Menu
Artikel

Artikel (4321)

FUR JAGTØL oplever stor efterspørgsel

Hold da helt op. Modtagelsen af vores nye Fur Jagtøl er gået langt over forventningerne, og brygmesteren har været i gang med at lave endnu et bryg. Jagtøllen er en overgæret Brown Ale på 5,5 % - mørk med et cremefarvet skum og duft af lakrids, malt og vanilje. En dejlig mørk og fyldig øl, der vil vække glæde til jagtfrokosten.

Læs mere...

Furfærgen: Kommunen arbejder på højtryk for at genskabe en ansvarlig, økonomisk drift og et godt arbejdsmiljø

Den senere tids uro om driften af og vagtplanerne for Furfærgen har skabt stor debat. Skive Kommune har ansvaret for driften og arbejder lige nu på højtryk for at genskabe det gode arbejdsmiljø og en ansvarlig, økonomisk drift.

Bølgerne i samarbejdet mellem kommunens medarbejdere ved Fursund Færgeri og Forvaltningen for Teknik & Miljø går for tiden højere, end dem færgepassagererne oplever på overfarten mellem Salling og Fur. Det har blandt andet på grund af enkelte sygemeldinger, afspadsering og ferie været en udfordring at få vagtplanen for sejladsen til at hænge sammen. Det har samtidig vist sig, at der er et behov for en nærmere gennemgang af økonomien i færgedriften.

- Vi tager situationen meget alvorligt. Vi er som ansvarlig myndighed nødt til at sikre, at vagtplan, økonomi og medarbejdertrivsel går op i en højere enhed. Derfor er vi nu i gang med at undersøge, hvordan vi bedst muligt får bundet enderne sammen. Vi skal til hver en tid stå på mål for, hvordan vi forvalter skatteborgernes penge, samtidig med at vi tager ansvar for arbejdsvilkårene for og trivslen blandt vores medarbejdere, siger Maibrit Lykkegaard, der er direktør i Forvaltningen for Teknik, Miljø & Udvikling i Skive Kommune.

Derfor har kommunen allerede for flere uger siden taget initiativ til dialogmøder med medarbejderne ved Furfærgen. FOA har været med på sidelinjen i hele processen.

- Vi vil være helt sikre på, at processen foregår på en ordentlig måde. Og medarbejderne har såvel som FOA givet udtryk for, at viljen til i fællesskab at finde frem til de holdbare løsninger, som alle kan se sig som en del af, er til stede, siger Christian Axelsen, der er driftschef i Forvaltningen for Teknik & Miljø i Skive Kommune.

Han er også blevet opmærksom på, at de økonomiske forhold rejser en række spørgsmål, som lige nu er ved at blive undersøgt.

- Når vi kan konstatere, at udgifterne i færgedriften er steget en del igennem de seneste år, samtidig med at der er oparbejdet en overarbejdspukkel på over 6000 timer, så er vi nødt til at reagere. Det er det, vi gør nu. Vi er i gang med at skabe os et overblik over situationen, siger driftschefen.

Udgiftsstigningen er sket i en periode, hvor serviceniveauet generelt set har været det samme – det vil sige døgnbetjent færgedrift året rundt.

Læs mere...

Anders Blichfeldt Solo - Tik Tak Tur 24 – til Fur Bryghus

Det er en af landets fremmeste sangskrivere med store hits som Bonsoir Madame, No Peace Like in Heaven, Fight For Your Love, Female Voice og ikke mindst fodboldklassikeren Big Boys in Red and White, der slår vejen forbi Fur Bryghus, fredag den 17. maj 2024.

Anders Blichfeldt drager i 2024 på en soloturne med sit seneste album Tik Tak, der har fået masser af opmærksomhed på blandt andet Dansktoppen.

På denne turné tager Anders, ligesom i Tik Tak, udgangspunkt i livets forskellige faser: Fortællingen sker gennem sange vi alle kender fra Big Fat Snake, Toppen af Poppen, og Queens rockmusical We Will Rock You, hvor Anders spillede hovedrollen i foråret 2023. Samarbejdet med Elvis’ band bliver også inddraget og helt spritnye sange vil være at finde på sætlisten.

Tik Tak’s succes har en særlig betydning for Anders, for verden har forandret sig meget siden Big Fat Snakes storhedstid. Musik bliver streamet i dag, og det er svært at flytte fans fra CD til streaming, når de nu ikke hører til det helt unge segment længere. Derfor er Tik Tak, med den underfundige og rammene tekst om livets gang også blevet titelsang til denne turné.

Billetsalget starter fredag den 6. oktober 2023 kl. 10.00 på www.billetten.dk


Billetpris er fra 295 kroner + gebyr.

Der er også mulighed for at tilkøbe showmenu inden koncerten – tre retters menu 425 kroner + gebyr.

Fotos:
Max Noble og Jiri Thomas

Læs mere...

Nyt arrangement på Fur Færgekro - Litteratur på menukortet - Tirsdag d. 10. oktober kl. 18.30 – 21.00

Når efterårsmørket sænker sig, er det ekstra dejligt at fordybe sig i en god bog.

Kom og få inspiration til din næste gode læseoplevelse.

Denne aften starter vi med smørrebrød og et valgfrit glas vin / øl / eller sodavand, herefter serverer bibliotekets dygtige formidlere lækre smagsprøver på nyere litteratur.

Der udleveres en liste over de bøger, som anbefales.

Der er begrænsede pladser til dette event, så tilmeld dig og dine veninder/venner til en skøn aften med smagsprøver på gode bøger i hyggelige omgivelser. En aften du bare ikke må gå glip af.

Pris 139 kr. inkl. mad og drikke. 

Der er kaffe/the i pausen.

Køb billet her på siden senest lørdag d. 7. oktober.

⬇️

https://www.place2book.com/da/sw2/sales/i6gbimo6q8

(husk færgen er gratis)

Arrangør: Skive Bibliotek.

Læs mere...

Småøernes Kommunekonference 2023 - mandag den 23. oktober fra kl. 10.00 til 15.30

Hvert 4. år afholder Ø-sammenslutningen Småøernes Kommunekonference.
Landdistriktsminister Louise Schack Elholm indleder konferencen, som i år har disse temaer:
 
Færger
I langt de fleste kommuner med småøer er færgen den absolut største miljøsynder. Det er derfor oplagt at kigge på grønnere alternativer, når kommunerne skal opfylde deres del af regeringens 2030 klimamål. Hvordan kommer småøkommunerne bedst muligt i mål med grøn omstilling af færgedriften uden at det betyder nedskæringer på servicen?

Havmiljø
Havmiljøet i de indre danske farvande lider mange steder. Det går ud over både naturen og de mennesker, som lever af havet bl.a. på småøerne. Hvad kan kommunerne og øboerne selv gøre, for at dæmme op for problemerne?
 
Strategisk-Fysiske Udviklingsplaner
Hvordan kan de nye muligheder i planloven understøtte udviklingen af småøerne?

Hvem kan du møde?
På konferencen deltager politikere og embedsmænd fra småø-kommunerne, Danske Rederier, Green Power Denmark, KL, RealDania, Færgesekretariatet m.fl.

Tid og sted
Konferencen finder sted i Odin Havnepark, Lumbyvej 17F i Odense, mandag den 23. oktober fra kl. 10.00 til 15.30.

Det koster 470 kr. per person at deltage i konference.
Hver småø og hver småø-kommune har dog to gratis pladser.

Program og tilmelding
Se hele programmet og tilmeld dig på vores hjemmeside inden den 2. oktober.

https://danske-smaaoer.dk/nyheder/smaaoeernes-kommunekonference-2023/

 

Læs mere...

Dagsorden til møde i Ø udvalget onsdag den 20. september 2023 kl. 17 på Fur Færgekro

1. Referat fra sidste møde

2. Færgen til FUR – drøftelse og orientering vedr. færgedriften
Forvaltningen deltager under dette punkt.

3. Privat fællesvej i Stendalen

Forvaltningen deltager under dette punkt.

Forvaltningen svarer: Politisk beslutning om fremadrettet kommunalt vedligehold på grusvejen udestår. Formanden for UTM retter henvendelse til selskabet bag.  

4. Landevejsprincippet – hvad betyder dette for Fur/ v. formand for Ø-udvalget

5. Skraldespande generelt

Der spørges om følgende: Der mangler skraldespande flere steder, bl.a. langs Sundevej og ved Gammel Havn. Hvordan løses det bedst?

Forvaltningen svarer: Generelt er antallet af skraldespande skåret ned over de seneste år. Ligeledes tømmes de resterende også mindre hyppigt – dog tilpasset behov. Dette er en politisk prioritering af ressourcerne. Forvaltningen har ikke kendskab til rasteplads, kommunal parkeringsplads eller lignende på Sundevej. Dog er der kendskab til en bænk. Der er ingen skraldespand. Ved Gl. Havn er opstillet bord-/bænkesæt og der er skraldespand med tømning. Det er forvaltningens vurdering at tømningsfrekvens er tilstrækkelig.  

6. Giftige planter – Bjørneklo og Engbrandbæger

Der spørges om følgende:  Giv et prej-app – Er det det rigtige værktøj?

Forvaltningen svarer: Spørgsmålet præciseres evt. Vi har ikke en bekæmpelsesplan i forhold til andre planter end bjørneklo, og det er derfor også kun bjørneklo, vi vil kunne håndhæve i forhold til lodsejerne. Nogle steder anvender vi droneflyvninger til registrering, når vi får en anmeldelse.

7. Forkørselsretten for Furboer virker ikke fra Fur-siden

Der spørges om følgende:  Er der en løsning i støbeskeen?

Forvaltningen svarer: Forvaltningen har ikke umiddelbart kendskab til en politisk beslutning om forkørselsret for Furboere. Når der foreligger en politisk beslutning om forkørselsret vil det skulle følges af en anlægsbevilling inden forvaltningen kan gøre yderligere. Der foreligger ingen konkrete planer for nuværende.

8. Præcisering af punkter til næste møde

Der spørges om følgende: Helhedsplan – Fremdrift og Kommunikation, der er ringe fremdrift og kommunikation, som har givet anledning til frustration og træthed.  Kan kommunens udviklingsteam deltage på et af de kommende møder og give en status?

9. Kalenderplanlægning af næste møde  

Husk at medbringe egen kalender.

Der er p.t. reserveret tid til næste møde torsdag den 26. oktober kl. 17 2023.

10. Eventuelt

Med venlig hilsen

Lisbeth Krogh
Sekretariatschef

Læs mere...

Kæmpe 80ér fest på Fur Bryghus

Alle der elsker 80erne kan roligt begynde af finde danseskoene og 80ér tøjet frem. Fur Bryghus disker nemlig op med en kæmpe 80ér fest fredag den 9. februar 2024, hvor der også er mulighed for at kickstarte festen med en lækker 80ér menu. Musikken er lagt i hænderne på ”Hit med 80érne”, der er landets vildeste festorkester, når det handler om at hylde den musikalske skat efter navne som Tøsedrengene, Rocazino, RayDeeOhh, Gnags, News, TV2, Dodo & The Dodo’s, Gnags og mange andre.

Det bliver en aften, hvor man både kan deltage med og uden spisning. Kl. 18.30 slår man dørene op for dem, der skal nyde en lækker to retters 80ér menu med mulighed for tilkøb af dessert. Fra kl. 20.30 er der adgang for øvrige gæster, der er klar på en aften med masser af syng-med og ikke mindst et fyldt dansegulv.

I 2022 var Hit med 80’erne på 30-års jubilæumstur. Den ene udsolgte koncert efter den anden blev det til overalt i Danmark. Stadig med sangene, anekdoterne og minderne fra dengang i 80’erne som bindemiddel, og succesen fortsætter!

Billetter kan købes på www.furbryghus.dk fra den 29. september 2023 kl. 10.00.

Billetpris uden spisning 200 kroner + gebyr – adgang fra 20.30.
Billetpris med to retters 80ér menu med mulighed for tilkøb af dessert kun 475 kroner +
gebyr – start kl. 18.30.

Foto:
Pressefoto

Læs mere...

Så kom vores nye firer på vandet

Fur Bådelaug har omsider modtaget en ny firer til erstatning for den gamle, som var så rigeligt udtjent. Den har mindst 60 år på bagen. Den ny firer blev bestilt på Agerbirks Bådebyggeri i Vejle i foråret 2022, men der er meget lang bestillingskø til en håndbygget båd, så først den 30. august blev hun leveret. Nu kan hun lige nå at komme på vandet nogle gange i den varme sensommer, og til standerstrygningen 28. oktober bliver hun døbt. Hun har kostet 180.000 kr, så vi har været vidt omkring for at samle pengene sammen.

Tak til Spar Vest fonden, Landsbypuljen, Nordea Fonden, Fur Sparekasses almennyttige Fond og Fur Brand. Bådelauget har selv bidraget med 32.000.

Læs mere...

Red insekterne

Tirsdag den 19. september 2023 indleder vi på Fur Museum efterårssæsonen med et livestream foredrag om insekter fra Aarhus Universitet. Første del af foredraget holdes på engelsk af professor Dave Goulson, der fortæller om insekternes altafgørende betydning for selve livet på jorden. Derefter vil den danske miljøjournalist Kjeld Hansen sætte emnet i dansk perspektiv. Danmark er det land i Europa, der har den største andel af sit areal under dyrkning og dermed mindst plads til naturen. Insekterne har det derfor ekstremt hårdt. Hvorfor er det gået sådan? Og hvad kan der gøres for at rette op på det?

Foredraget bliver livestreamet fra Aarhus Universitet, der har fået støtte fra Carlsberg Fonden til at afholde en serie af offentlige foredrag. Museum Salling, Fur Museum, Fur Museums Støtteforening og arbejdsgruppen Fur Foredrag indgår i det samarbejde, der gør det muligt at vise foredraget på Fur.

Du får mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Engagerede forelæsere holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben, og du kan komme med. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Du kan stille spørgsmål til foredragsholderen og efterfølgende læse svarene på nettet på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..  Foredragene bliver IKKE offentlig tilgængelig på nettet efterfølgende. Det er altså kun tirsdag den 19. september, at du kan høre foredraget om insekter.

Der er gratis adgang til Fur Museums nye velkomstbygning med storskærm og lyd i topkvalitet. John Brinch Bertelsen åbner dørene kl. 18.40, og Kirsten Høgh tager sig af teknikken. Foredraget begynder kl. 19.00 og varer til kl. ca. 21.00 med 20 minutters pause undervejs. Der kan købes drikkevarer til rimelige priser  

Deltagere, der kommer fra fastlandet, kan komme gratis med færgen Det kræver forhåndstilmelding til Kirsten Høgh på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på 30 20 53 58, så klarer Kirsten det praktiske.

 

Du kan opleve flere foredrag i løbet af efteråret:

Tirsdag 26/09 2023 Kan fortidens DNA hjælpe os i fremtiden?
Tirsdag 24/10 2023 Hvordan fungerer hjernen?
Tirsdag 07/11 2023 Antistoffer antiverden
Tirsdag 14/11 2023 Uden kryptering – intet internet
Tirsdag 21/11 2023 Celler deler os

 

Søger du mere information, så kontakt:

Museumsinspektør John Brinch Bertelsen, Fur Museum.
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 99 15 69 33 og 97 59 35 76  
 

Læs mere...

Stor søgning til efterårets koncerter på Fur Bryghus

Der er glæde på Fur Bryghus efter en veloverstået Sommerkoncert med masser af gæster. Og interessen for bryghusets koncertprogram i efteråret er stor. Det skyldes ikke mindst programmet, der byder på Lis Sørensen & Band, Peter & De Andre Kopier samt med de drønpopulære ABBAcz.

- Vi glæder os over opbakningen fra vores lokalområde og fra folk udefra. Vi vil gerne være med til, at der sker noget på Fur hele året rundt og vores events er en af måderne, siger Event- & Restaurantchef Danni Svane Boysen, Fur Bryghus.

Tribute til ABBA og Kim Larsen
Svenske ABBA har aldrig været mere populære end lige nu og i 2022 gæstede bandet ABBAcz bryghusets sommerkoncert.

- De væltede det hele og det er også baggrund for, at rigtigt mange har lyst til at opleve dem igen. Jeg kender ikke nogen, der ikke kan synge én eller flere af ABBA’s fantastiske sange og det kommer man stensikkert til denne aften, påpeger Danni Svane Boysen.

Peter & De Andre Kopier har i årevis været landets bedste hyldestband, når det gælder Kim Larsen og Gasolin. Den trone sidder de stadig på og de tager turen til Fur Bryghus lørdag den 30. september.

- Her tør jeg igen love en fest med en perlerække af syng-med-sange, som vi alle kender, lyder det fra Danni Svane Boysen.

Lis Sørensen til Fur igen igen
Lis Sørensen er en af landets mest populære og elskede artister, der i en menneskealder har tryllebundet publikum på tværs af generationer med sine legendariske sangskat blandt andre:
’Fuld af Nattens Stjerner’, ’Tæt på Ækvator’, ’Mine Øjne De Skal Se’ og mange flere

Det gør hun igen på Fur Bryghus den 28. oktober 2023 kl. 21.00

- Man kan roligt sige, at det er en tradition, at Lis Sørensen optræder på Fur Bryghus, når hun er på en af sine landsdækkende turneer. Lis elsker Fur og Fur elsker Lis, der gang på gang leverer en koncertoplevelse med en naturlig elegance, som uden tvivl vidner om hendes egen kærlighed til hendes sange, siger Danni Svane Boysen.

Til alle koncerterne er der mulighed for at spise en lækker middag inden artisterne går på scenen, hvis man har lyst til det. Både billetter og spisebilletter sælges via www.billetten.dk Man kan læse meget mere på www.furbryghus.dk


Fotos:
Pressefotos

Yderligere informationer:
Danni Svane Boysen, tlf. 2349 2198

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed