Fur Udviklingsråd inviterede til vælgermøde onsdag aften den 12. november på Fur Museum
- Skrevet af John Brinch Bertelsen
Fur Udviklingsråd inviterede til vælgermøde onsdag aften den 12. november på Fur Museum, hvor John Berthelsen bød velkommen. Hele 150 af øens 740 indbyggere var mødt op – en imponerende opbakning!
Aftenens moderator var forfatter og journalist Joan Laurberg, som styrede slagets gang med fast hånd og sørgede for, at tidsplanen blev overholdt.
De fire kandidater, der alle bor på Fur og stiller op til byrådet i Skive, er ;
- Betina Bugge (Danmarksdemokraterne)
- Gorm Wæhrens (Skive Listen)
- Jørgen Christiansen (Venstre)
- Sune Foldager (Enhedslisten)
Hver kandidat fik seks minutter til at præsentere sig selv og deres mærkesager. Der var især fokus på naturen og verdensarven, da Furs Knudeklinter er tæt på at blive en del af UNESCO’s verdensarvsliste. Det førte til spørgsmål om, hvad det vil betyde for øen, og hvilke forpligtelser det vil medføre for kommunen.
Der blev også talt om, hvorvidt øen er klar til at tage imod 30 % flere gæster, hvis turismen stiger. Infrastruktur og færgedrift var naturligvis også på dagsordenen – det er jo øens livsnerve.
Andre emner, der blev drøftet, var behovet for seniorboliger og flere boligtyper, samt hvordan man kan bevare den sidste rest af moleret på Fur. Kvaliteten af drikkevandet blev også nævnt – heldigvis er den god.
En ung mor blandt publikum efterlyste flere aktiviteter for unge mennesker, mens en anden spurgte, hvad kandidaterne vil gøre for at fastholde de nuværende beboere. "Der bliver talt meget om tilflyttere og bosætning, men hvad med os, der allerede bor her?" lød spørgsmålet.
Der blev også spurgt ind til aktuelle fredninger på øen, og friskolen, børnehuset og færgedriften blev fremhævet som vigtige for lokalsamfundet.
Hvis du vil vide mere, kan du læse de fire kandidaters svar på fem skarpe spørgsmål på furnyt.dk.
Med venlig hilsen
Anette Dalsgaard
Arrangement Medarbejder
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen