Menu

Et portræt af en overfartsleder

  • Skrevet af 

FurNyt har talt med overfartsleder Villy Svinth, der siden 1989 har beklædt stillingen som overfartsleder på overfarten Stenøre – Branden

Fur-Nyt har talt med overfartsleder Villy Svinth, der siden 1989 har beklædt stillingen som overfartsleder på overfarten Stenøre – Branden.

Villy Svinth var 3 måneder, da hans forældre i november 1956 flyttede til Fur, hvor faderen, der kom fra Vildbjerg, havde fået arbejde ved moleret. Forældrene boede på Skåningsallé og de var 9 søskende i alt, fortæller Villy. I det hele taget var der mange børn på Skåningsallé og Villy mindes, at lokal patriotismen blandt børnene var stor. Man skulle ikke langt væk, før man betrådte ”fjendeland” og ofte var der ”krig” mellem børnene fra andre lokaliteter på øen.

Image
Overfartsleder Villy Svinth på vej fra færgen til Havnekontoret. Med jobbet som overfartsleder går en stor del af tiden med administrative opgaver. Derfor er det kun som afløser, at overfartslederen selv er at finde bag roret på Sleipner.

Da Villy nåede skolealderen, stod den nye Fur Skole og ventede. Han var en af de få årgange, der tog 8. klasse på Fur skole, inden dette klassetrin flyttede til Selde.

Fælles for børnene var, at stranden og fjorden blev legepladsen, hvor de mødtes.
”Vi brugte utrolig megen tid her”, fortæller Villy, og da hans storebroder tillige var sømand og fortalte om sine oplevelser derhjemme, blev det livet til søs, der trak.

Allerede da Villy var fjorten år, fik han hyre på et skib, der havde hjemme på Fur. Det sejlede blandt andet med foderstoffer på Norden. Man skulle imidlertid være 15 år for at få en søfartsbog, så det blev først ordnet efter at Villy havde været på sin første tur.

I 1979 tog Villy på navigationsskole i Frederikshavn og med en sætteskippereksamen i hånden, var tiden inde til at tage på langfart.

Som styrmand fik han hyre på et skib, der sejlede mellem Europa og til lande i Persergolfen. Her rasede krigen mellem Irak og Iran, og oftest var lasten ammunition, som blev lodset i Quartar.

”I forhold til at sejle med foderstoffer eller kunstgødning, så var lasten dejlig ren”, mindes Villy og fortsætter: ”Men når der var tordenvejr, kunne man godt komme til at tænke på, hvad der ville ske, hvis et lyn slog ned i masten”.

Engang gik turen over Atlanterhavet til Canada.  Med sig havde de en last af ”maskindele”, der i Canada skulle omlastet til et skib, der skulle videre til Sydafrika. Om det var våben eller maskindele ved Villy ikke, men turen derover og hjem blev uforglemmelig. Der var nærmest havblik på Atlanterhavet. En dag så Villy noget, han i første omgang troede var stævnen af en ubåd, dukke op foran skibet. Det viste sig imidlertid at være en kæmpe hval, der lige skulle op og tage skibet nøjere i øjesyn. I ni dage så de jævnligt hvaler. Dengang var der heller ikke noget, der hed GPS. Positionen blev beregnet med en sekstant, så når der gennem flere dage havde været overskyet vejr, kunne det være svært at beregne den nøjagtige kurs.

Når Villy var hjemme om sommeren, var han af og til afløser på ”Fursund”, som færgen mellem Stenøre og Branden dengang hed. Om vinteren tog han igen på langfart. 

I 1985 blev han fastansat ved Fursund Færgeri, og fire år senere fik han sit nuværende job som overfartsleder.

”I starten sejlede vi kun med en færge”, fortæller Villy. Kun om sommeren blev begge færger sat ind, men efterhånden som trafikmængden steg, blev begge færger sat ind året rundt. Men i længden var det heller ikke nok, og op gennem 1990’erne blev situationen mere og mere uholdbar. Færgefolkene knoklede, mens folk rasede over de ofte lange ventetider. I 1996 blev færgen Sleipner bygget og indsat på overfarten.

Image
”I starten sejlede vi kun med en færge”, fortæller Villy. Kun om sommeren blev begge færger sat ind, men efterhånden som trafikmængden steg, blev begge færger sat ind året rundt.

Det er nu 10 år siden og for første gang har der omkring middagstid i de travle sommermåneder været kø ved færgelejet på Branden siden. Så om Fur engang om føje år får færge nummer to står hen i det uvisse. I det hele taget ser overfartsleder Villy Svinth med spænding på, hvad den nye storkommune vil komme til at betyde for færgefarten mellem Fur og Branden.

Men fremtiden er som bekendt vanskelig at spå om.

2006-08-28
kp

Til toppen