Menu

Fursund Turistforening - Årets Fursund borger 2021

Fursund Turistforening - Årets Fursund borger 2021

Fursund Turistforening havde vedtægtsændringer på programmet ved generalforsamlingen torsdag den 24/3 på færgekroen. De omfattende ændringer blev vedtaget, dog med et par småjusteringer fra kvikke generalforsamlingsdeltagere, der havde gode forslag der blev fulgt.  
 
Både beretning og regnskab blev godkendt uden den store debat, og ved valget var det de nye vedtægter der skulle følges, således at formandsposten ikke længere er en konstitueringssag for bestyrelsen at afklare. Det er nu via direkte valg på generalforsamlingen at formanden vælges. Bestyrelsen havde valgt at slanke foreningens bestyrelse ned til 5 personer, og nyvalgt er Emilie Vissing, som Furboerne kender som den smilende bestyrer bag disken i Det gamle bageri.
Det blev til et farvel til Torben Rasmussen fra Færgekroen der selv ønskede at fratræde, og ligesådan med Sigurd Egenæs der beklædte posten som kasserer. Begge blev takket for deres indsats. Også Dorthe Leegaard, der til daglig bor i Århus fratrådte, som en konsekvens af at bestyrelsen skulle slankes ned fra 7 personer til 5.  
 
Beretningen der roste både Jørgen Christiansen og Brian Bugges store hjælp til både bestyrelse og formanden, blev vedtaget uden nævneværdig debat, og der var heller ikke de store debatter omkring regnskabet der ligeledes hurtigt blev vedtaget.
 
Vedtægterne der gennemgik en stor forandring, affødte en livlig debat, og flere gode forslag om ændringer i teksten der i flere tilfælde nød fremme. Således blev hurtige ændringsforslag fra bl.a. Tove Heidemann fra bådelauget imødekommet, og vedtægterne i deres nye form blev stort set vedtaget, efter at debatten havde medført diverse forbedringer af bestyrelsens forslag.
 
Ved valget blev formanden Jørgen Ruby, der jo egentlig havde et år mere som bestyrelsesmedlem, nu i stedet for nyvalgt direkte til formandsposten, for en 2 årig periode.
 
Derudover var der genvalg til Pia Frøslev og Janne Søndergaard.Det sidste bestyrelsesmedlem Lisbeth Bundgaard var ikke på valg.
Den fratråde Torben Rasmussen slap dog ikke helt, da han accepterede posten som revisorsuppleant.
Annette Gaden blev genvalgt som betyrelsessuppleant, da hun som suppleant også havde ”gået tiden ud”
Der var lidt diskussion om hvorvidt en slankning af bestyrelsen skulle medføre at suppleanten skulle have været indkaldt, men generalforsamlingen endte med at beslutte at følge bestyrelsens indstilling til valg.  
 
Under punktet eventuelt ventede der Brian Bugge fra campingpladsen en overraskelse. Brian der tidligere har været formand for turistforeningen, hvor han blev valgt til en turistforening i en svær økonomisk krise, og med en klar opgave om at træde til, for at få vendt skuden, blev hædret med titlen årets Fursund borger 2021.
 
At han som formand lykkedes med at få vendt skuden og få turistforeningen på ret køl ved de fleste, men hvad bestyrelsen også gerne ville hædre ham for, var at han herefter nærmest har stået på hovedet for at hjælpe med råd og dåd i en grad der aftvinger stor respekt. Mange af de tiltag både med stor hjælp ved udarbejdelse af nye vedtægter, og senest ved at påtage sig rollen som foreningens bogholder, men også hans frivillige arbejde for foreningen med at varetage bookningen af meddelelser på havnepylonerne, betød at bestyrelsen rigtig gerne ville kvittere for indsatsen og takke for hjælpsomheden og loyaliteten.
 
Brian blev udnævnt til årets Fursund borger 2021, og det var en både overrasket og tydeligt rørt Brian Bugge der modtog forsamlingens hyldest, samt et diplom til at hænge på væggen, samt noget exeptionelt godt Italiensk rødvin. Generalforsamlingens dirigent Bettina Bugge var ikke orienteret og var lige så overrasket som sin mand. 

Til toppen