Menu

Referat fra møde i Ø udvalget 2. maj 2022 kl 14 på Fur Færgekro

  • Skrevet af 
Referat fra møde i Ø udvalget 2. maj 2022 kl 14 på Fur Færgekro

Til stede: Anne-Marie Mortensen, Betina Bugge, Dorte Christensen, Erik Wind, Goska Rasmussen, John Bertelsen, Jørgen Ruby,  Kurt Kæseler, Tove Heidemann.

 

1 Gennemgang af udvalgets kommissorium.

Herunder drøftelse om spørgsmål om udpegning af suppleanter for de medlemmer, der er udpeget af foreninger.  

Der henvises til vedlagte kommissorium.

 

Ad 1: Kommissoriet blev gennemgået. Der var enighed om at en forening kan sende en stedfortræder, såfremt det ikke er muligt for foreningens udvalgsmedlem at deltage i et møde. Foreningen underretter i sådanne tilfælde udvalgets sekretær herom.   

 

2 Valg af formand.

I henhold til kommissorium vælger udvalget selv sin formand.

 

Ad 2:  Dorte Christensen valgtes som formand.

 

3 Indkomne forslag til dagsordenen: Forvaltningens bemærkninger hertil er oplyst efter de enkelte spørgsmål.

Hvordan er reglerne for autocampere: Hvor må de være? Hvad må de gøre?  

Forvaltningen oplyser, at lovgivningsmæssigt er autocampere under 3500 kg sidestillet med en personbil. Det betyder, at de må parkere alle steder en personbil må holde. Det betyder også, at man ikke må lave særskilte forbud for autocampere mod at parkere bestemte steder. Man må gerne reservere parkeringspladser til autocampere ved skiltning, men man må ikke reservere parkeringspladser til personbiler.  

Autocampere må gerne parkere/raste natten over på parkeringspladser medmindre der er en tidsbegrænsning på, hvor længe man må holde på parkeringspladsen. Den tidsbegrænsning vil i så fald også gælde personbiler. I praksis vil det være svært at lave tidsbegrænsninger, der ikke enten rammer andre bilister/gæster det pågældende sted eller som vil være svære at håndhæve. Under rastning/parkering må folk i autocampere gerne stille stole og borde op og for så vidt også en grill, ligesom de gerne må overnatte i autocamperen – hvis det er en del af en pause, der skal gøre det muligt for dem at fortsætte deres kørsel.

Kan den kommunale containerplads på Fur udvides, så containerne kan sænkes ned i jorden?  

Forvaltningen oplyser at der på den nuværende plads ikke kan etableres containere, der er sænket ned i jorden. Hvis pladsen skal udvides skal der købes jord og laves et nyt projekt. Pladsen på Fur er åben 2 dage om ugen. Der er ca 7000 besøgende på pladsen om året. Der hvor Nomi pt. har etableret pladser med containere sænket ned i jorden, er pladser med ca 30.000-100.000 besøgende om året.  

Hvad er status for pendlerbanen på Branden?

Forvaltningen oplyser (efter mødet) at pendlerne i juli og august placeres i lastbilbanen.

Hvordan går det med klimasikringen af Branden og på Fur Havn?

Forvaltningen oplyser (efter mødet) at forslag herom er med i budgetforslag 2023 til udmøntning i 2025.

Spildevandsplanen frem til 2027 er i høring. Hvad er planlagt for Fur?

Forvaltningen oplyser, at den eneste ændring i spildevandsplan 2022-2033 i forhold til spildevandsplan 2020-2031 er at et enkelt område som spildevandskloakeres i 2022 i stedet for i 2021. Det drejer sig om et område i Debel.

Hvad er status for Boligselskabet AAB’s boliger på Tingagervej og Bjerregårdsbakke?

AAB har oplyst, at selskabets arkitekt arbejder med Landsbyggefonden om at få boliger på Tingagervej ombygget uden at det bliver for dyrt. Boliger på Bjerregaards Bakke nedrives og den tomme grund sælges.

Status og tidsplan for fredningsforslaget for Nordfur.

Fredningsnævnet har indbudt til offentligt møde mandag den 13. juni kl 10 på Fur Bryghus. På mødet vil der blive redegjort for fredningsforslaget og der vil være lejlighed til at kommentere det.  

Status og tidsplan for helhedsplanen i forbindelse med områdefornyelse på Fur.

Forvaltningen oplyser, at status for helhedsplanen for Fur er, at vi har afholdt borgerinddragelse i to omgange og arbejdsgrupper skal nu udvælge de indsatsområder, der skal i helhedsplanen. Det er planen, at helhedsplanen skal udarbejdes og politisk godkendes inden sommerferien, hvorefter en etapevis realisering af planen vil begynde i efteråret 2022.

 

Ad 3: Der var en drøftelse af de enkelte punkter.  

Udfordringer med parkering af autocampere og ønsker om etablering af flere pladser til autocampere blev drøftet og det blev foreslået at der bliver skiltet med hvor man gerne må parkere autocampere.  

Det blev foreslået at det undersøges om der kan inddrages kommunal jord beliggende ved containerpladsen, så de uhensigtsmæssige adgangsforhold kan ændres.  

Det blev oplyst, at der ikke er samme pres som i 2020 på pendlerbanerne. Banen i Branden fungerer fint, men der er pladsmangel på Fur.

Det undersøges, hvad der er af forslag om undersøgelser af klimasikring, og om de kan sendes til Ø udvalgets medlemmer.

Fur Udviklingsråd og Ø foreningen opfordres til at gå i dialog med AAB om boligerne og om at bevare de små boliger på Bjerregaards Bakke (evt ved sammenlægning til større bolig).

Fredningsforslaget sendes til Ø udvalgets medlemmer.

Det blev oplyst, at der den 11. maj afholdes møde i arbejdsgrupperne vedrørende områdefornyelse.  

 

4 Høring om fastsættelse af gratis perioder på Fursund Færgeri i 2023

Tilskuddet til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra øer er tidligere besluttet udmøntet ved, at der indføres gratis perioder på Fursund Færgeri med start fredag før palmesøndag om foråret og med slut søndag i efterårsferien. For 2023 betyder det:

 

    Fredag den 31. marts - lørdag den 29. april 2023 (30 dage)

    Fredag den 22. september – søndag den 22. oktober 2023 (31 dage)

 

Det er gratis for fastboende på Fur at benytte færgen hele året undtaget ugerne 27-32. Erhvervsmæssig kørsel for køretøjer over 3500 kg er ikke omfattet af de gratis perioder eller af den gratis sejlads for furboer.  

 

Ad 4:  Forslaget blev anbefalet, det henstilles at Ø udvalget bliver hørt på et tidligere tidspunkt. Anne Marie vil undersøge, hvad det vil koste at lade erhverv bosiddende på Fur få gratis færge i samme tidsrum.

 

5 Fastsættelse af næste møde.

Du bedes medbringe kalender så vi kan aftale de næste møder.

 

Ad 5: De næste møder afholdes torsdag den 1. september og torsdag den 24 november kl 17 og på Fur Færgekro.   

 

6 Eventuelt.

 

Ad 6: Det blev oplyst, at Folketingets Ø udvalg kommer på besøg på Fur den 9. juni.  

Der afholdes generalforsamling i sammenslutningen af Danske Småøer og familietræf den 10-12. juni.  

 

Referent: Lone Knudsen.

Til toppen