Foreningen FurKunst.dk opstod i 2008. I dag sætter foreningens mange aktiviteter præg på Fur og understreger, at øen har et levende kunstnermiljø.
Fur Kunst samler de kreative ildsjæle inden for alle kendte kunstarter på Fur.
Vi har også medlemmer, som ved deres kontingent og arbejdsindsats støtter arbejdet med at formidle kunst, musik, kunsthåndværk m.v.
Det er altså ikke kun udøvende ”kunstnere”, der er medlemmer af foreningen, men også dem der elsker kultur og ønsker, at øen skal summe af kulturelle aktiviteter.
Vi driver hjemmesiden: furkunst.dk
Vi udgiver årligt en brochure, som præsenterer størsteparten af foreningens aktive medlemmer.
Vi holder sommerudstilling i forsamlingshuset på Fur tre uger hver sommer.
Vi laver koncerter.
Vi sætter fisk op hele sommeren.
Vi laver konkurrencer i den forbindelse i samarbejde med Turistinformationen.
Vi laver sommerfest og cafeaften for medlemmerne.
Vi ejer og driver Havnegalleriet.
Og vi sætter engle op til december.
Foreningens formål er: at fremme og skabe grobund for den kreative aktivitet inden for alle kendte kunstarter på alle niveauer på Fur.
a) med udgangspunkt i aktiviteten at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
b) at samle foreningens medlemmer i et fælles forum til gensidig inspiration.
c) at formidle begivenheder og produkter fra alle kendte kunstarter.
d) at styrke det økonomiske fundament og skabe samarbejde og effektivisering
e) at udlodde indkøbt kunst ved generalforsamlingen, når økonomien tillader det.
Hvis du er interesseret i at støtte os, kan du melde dig ind i foreningen ved at indbetale 150,-kr. på
konto 8510 0007231458
Vi skal have din e-mailadresse, for al kommunikation i foreningen sker via mail.
Kontaktperson:
Formand Troels Madsen. Mobil 61 37 75 62. E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Du er også velkommen til at kontakte foreningens sekretær på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Læs mere på foreningens hjemmeside www.furkunst.dk
Læs mere på FurNyt.dk:
Det er nemt at finde mere på FurNyt.dk. Skriv for eksempel FurKunst i søgefeltet på forsiden og tryk enter. Så får du en liste med artikler om FurKunst. Søgningen kan gentages med andre søgeord. God læsning.
Dette foreningsportræt er skrevet af John Brinch Bertelsen og senest revideret juni 2025. Send venligst besked til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., når foreningsportrættet skal ændres.
Vedtægter for Furkunst.dk
Vedtægtsændringer marts 2025 § 4 stk 7 og § 6 stk 1
§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er furkunst.dk
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Skive Kommune
§ 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er: at fremme og skabe grobund for den kreative aktivitet inden for alle kendte kunstarter på alle niveauer på Fur.
Med udgangspunkt i aktiviteten, deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
At samle foreningens medlemmer i et fælles forum til gensidig inspiration.
At formidle begivenheder og produkter fra alle kendte kunstarter.
At styrke det økonomiske fundament og skabe samarbejde og effektivisering.
At udlodde indkøbt kunst ved generalforsamlingen, når økonomien tillader det.
§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
Stk. 3. Udmeldelse kan ske ved skriftlig eller e-mail henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår.
Stk. 4. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved brev/e-mail til medlemmer med angivelse af dagsorden.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigelse på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Formandens beretning
Regnskabsaflæggelse
Behandling af indkomne forslag
Fastsættelse af kontingent
Godkendelse af budget
Valg af bestyrelsesmedlemmer Bestyrelsen består af 3-5-7 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7.a Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldige afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
Stk 7.b..Bestyrelsen består af 3-5-7 medlemmer. Der skal vælges mindst 3 medlemmer, men gerne 5 eller 7.
Bestyrelsen kan virke med 3 personer, men kan uden at afholde en ny generalforsamling af egen drift optage op til enten 5 eller 7 medlemmer.
Disse bestyrelsesmedlemmer vælges derfor for en periode af 1 år.
Der vælges 2 suppleanter.
§ 5. Ekstraordinære generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§ 6. Foreningen daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af næstformand og kasserer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og konstituerer sig for en 1-årig periode.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 4. Formanden – og i dennes fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet for formandens kundskab.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kassereren. Dog således at kassereren kan arbejde med de daglige udbetalinger op til kr. 5000.- uden formandens skal skrive under.
En e-mail med godkendelse kan vedlægges som bilag til en udbetaling af større omfang.
§ 9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutningen om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§ 11. Datering
Således vedtaget på foreningens generalforsamling den 30.marts 2025
Dirigentens underskrift Jørgen Christiansen