Byrådskandidat Sune Foldager besvarer fem skarpe spørgsmål fra FurNyt
- Skrevet af John Brinch Bertelsen
Der er kommunalvalg tirsdag den 18. november 2025. I den anledning har FurNyt spurgt alle fire kandidater fra Fur, om de ville besvare fem skarpe spørgsmål. Det har alle sagt ja til. Du kan i øvrigt møde de fire kandidater til det vælgermøde, som Fur Udviklingsråd afholder på Fur Museum den 12. november fra kl. 19.30.
Her kommer Sune Foldagers besvarelse af de fem skarpe:
1. Hvorfor stiller du op til kommunalvalget for Enhedslisten?
Jeg stiller op til byrådet for Enhedslisten, fordi jeg ønsker et Skive Kommune, hvor der er plads til alle – også til os, der bor på Fur. Jeg vil arbejde for en mere retfærdig, grøn og solidarisk kommune, hvor fællesskabet bliver prioriteret højere end kortsigtet profit. Enhedslisten står for de værdier, jeg tror på – og nu vil jeg være med til at give dem en stærkere stemme.
2. Hvilke områder/mærkesager vil du kaste dig over, hvis du bliver valgt ind i Skive Byråd?
Som kandidat er mine mærkesager klare: grøn omstilling med social retfærdighed, ordentlige forhold i ældreplejen og lige adgang til offentlige tilbud – uanset om man bor midt i Skive eller på Fur.
Og så handler det også om at blive hørt. Alt for ofte føler mange herude, at beslutningerne bliver taget hen over hovedet på os. Vi bor i en kommune, hvor afstanden – både geografisk og politisk – kan føles stor, og det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have en tydelig stemme i byrådet, der taler Fur’s sag – og som bliver ved med at gøre det, også efter valget.
3. Hvad vil du konkret kæmpe for at ændre eller skabe på Fur?
Færgen er en livsnerve for øen. Det skal være nemt at pendle, få gæster på besøg – eller bare kunne tage ind til fastlandet uden at planlægge hele dagen omkring det. Det er helt afgørende, hvis Fur skal være et attraktivt sted at bo – også for unge og børnefamilier.
Det er netop derfor, det er så vigtigt, at vi bakker op om Friskolen og Fur Børnehus. De er ikke bare undervisningssteder – de er samlingspunkter og fremtidshåb. De skal have gode rammer og støtte, så de kan fortsætte det kæmpe arbejde, de allerede gør.
Vi har også et ældrecenter, der betyder enormt meget for mange familier. Det skal vi styrke – ikke afvikle. Vores ældre skal kunne blive gamle med værdighed og tryghed, og helst tæt på familie og netværk.
Fur har en fantastisk natur og en særlig stemning, som tiltrækker mange turister – og det skal vi udnytte på en bæredygtig måde. Grøn turisme betyder, at vi udvikler øen med respekt for naturen og for dem, der bor her. Det kan være fossiljagt, naturvandringer, lokale fødevarer og små overnatningssteder, hvor folk kan opleve ro og autencitet – uden at vi mister vores sjæl.
Knudeklinterne er noget helt særligt. Hvis de en dag ender på UNESCOs verdensarvsliste, så skal vi som lokalsamfund være med til at forme, hvordan det bliver gjort. Vi må ikke ende i en situation, hvor øen bliver overrendt, og hvor vores natur og dagligliv lider under det. Vi skal være på forkant og sikre, at det bliver en gevinst – ikke en belastning.
4. Hvad er din hemmelige superkraft, som vil komme furboerne til gode, hvis de stemmer dig ind i byrådet?
Jeg lytter, spørger og står fast – også når det bliver bøvlet. Jeg har hjertet med i det, jeg gør. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg være Fur’s stemme i byrådet – og jeg lover, jeg ikke glemmer jer, når mødet er slut.
5. Hvordan fremtidssikrer vi Fur og gør den til et attraktivt sted for nye tilflyttere?
Vi har så meget at bygge på her – men befolkningstallet falder, og det må vi tage alvorligt. Der er brug for politisk handling, ikke bare fine ord. Vi skal støtte de frivillige kræfter, der allerede løfter Fur hver eneste dag, og vi skal skabe de rammer, der gør det nemmere at bo, leve og arbejde her.
Det gælder alt fra hurtigere internet og transport til støtte til lokale fællesskaber, foreninger og små virksomheder. Vi skal sikre stabil færgedrift, gode pasningstilbud og et levende lokalsamfund, hvor folk har lyst til at blive – og nye har lyst til at flytte til.
Fur fortjener at blive taget alvorligt. Det vil jeg kæmpe for – hver eneste dag.
Med venlig hilsen Sune Foldager, Stenøre 25, 7884 Fur
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen