Byrådskandidat Jørgen Christiansen besvarer fem skarpe spørgsmål fra FurNyt
- Skrevet af John Brinch Bertelsen
Byrådskandidat Jørgen Christiansen besvarer fem skarpe spørgsmål fra FurNyt
Der er kommunalvalg tirsdag den 18. november 2025. I den anledning har FurNyt spurgt alle fire kandidater fra Fur, om de ville besvare fem skarpe spørgsmål. Det har alle sagt ja til. Du kan i øvrigt møde de fire kandidater til det vælgermøde, som Fur Udviklingsråd afholder på Fur Museum den 12. november fra kl. 19.30.
Her kommer Jørgen Christiansens besvarelse af de fem skarpe:
1. Hvorfor stiller du op til kommunalvalget for Venstre?
Det gør jeg, fordi jeg er blevet opfordret af både borgmesteren, byrådsmedlemmer, erhvervsfolk på Fur og helt almindelige folk, der bor på Fur og i Nordøst Salling.
Jeg har stemt på Venstre ved samtlige kommunalvalg i over 35 år og har været med i vælgerforeningernes bestyrelser samt deltaget i flere valgkampe som tovholder for andre kandidater.
Fur har givet mig så meget, og jeg vil gerne fortsat give noget igen.
Jeg kan gøre en forskel. Jeg har før sagt, at fra Fur til Skive er der 26 km, mens der fra Skive til Fur er 126 km – det vil jeg gerne være med til at lave om på.
2. Hvilke områder/mærkesager vil du kaste dig over, hvis du bliver valgt ind i Skive Byråd?
- Turisme, erhvervsliv og bosætning
- Decentral struktur – gennem hele livet
- Social- og beskæftigelsesområdet
- Hvad vil du konkret kæmpe for at ændre eller skabe på Fur?
Spørgsmål 3 og 5 har stort set samme svar, så de kan med fordel læses sammen.
Bosætning er vigtig.
Vi er stort set faldet i indbyggertal hvert år de sidste 25 år – det skal vi arbejde på at vende.
Siden år 2000 er vi gået fra 949 til nu 740, et tab på over 8 indbyggere pr. år.
Jeg vil støtte ønsket om og behovet for et varieret udbud af forskellige boformer.
Udover byggegrunde skal vi bruge bofællesskaber, seniorboliger – ja, i det hele taget boformer, der understøtter fællesskaber, modvirker ensomhed og udfordrer de vante tankegange.
Eksperimentelt byggeri med fokus på bæredygtighed og energieffektive materialer kan være med til at fremme et sundt miljø.
Sammen kan disse elementer skabe et livligt og varieret miljø, der tiltrækker forskellige befolkningsgrupper.
Vi kommer nok til at “udfordre” planloven, så vi får mulighed for at udlægge arealer til ny bosætning – gerne tæt på vores smukke kyst.
Turisme
Set i lyset af, at vi formentlig bliver godkendt til UNESCO næste år, er det godt, at vores fysiske turistkontor ikke blev lukket ned sidste år – det havde været et vildt dårligt signal at sende til vores gæster.
Jeg bifalder den udvikling, der sker med Molermuseet på Fur. Herunder støtter jeg også op om ansøgningen om at gøre den nordlige del af Fur til Verdensnaturarv – og de udgifter, der naturligt vil følge med en sådan “ny status” for Fur.
Vi skal arbejde hårdt på at blive klar med både veje, p-pladser, Branden og ikke mindst færgen. Hele infrastrukturen skal på plads.
4. Hvad er din hemmelige superkraft, som vil komme furboerne til gode, hvis de stemmer dig ind i byrådet?
- Jeg gør det ikke for egen vindings skyld – jeg gør det for Fur og Nordøst Sallings skyld.
- Jeg gør det, fordi politik ikke handler om at mene noget om alt, men om at tage ansvar dér, hvor man har indsigt, erfaring og vilje til at levere.
- Jeg har et højt retfærdighedsniveau.
- Jeg er en ildsjæl, der kæmper – og jeg giver ikke op. Når andre ”kaster håndklædet i ringen”, bruger jeg det til at tørre sveden af panden og kæmpe videre.
- Jeg brænder for at blive Furs nye stemme i byrådet.
- Tro mig – med mig i byrådet glemmer de ikke Fur!
- Hvordan sikrer vi fremtiden for Fur og gør den til et attraktivt sted for nye tilflyttere?
- Vi skal fastholde og udbygge vores gode børnehus og friskole. Målet skal altid være at sikre højst mulig kvalitet i undervisningen – både fagligt, socialt og når det gælder trivsel.
- Vi skal være erhvervsvenlige og tiltrække iværksættere. Ordningen med en “indgang til kommunen” for virksomheder skal fastholdes og udbygges med et “spor” for mindre virksomheder.
- Vi skal holde fast i en decentral struktur – gennem hele livet. Jeg vil arbejde for, at alle kan få et godt og helt seniorliv – ikke kun på Fur, men i hele Skive Kommune.
Respekt for det enkelte menneskes behov og ønsker.
Et godt seniorliv handler om at skabe en meningsfuld og aktiv tilværelse, hvor man bevarer gode sociale relationer og har mulighed for at udforske nye interesser.
Det indebærer både at forberede sig mentalt og praktisk på overgangen fra arbejdslivet samt at skabe en sund og meningsfuld hverdag.
Livskvalitet er vigtig – ikke mindst, når man bliver ældre.
- Vi skal have fat i de unge familier.
Der skal fokus på trivsel, livskvalitet, fællesskab og forebyggelse.
Derfor skal vi skabe bedre rammer for nye boformer, hvor natur, bevægelse og socialt liv går hånd i hånd – på tværs af by og land, og på tværs af generationer.
Børnene er fremtiden, og de skal møde sunde rammer i vores institutioner og i de fællesskaber, de vokser op i.
Derudover er fællesskaberne med til at hjælpe hinanden i med- og modgang.
På Fur har vi et helt enestående foreningsliv, som er med til at skabe værdi og give mening for mennesker i alle aldre.
Måske skal vi på sigt lægge nogle foreninger sammen og samle kræfterne i en stærk ø-forening med gode, stærke udvalg under.
Det tror jeg vil give god mening, styrke sammenholdet – og så kan vi fortsat sige: Sammen er vi stærke.
Med venlig hilsen Jørgen Christiansen, Blegagervej 6, 7884 Fur
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen