Fur Redder Liv - Nyt foreningsportræt til FurNyt
- Skrevet af John Brinch Bertelsen
Den 3. oktober 2022 var der stiftende generalforsamling i foreningen Fur Redder Liv.
Foreningens klare formål er at redde liv i tilfælde af hjertestop ved at fastholde og understøtte et frivilligt korps af tidligere 1-1-1-2 førstehjælpere og hjerteløbere.
Foreningen arbejder sammen med eksisterende ordninger inden for det præhospitale og forebyggende område.
Foreningen kan også synliggøre andre livreddende tiltag.
Du kan læse foreningens vedtægter nederst i dette portræt.
Medlemskredsen:
Foreningens aktive medlemmer er 1-1-2- førstehjælpere og hjerteløbere, der skal bo eller arbejde på Fur. Aktive medlemmer kan deltage i foreningens generalforsamlinger.
Man er passivt medlem, hvis man alene yder et tilskud eller sponsorat. Passive støttemedlemmer har ikke ret til at deltage i generalforsamlinger.
Kontingent:
Det er generalforsamlingen, der fastsætter kontingentet for det kommende år. Du kan til enhver tid få oplyst kontingentet ved at kontakte formanden.
Få mere info om foreningen Fur Redder Liv
Formand: Brian Sørensen Bugge, tlf. 61 70 12 14; mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Næstformand: Ute Andrea Wagner, tlf. 29 92 42 20; mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Dette foreningsportræt er skrevet af John Brinch Bertelsen den 15/11 2022. Send venligst info til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., når portrættet skal opdateres.
Vedtægter for foreningen: `Fur redder liv´
1.Formål:
1.1. Foreningen sikrer, at øen Fur er i forbindelse med hjertestop et trygt sted at færdes for beboer og besøgende.
1.2. Foreningen skal fastholde og understøtte et frivilligt korps på Fur med tilknytning til eksisterende ordninger med relevante partner indenfor det præhospitale og forebyggende område.
1.3. Foreningen kan også fremme synliggørelsen af livreddende tiltag i forskellig form.
2.
Hjemsted:
7884 Fur
3.Medlemmer:
3.1. Foreningens aktive medlemmer består af det frivillige korps på Fur, dvs. tidligere 1-1-2 førstehjælpere og hjerteløbere, som enten bor, eller arbejder fast på Fur.
3.2. Korpset yder en solid frivillig og uegennyttig indsats, som forudsætter, at medlemmerne er robuste og kompetente til at yde førstehjælp, når der er behov for det.
3.3. Der er mulighed for at være støttende medlem, igennem sponsorater og donationer.
4. Økonomi:
4.1. Medlemskab forudsætter et kontingent, som fastsættes på generalforsamlingen, gældende for det efterfølgende regnskabsår.
4.2. Alle kan støtte foreningen med sponsorater, eller donationer.
4.3. Foreningen har mulighed for at ansøge om midler, der støtter formålene.
4.4. Regnskabet følger kalenderåret og årets regnskab skal godkendes på generalforsamlingen.
4.5. Det årsregnskab, der skal godkendes på generalforsamlingen, skal være påtegnet af en ekstern revisor uden for bestyrelsen.
4.6. Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens forpligtigelser. Eventuelle fordringer mod foreningen `Fur redder liv´ kan alene søges fyldestgjort i foreningens formue.
4.7. Foreningen `Fur redder liv´er en frivillig, ikke- erhvervsdrivende forening, hvor medlemmerne ikke kan modtage overskudsdeling eller formuedeling. Indtægterne skal alene anvendes til foreningens drift og opfyldelse af foreningens formål.
5. Generalforsamling:
5.1. Foreningen holder stiftende generalforsamling i sidste kvartal af 2022.
5.2. Årene efter stiftelsen inviterer bestyrelsen alle aktive medlemmer hvert år til et årsmøde, hvor der tilbydes genopfriskning af Hjerte- lunge redning med efterfølgende ordinær generalforsamling.
5.3. Den ordinære generalforsamling skal afholdes inden udgangen af april.
5.4. Der kan indkaldes til ekstraordinært når et flertal af medlemmerne ønsker at afholde en generalforsamling.
5.5. Varsling for generalforsamlingen offentliggøres 4 uger inden generalforsamlingen igennem elektronisk kommunikation.
5.6. Punkter til dagsorden skal sendes til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingen.
5.7. Stemmeret har aktive medlemmer som er til stede under generalforsamlingen. Man kan ikke stemme pr. fuldmagt.
5.8. Støttende medlemmer kan deltage under generalforsamlingen, dog uden stemmeret.
5.9. Dagsorden til generalforsamling:
5.9.1. Valg af dirigent
5.9.2. Valg af referent
5.9.3. Bestyrelsens beretning til godkendelse
5.9.4. Gennemgang og godkendelse af det reviderede regnskab
5.9.5. Fastsættelse af kontingent
5.9.6. Valg af bestyrelse og suppleant (der stemmes med håndsoprækning)
5.9.6.1. I lige år: Valg af formand for en to- årig periode
5.9.6.2. I ulige år: Valg af næstformand for en to-årig periode
5.9.6.3. I lige år: Valg af kasserer for en to- årige periode
5.9.6.4. Hvert år: Valg af suppleant for en et- årige periode
5.9.6.5. Hvert år: Valg af ekstern revisor
5.9.7. Indkomne forslag
5.9.8. Evt.
5.10. Referater fra generalforsamlingen skal godkendes af bestyrelsen og underskrives af formand, næstformand, dirigent og referent. Derefter rundsendes referatet digitalt til medlemmerne senest 4 uger efter generalforsamlingen.
6. Tegningsretten:
6.1. Bestyrelsens to af tre medlemmer tegner foreningen.
6.2. Bestyrelsen kan give prokura til en ekstern regnskabsfører.
7. Opløsning af foreningen:
7.1. Foreningen kan nedlægges ved, at 2/3 del af medlemmerne træffer beslutning herom på en generalforsamling. Nedlæggelsen kan kun træde i kraft, efter en ekstraordinær generalforsamling, hvor et simpel flertal blandt de fremmødte kan bekræfte nedlæggelsen og tage stilling til fordeling af eventuel formue.
7.2. Hvis foreningen opløses, skal en eventuel formue doneres til en frivillig, ikke- erhvervsdrivende forening med et alment formål.
Godkendt på den stiftende generalforsamling den 3. okt. 2022.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen