Menu

CamperStop FUR

CamperStop FUR

FUR Camping udvider med plads til autocampere og tilbyder fleksibel overnatning

Den 1. juli i år kunne FUR Camping åbne sin nye CamperStop plads, et projekt som er blevet realiseret efter et par år, hvor flere og flere autocampergæster har besøgt Fur.

Værtsparret Betina og Brian fortæller, at de håber udvidelsen med de 12 nye autocamperpladser bliver medvirkende til, at færre kører forgæves, når der søges efter overnatningssteder for autocampere på Fur.

Derfor var det helt naturligt for os at skabe et areal forbeholdt for autocampergæster.



Pladsen er etableret med særskilt indkørsel, nivelleret og stabiliseret med grus, således den uanset vejrlig kan bære de tunge køretøjer, og der er ført el og WiFi ud til pladsen. Rundt om pladsen er der skabt et grønt miljø med mulighed for at opholde sig til lyden af den rislende Råkilde.

Flere gange har værtsparret erfaret, at autocampergæster ikke har behov for at benytte fx el eller campingpladsens faciliteter. Derfor har de udviklet et CamperStop-koncept, der skal være så fleksibelt for gæsterne som overhovedet muligt:



Der er derfor ingen faste klokkeslæt for check-in eller check-ud. Gæsterne betaler en timepris pr. autocamper uanset antal personer man er i vognen, og så kan der tilkøbes de af campingpladsens faciliteter som el, WiFi, vandpåfyldning eller -tømning, adgang til toilet/bad osv. der er brug for under sit ophold. For at gøre opholdet så fleksibel som muligt, er det derfor heller ikke muligt at forhåndsbooke CamperStop plads.

Der arbejdes i øjeblikket på at udvikle et selvbetjent system, så der bl.a. kan checkes ind og ud via QR-kode fra sin mobiltelefon, således pladsen er tilgængelig døgnet rundt, uden at gæsten skal være afhængig af receptionens åbningstider.

Betina og Brian Bugge har været værter på FUR Camping siden 2010, som også rummer Bed & Breakfast, glamping, hytter, restaurant samt NærKØB kiosk.

Foto: Anna V. Brasen

Til toppen