Menu

Furbo på Nationalmuseet

Furbo på Nationalmuseet

Det er vist aldrig sket før, at man har kunnet se en furbo på en plakat på en af søjlerne foran Nationalmuseet. Og den 4. februar 2023 kunne man endda se selve furboen stående ved siden af plakaten.

Furboen er Hjalte Wadskjær Mølgaard. Og han var inviteret til Nationalmuseets åbning af udstillingen ”Jagten på danmarkshistorien”. Hjalte er ganske enkelt blevet udvalgt som en af repræsentanterne for detektorbrugere i Danmark.

Du kan se fortællingen om Hjalte og hans flotte fund i Nationalmuseets udstilling helt frem til den 4. februar 2024.

Så megen virak kunne godt stige en til hovedet, men det skete ikke for Hjalte.

Han tog situationen med ro og beskedenhed. Den 4. februar skrev han om begivenheden: "I dag var åbningsdagen for udstillingen "Jagten på danmarkshistorien" på Nationalmuseet, som jeg har haft æren af at kunne bidrage en smule til.

Udstillingen tager udgangspunkt i detektorhobbyen, detektorføreren, detektorudstyret og selvfølgelig nogle af de mange detektorfund.

I forlængelse af ovenstående har jeg derfor fået muligheden for at fortælle om mine erfaringer med at gå med detektor, samt historien bag mit seglstampefund og den guldring jeg fandt på samme lokalitet.

Jeg føler stor ydmyghed over at have fået muligheden for at repræsentere vores fantastiske hobby og dermed også de mange hundrede amatørarkæologer, som finder flere tusinder stykker danefæ hvert eneste år.”

Det er i øvrigt Hjaltes søster Silke, der har taget det flotte foto af Hjalte med detektoren i hånden og spaden på ryggen, som Nationalmuseet har brugt til plakaten.
Silke var derfor også inviteret med til udstillingsåbningen på Nationalmuseet, hvor hun med sit kamera har foreviget begivenheden.

FurNyt ønsker Hjalte tillykke og takker Silke for fotografierne.

Du kan læse mere om Hjaltes fund her https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/udstillinger/jagten-paa-danmarkshistorien/

og https://youtu.be/bTC7GMyPuLg

Til toppen