Logo
Udskriv denne side

Rejsebrev fra Edinburgh

Rejsebrev fra Edinburgh

Hermed endnu et spændende rejsebrev fra en af Furs unge studerende, som har modtaget støtte fra Fur Uddannelseslegat. Denne gang er beretningen fra Maria Teilgård, som har studeret i Edinburgh i forbindelse med hendes studie inden for religionsvidenskab.

For nu at sige det som det er her fra starten, så var det en meget spontan beslutning at flytte til Edinburgh i 2018 for at studere en master i Science and Religion. I juli måned sad jeg hjemme i haven på Koldkildevej 1 på Fur og vidste, at jeg havde brug for en pause fra København. Efter nogle travle år havde jeg brug for at komme væk og finde et nyt fokus for en tid. Jeg var dog også ret sikker på, at det var for sent at starte på noget nyt allerede til efteråret.

Men jeg kunne altid prøve at tænke lidt fremad, undersøge hvilke universiteter, der kunne være muligheder til næste år. Så faldt jeg over det her spændende program i Edinburgh… hvis deadline stadig var et par uger væk.

Jeg søgte og kom ind, og så skulle det hele ellers gå stærkt. På det her tidspunkt var jeg mildest talt ikke forberedt på at flytte til Skotland i starten af september. Jeg havde ikke sparet nok op til at være væk et år, og jeg kendte intet til landets hovedstad, Edinburgh.

Som et eksempel på min uvidenhed var det først, da jeg på min første dag bevægede mig ud for at handle lidt, og de tunge, grå skyer, som indtil da havde indhyllet byen, lettede, at det gik op for mig, at der midt i byen lå en udslukt vulkan. Arthur’s Seat viste sig senere, som andre af byens bakketoppe, at kunne give tiltrængt overblik under udfordrende perioder med opgaveskrivning. Det er ikke dårligt at kunne tage en pause fra bøgerne ved at gå op på toppen af en gammel vulkan og kigge lidt ud over det hele.

Hvis jeg skal fremhæve en ting ved mit ophold i Edinburgh, er det, at jeg aldrig blev træt af at gå rundt i gaderne. Meget af tiden blev tilbragt med hovedet i bøgerne, og fordi studiet var så krævende, kunne det være svært at finde tid til at komme udenfor byen. Men byen selv er fuld af natur og niveauer. Når du drejer ned ad en ny gade, åbner en ny del af byen sig under dig – eller over dig. Mod sydvest kan du se de smukke Pentland Hills, og hvis du vender dig 180 grader, vil du ofte kunne se Nordsøen.

Du kan også komme ned under byen. I løbet af det sidste semester fik jeg og nogle venner endelig taget os sammen til at tage en tur ned i de underjordiske hvælvinger, som blev etableret i 1700-tallet under byens South Bridge. Broen blev bygget som en handelsgade, der tillod de rige beboere at gøre sine indkøb og komme fra den ene ende af byen til den anden uden at behøve at bevæge sig igennem de fattiges kvarter (som nu er centrum for byens natteliv). Med tiden rykkede de fattige så ind i de små, underjordiske rum… Og ja. Der er mange spøgelseshistorier i Edinburgh.

Men ikke bare spøgelseshistorier. Byen emmer af historie. Og jeg troede faktisk ikke mine egne øjne, da jeg med et bykort i hånden gik og ledte efter adressen, hvor jeg skulle studere. I skyggen af slottet, som troner over resten af byen, til lyden ad sækkepiber, stod jeg pludselig udenfor New College. Ikke et ondt ord om Københavns Universitet Amager. Men det her var godt nok noget andet.

For fans af Harry Potter kan det måske være illustrativt at vide, at J.K. Rowling skrev meget af Harry Potter og de vises sten på en cafe i Edinburgh. Ind imellem kunne det i hvert fald godt føles, som om min hverdag pludselig fandt sted på Hogwarts. Det kulminerede, da jeg iført kappe i efteråret 2019 højtideligt lænede mig forover for at lade universitetets rektor (som selvfølgelig var iført den vildeste kappe af dem alle) røre min pande med en ceremoniel hat lavet af silke og fløjl, som efter sigende skulle stamme fra reformatoren John Knox’s knæbukser.

Nå, men først skulle jeg selvfølgelig gøre mig fortjent til at iføre mig kappen, blive rørt på panden med den gamle hat og så få mit diplom. Her vil jeg gerne understrege, at mit valg af uddannelse godt nok var spontant, men det var ikke tilfældigt. Først efter at have besluttet mig for at søge uddannelsen i 2019, opdagede jeg, at det ikke var for sent at søge i 2018. Med en baggrund i religionsvidenskab var jeg tiltrukket af programmet, fordi det rejste nogle grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem videnskab og religion, både historisk, videnskabeligt, etisk, filosofisk og teologisk, på en anden måde end jeg var vant til. Kort sagt lød det hamrende udfordrende – og det var det.

Nu hvor det er på afstand, er det svært at forstå og beskrive, hvor meget der skete i mit hoved i løbet af det år. Jeg gjorde det nok heller ikke nemmere for mig selv ved også at tage tilvalg udenfor programmet, et om kristne-muslimske relationer op igennem historien og et om Islamisk lov og menneskerettigheder. To semestre kredsede jeg om stridende påstande og mere eller mindre forenelige verdenssyn. Mine medstuderende kom fra vidt forskellige baggrunde, de var protestanter, katolikker, muslimer og ateister, hvilket altid resulterede i spændende snakke og diskussioner. På mit lille hold i Science and Religion var vi kun 5 studerende, men vi kom fra 4 forskellige kontinenter.

Jeg var rimelig rundtosset meget af tiden. Heldigvis fik jeg hurtigt nogle gode, solide venskaber, og i Skotland er det jo også kutyme at vende sagerne sidst på dagen på en lille pub over gode fadøl. Eller på en lang gåtur med en kop kaffe, eller i køkkenet hos venner, mens man laver mad.

Det blev også til et par ture til Glasgow, en håndfuld koncerter, en bustur til Loch Lomond, en togtur op langs kysten til Aberdeen, et besøg i den modsatte ende af Storbritannien hos lillebror i Sydengland, en keltisk ild-festival på en høj i mit nabolag, et enkelt comedyshow og en rugby-landskamp (altså en på stadion… mange på pubs).

Ved et lykketræf var stjernen Mary Beard, en af verdens førende forskere i det antikke Rom, forelæser ved årets Gifford Lectures, som over 100 år har fundet sted i Edinburgh, så jeg fik glæden af at opleve et par forelæsninger med hende også.

Helt ærligt fik jeg også set en del film. En uafhængig biograf, som jeg opdagede min første dag i byen og blev medlem af, solgte nemlig hver tirsdag billetter til studerende for 2 pund (altså under en dansk tyver). Så tirsdag aften i Filmhouse blev hurtigt en af mine foretrukne måder at koble lidt af.

Under en fejring af Burns Night hos venner fik jeg smagt en mundfuld hjemmelavet haggis, efter min ven i kilt havde læst et digt op af aftenens hovedperson, den skotske 1700-tals digter Robert Burns, og derefter spiddet fåremaven (jeg tror desværre ikke, at det var en rigtig fåremave. Men indholdet af den var rigtig fåreindmad. Jeg er vegetar. Hvad kan man gøre).

Men ja, ellers blev det meste af tiden altså tilbragt med kaffe og kiks på biblioteket. Da jeg skulle lægge sidste hånd på mit speciale, var jeg så heldig, at en af mine venner, som jeg boede med den sidste tid, inviterede mig og et par andre med op til hans forældres hus i Højlandet. Hvem havde kunnet forudse, hvor hyggeligt det ville være at sidde med en god whisky og nørde islamisk middelalderlig filosofi i en stue i det skotske højland.

Den lille by, vi boede i, ligger i Speyside-området, opkaldt efter floden Spey, som er kendt for sine mange whiskydestillerier. Som pause tog vi en dag på besøg på det familieejede – og familiedrevne whiskydestilleri Glenfarclas, som blev grundlagt i 1836 og siden har gjort en dyd ud af at holde fast i traditionelle destilleringsmetoder. Derfra tog vi bussen videre til den lille by Abelour, som også er kendt for sin whisky. En anden dag var vi ude og ride på højlandsponyer. Hver dag stod den på gåture i området. Og indimellem turene blev specialet ”stille og roligt” skrevet færdigt.

Da jeg endelig afleverede specialet, var Edinburgh Fringe, verdens største kunstfestival, i fuld gang, og byen svømmede af mennesker og kulturelle tilbud. Perfekt timing. Nu var det for alvor tid til at nyde friheden, og alt byen havde at byde på, inden det var tid til at sige farvel. Men… Da det kom til stykket, var vi så udkørte, at det kun blev til en enkelt koncert på det i forvejen foretrukne spillested.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor taknemmelig jeg er for at have fået muligheden for at fordybe mig i den grad, som jeg kunne, mens jeg boede i Edinburgh. Jeg har tidligere altid jongleret arbejde og andre forpligtelser samtidig med studier, men for første gang kunne jeg bare koncentrere mig om at læse, tænke og skrive – og desuden falde for Skotland, som nu føles som et andet hjem. Ved at støtte mit ophold var Fur Uddannelseslegat med til at gøre det muligt. Mange, mange tak for det.  


Billeder


Udsigt fra Arthur’s Seat.


Udsigt fra Arthur’s Seat.


På vej ned af Arthur’s Seat.


Edinburgh Castle, som ligger lige ved siden af New College.


New College, hvor jeg læste. Ja, det er en stejl bakke. Hårdt at være sent på den til forelæsninger.


Et billede taget af min ven John indenfor New College’s mure. Nogle vil mene, at man kan se et spøgelse på trappen.



Haggis. Ikke min portion.


Rugbykamp, Skotland mod Fiji. I baggrunden ses slottet og Arthur’s Seat.


Beltane Fire Festival på Calton Hill


Vandretur i Pentland Hills i udkanten af byen.


Graduation! Kapper!


Og endelig… beviset.

Senest ændretLørdag, 06 juni 2020 21:41
furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.