Logo
Udskriv denne side

Tilflytter ny lærer på Fur Friskole

Tilflytter ny lærer på Fur Friskole

Da Fur Friskole og Børnehus slog dørene op efter sommerferien, var der et nyt ansigt blandt lærerne. Hun hedder Amalie og skal undervise i tysk, dansk, engelsk og madlavning. Hun og hendes mand Sune og deres tre børn flyttede midt i juli ind i en nedlagt landejendom på Nr. Madsbadvej.  Bag sig havde de lagt livet i et parcelhuskvarter i Ikast til fordel for livet på en ø.

Da FurNyt træffer Amalie på hendes nye arbejdsplads på Fur friskole, er hun netop færdig med morgensamlingen. Den går på skift mellem lærerne. I dag skulle eleverne prøve at danse. Netop friheden til selv at kunne være med til at forme undervisningen er noget af det, som tiltaler Amalie ved friskolen. Selv er hun nærmest opflasket med friskolebevægelsen. Hendes mor blev ansat på friskolen i Karby på Mors, da den startede op i begyndelsen af 1990erne. Her kom Amalie også selv til at gå i skole.

Da Amalie som ung skulle til at vælge sin vej lå en ting fast: lærer som sin mor skulle hun ikke være. I stedet overvejede hun at blive journalist. Men den berygtede optagelsesprøve endte med også at fælde Amalies skrivedrømme.  Så det endte med, at Amalie alligevel valgte seminariet, og i 2008 blev hun lærerstuderende på Silkeborg Seminarum. Tænkte nærmest, at det kunne bruges som et springbræt til noget andet.  De fire år på seminariet ændrede imidlertid synet på lærerjobbet. Opsætningen af musicals og teaterstykker var noget, der fængede. Efter at være blevet færdig på seminariet i 2014 og efter et år, hvor hun læste italiensk på universitetet, fik Amalie arbejde på en stor folkeskole nær Randers. Det bekræftede hende i, at lærergerningen var det rigtige valg, men i kraft af skolens størrelse, var alt lagt i meget faster ammer, syntes hun.  Mange lærere havde det på sammen måde, men der var ikke plads til at gøre andet end det planlagte.

Samtidig blev hun gift med Sune og de næste år kom tre børn, Nora, Luca og Rosa til verden og i 2018 endte familien med at købe hus i Ikast. Huset var tænkt som det blivende sted, hvor kunne børnene være trygge og trives. Men alligevel endte det med at blive mellemstation.

Her kom Fur ind i billedet. Amalies mor, der hedder Bente Kæseler blev i 2014 ansat som Fur Friskoles leder.  Gennem hende havde Amalie og Sune hørt en del om øen i Limfjorden. Her var en lille skole, her var det nære samfund, som mange efterlyser i dag, her var natur og trygge rammer for børn at vokse op i.  Og da der samtidig var et hus til salg, der passede perfekt til familiens størrelse, blev Fur valgt som det sted, hvor familien ville bo.

Tilfældigvis manglede Friskolen på Fur en lærer til en 50 % stilling. Den søgte Amalie og et ansættelsesudvalg bestående af skolens lærere indstillede Amalie til stillingen.

Så kunne man måske tro, at det var hele historien, men det slutter ikke her.  På landejendommen på Fur er der et anneks, hvor der kan indrettes en helårsbolig. Den har Amalies mor, Bente, lagt billet ind på, så at alle tre generationer kommer til at bo på samme adresse. Amalie ser mange fordele ved at indrette sig på den måde. Det giver større frihed og er godt for børnene.

Det at skulle arbejde som lærer på en skole, hvor lederen er ens mor, ser Amalie ikke noget problem i. Hun og familie er også meget glade for den modtagelse, de har fået på Fur og de glæder sig til at blive en del af øens liv. Amalie er straks blevet involveret i at får ungdomsklubben op at køre igen og starte et puslingehold op i gymnastik.

Klokken ringer. Undervisningen kalder.  Mellemgruppen venter spændt på, hvad den nye lærer byder ind med i dag.

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.