Menu

Træskibssejladsen Limfjorden Rundt anløber Fur Havn fredag den 17. september 2021

Træskibssejladsen Limfjorden Rundt anløber Fur Havn fredag den 17. september 2021

Når nordens største træskibssejlads i år anløber Fur Havn, bliver det uden et kæmpestort festtelt på havnen. Det er der to grunde til. Træskibssejladsen er blevet så stort, at havnen ganske enkelt ikke længere kan rumme et telt til de mange deltagere. Den anden grund er, at de sejlende sidste år måtte spise ombord på skibene på grund af coronaen. Bagefter meldte de tilbage at det var en rigtig god oplevelse, der gav mere ro, hygge og samvær.

Derfor skal de sejlende igen i år spise ombord på skibene og ikke i et fælles festtelt.

Mon ikke også man trænger til lidt ro efter fire dages fest i Løgstør, Thisted, Struer og Nykøbing inden man når Fur. Og så skal der jo også samles kræfter til afslutningen i Skive, når de om lørdagen sejler fra Fur.

Furs Forenede Foreninger sørger for, at de sejlende kan forhåndsbestille mad, der vil blive udleveret til de enkelte skibe fredag aften. Og Furs Forenede Foreninger har sørget for, at der er dækket op til morgenkaffe på Fur Færgekro til skippermødet lørdag morgen, inden sidste sejlads mod Skive.

Der vil også være en ølvogn fra Fur Bryghus på Havnen, så alle kan få stillet tørsten. Mere end 70 skibe og godt 700 sejlende er tilmeldt sejladsen, så Fur Havn bliver propfyldt med gamle træskibe. Fra en gang over middag fredag til lørdag morgen. Alle er velkomne til at komme og opleve den maritime stemning. 

Billederne er fra 2006 - ud for Engelstør Odde

Senest ændretFredag, 17 september 2021 09:14
Til toppen