye analyser og vi vil løbende orientere på vores hjemmeside.

 

Skulle informationen ovenfor give anledning til spørgsmål – eller andet; så ring eller skriv endelig til os.

 

Telefon: 8213 2000

Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Venlig hilsen
Ivan Drejer, direktør for Skive Vand

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed