Menu

Rejsebrev fra Tanzania

  • Skrevet af 
Rejsebrev fra Tanzania

Endnu et spændende rejsebrev fra en af Furs unge, som har søgt Fur Uddannelseslegat om økonomisk hjælp til et semester i udlandet i forbindelse med uddannelse.
Læs her hvad Lisa Vester har oplevet, da hun tog 4. Semester som sygeplejerstuderende i Tanzania.

Mvh Birgit Ladefoged


Som sygeplejerskestuderende på Diakonissestiftelsen i København, har jeg været så privilegeret, at få lov til, at komme på udlandsophold på 4. Semester i efteråret 2019.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at opholdet skulle finde sted i Afrika, da det altid har stået på min ’bucket-list’.

Den helt eksakte lokation blev TICC i Tanga, Tanzania. TICC står for ”Tanga International Competence Center” og er en norsk organisation, grundlagt i 2008 af Ruth og Odd Nesje. Grundlæggelsen af centeret skete på baggrund af en drøm - en drøm om at skabe noget, som kan bidrage til en forbedring af det Tanzaniske samfund samt give læring til studerende såvel som professionelle fra Tanzania og udlandet. TICC har opnået en unik position i Tanzania og er højt respekteret for sit bidrag til det lokale samfund, samt for rollen som brobygger mellem Tanzania og Skandinavien.

Papirerne blev underskrevet og jeg var henrykt over mit forestående eventyr, og fyldt til randen af forventningsglæde. Men, som tiden nærmede sig afrejse, gjorde jeg mig også mange tanker og bekymringer. ”Afrika er et farligt sted”, ”Tænk hvis der sker mig noget”, ”Er det, det værd?” ”Ebola”… Mange tanker skulle bearbejdes og puttes i de rigtige kasser, inden jeg kunne tage af sted. For afsted det skulle jeg!

Og nu hvor jeg skulle til Tanzania, ville jeg slå to fluer med ét smæk og opleve den omtalte ferieø: Zanzibar i samme ombæring. Dagen oprandt og pludselig befandt jeg og min rejsemakker, Alberte, os i Zanzibar lufthavn, svedende med en kuglepen i den ene hånd og en visum-blanket i den anden. Lufthavnen lugtede lidt af stald, var meget beskidt og primitiv. ”Jeg er langt væk hjemmefra” tænkte jeg, men med en stor portion nysgerrighed og ro i maven. For alle omkring os var venlige og hjælpsomme og sendte store, hvide smil i vores retning.
Inden længe sad vi i en taxa med vores første afrikanske bekendtskab på førersædet: Abdul. Han skulle køre os fra lufthavnen til vores hotel i Michamvi. Abdul vandt os hurtigt over med sin glade udstråling, humor og ikke mindst hans sangstemme. Her blev vi første gang introduceret til Tanzanias kendingsmelodi: ”Jambo bwana”, som vi senere skulle finde ud af, kom til at følge os på hele vores rejse. Hotellet i Michamvi var en drøm. Et lille paradis, omringet af grøn natur, smukke, farverige blomster, hvide sandstrande og det azurblå indiske ocean. Vi var målløse. Både af stedets skønhed, men også over det faktum at vi nu befandt os under himmelstrøg, på den anden side af jorden. Vi blev taget i mod af personalet med den samme store gæstfrihed og venlighed som i lufthavnen, og vi kom ikke til at mangle noget. Allerede nu havde vi dannet os et indtryk af tanzanierne, som værende det mest åbne, glade og gæstfri folkefærd, vi endnu havde mødt. Vores ophold på hotellet var fantastisk og gav os en lille smagsprøve på det afrikanske liv, med et kig ind i kulturen, maden og folket.

Med batterierne og pigmenterne ladet fuldt op, drog vi fra paradiset mod den Tanzaniske kystby Tanga. Det foregik i den mindste propelflyver jeg nogensinde har set – og afsted det gik.
Det skulle vise sig at vi kom fra ét paradis til et andet – TICC var en oase for sig selv, omgivet af høje, slanke palmetræer og med det indiske ocean i baghaven. Vi blev mødt af store smil fra Masaierne som stod vagt ved porten. Det første der fangede mit blik, da vi trådte in på TICC og fik mig til at smile, var et skilt plantet solidt i jorden med ordene ”Be aware of falling coconuts”. Vi blev taget godt i mod af vores norske sygeplejerskevejleder, som gav os informationer, mad og nøglen til vores værelse. Tanken om at dette sted skulle være vores hjem de næste 2 måneder, var både surrealistisk og fortryllende.

Den følgende uge havde vi introduktion på stedet, som blandt andet bestod af oplæg, generelle informationer samt swahili undervisning af det afrikanske personale. Vi blev hurtigt klar over, at her var der styr på tingene, og rammerne for vores sygeplejefaglige læring var i orden. Vi følte os med det samme velkomne og meget trygge på TICC. Vi blev også introduceret for hvilke programmer vi skulle følge de kommende måneder, nemlig ”Children under 5”, ”School Health” og ”Elderly Home”.



Children under 5

Vores første dag ude i det tanzaniske samfund foregik på et ”Health Center” i Tanga. Vi blev hentet om morgenen i en lille, gul bus som førte os, vores afrikanske sygeplejerske og en tolk, ad de hullede grusveje som førte ind til byen. Efter den 30 minutter lange køretur i bumle-bussen, havde vi nu også stiftet bekendtskab med ”African massage”. Vi fik som det første en rundvisning på sundhedscenteret, som var fyldt med afrikanske kvinder og deres babyer samt gravide. Det var nærmest chokerende at se forholdende der blev arbejdet under på centeret. Bygningerne var faldefærdige, pladsen var trang og hygiejnestandarden var en helt anden end vi er vant til. Men selvom man ikke er i besiddelse af de samme ressourcer og udstyr som vi er i Danmark, fungerede det alligevel. I ugerne vi tilbragte på sundhedscenteret, havde vi fokus på at forebygge og minimere sygdomme samt børnedødelighed. Vi lavede undersøgelser af de gravide kvinder, som blandt andet indebar at lytte til hjerterytmer gennem et ”fetoscope” – som, basalt set, er en træcylinder. Vi deltog også i screening for kønssygdomme af de gravide kvinder, for at forhindre overførsel af sygdomme til barnet. Derudover har vi målt og vejet babyer, givet orale vacciner til spædbørn samt lavet undersøgelser af nyfødte som var under 24 timer gamle.
Udover vores gang på sundhedscenteret, har vi også været på hjemmebesøg hos familier med børn under 5 år, som havde brug for opfølgning. Her fik vi for alvor et indblik i levestandarten for mange tanzaniske familier, som vi igen blev bekræftet i, er en helt anden end vi selv kender. På hjemmebesøgene udførte vi sygepleje ved at assistere og guide mødrene til at lave nærende mad til børnene. Vi hjalp også med huslige gøremål, såsom at vaske tøj, feje, vaske op osv. Her erfarede vi hvor lang tid ting tager, når man ikke er i besiddelse af hjælpemidler, som vi opfatter som helt basale – eksempelvis strøm og varmt vand.


School Health

De følgende uger tilbragte vi på forskellige skoler rundt omkring i Tanga. Her var målet at lave ”Health Check Ups” på skolebørnene. Det indebar samtaler med børnene, hvor vi spurgte ind til deres tænder, øre, øjne, hud og generelle mentale sundhed. Vi oplevede forskellige sundhedsudfordringer såsom sår, svamp, fnat, dårligt syn, dårlige tænder, øreinfektioner, orm osv.  
Derudover rensede vi hundredvis af sår på børnene, som blandt andet opstår når de render rundt i ringe eller ingen fodtøj. Mange sår er også opstået som brændemærker fra motorcykler, når de kører med deres forældre. Sårene var ofte inficerede og helede dårligt grundet befolkningens generelle lave hygiejnestandard, samt begrænset eller ingen viden om hvordan man behandler et sår. Vi oplevede sågar tilfælde, hvor man havde puttet kaninpels i det åbne sår. Det var derfor utroligt givende at få lov til at rense børnenes sår, for selvom vi følte at vi gjorde meget lidt, gjorde det en kæmpe forskel for børnene. Hjemmebesøg var også en del af dette program, og de har budt på lidt af hvert. Vi har blandt andet hjulpet en familie med at bygge og handle ind til en kiosk, for at skabe en indtægtskilde, så de har råd til mad, medicin, skoleuniformer osv. Vi har også doneret en ny madras til en familie på ni, som alle sover i samme seng.


Elderly Home

De sidste uger tilbragte vi på Tangas eneste plejehjem. Plejehjem er ikke en normal ting i Tanzania, som det er i Danmark, da den tanzaniske kultur indebærer at familien tager sig af sine ældre. Det vil sige, at de mennesker der bor på plejehjem, enten ikke har nogen familie eller bor så langt væk fra dem, at det ikke er en mulighed. På plejehjemmet var vores fokus på ernæring, hygiejne, social kontakt og motion. Hver dag til middag samlede vi de ældre i en rundkreds udenfor i skyggen af et stort, flot mangotræ, hvor vi sang, legede og dansede, inden det var tid til ”chai” (te) og ”chapati” eller ”maandazi” (kage). Vi var blæst bag over, af at opleve hvor meget de ældre er i stand til at gøre selv, på trods af sygdomme, blindhed, døvhed og amputerede lemmer – og dette med en livsglæde som er misundelsesværdig. At møde beboerne på Tangas plejehjem, har i høj grad tydeliggjort kontrasten mellem den tanzaniske og danske kultur. Personligt tænker jeg mig fremover om en ekstra gang, inden jeg brokker mig over mine hverdagsproblemer.


Fritid

I vores fritid har vi oplevet byen, været på farverige markeder, mødt mennesker fra alle samfundets sociale lag, set fodboldkampe, oplevet Tangas eneste biograf – hvor du kan se en film for 15kr. Weekenderne har stået på karaoke, ”happy hour” i TICC’s Hakuna Matata bar, sejlture til sandbanken, sol og badning. Og vi kunne selvfølgelig ikke forlade Tanzania, før vi havde oplevet afrikansk Safari. Så vi drog til Mikumi National Park og oplevede de store, smukke, vilde dyr på klos hold. Det var intet mindre end en helt igennem fantastisk oplevelse.


Og tænk engang, så var to måneder fløjet afsted siden jeg første gang plantede mine to ben i fantastiske Tanzania. Jeg har oplevet så uendeligt meget og hverken haft tid til at savne eller tænke på ret meget andet, end alle de nye indtryk og oplevelser jeg har fået hver eneste dag. Det der har gjort størst indtryk på mig, er befolkningens varme, livsglæde, gåpåmod og venlighed. Aldrig har jeg mødt et så åbent og gæstfrit folkefærd, som på trods af at have så lidt, udviser så stor en glæde og et overskud der er misundelsesværdigt. Det er en kæmpe kontrast til det danske samfund. Trods kummerlige levevilkår hører man ikke tanzanierne brokke sig, men får derimod det bedste ud af hvad de har. Den meget anderledes kultur har været en oplevelse i sig selv at være vidne til. Det har været helt vildt spændende at arbejde ude i samfundet, og komme helt tæt på den afrikanske hverdag. Kulturen har gjort det både spændende og udfordrende at udføre sygeplejerskegerningen. Det er en svær opgave at uddanne og hjælpe et folk, som er så uvidende og uoplyste i helt banale ting såsom hygiejne og sundhed. Noget jeg personligt er blevet testet i, er min tålmodighed. Jeg er i den grad blevet introduceret til ”African-Time”, som er en kæmpe kulturkontrast til Danmark - hvor hastigheden er skruet op på max og alting kun kan gå for langsomt. Det har lært mig, at alting nok skal gå og at vi nok skal nå det hele – måske bare ikke på den måde man først havde troet.

Det har virkelig været en øjenåbner, et privilegie og en KÆMPE oplevelse for livet, at tilbringe de her to måneder i Tanzania. Denne oplevelse bringer jeg med mig resten af mit liv, og den har givet mig så meget med i rygsækken, som jeg aldrig vil være foruden.

De bedste hilsner
Lisa Vester


Senest ændretSøndag, 02 Februar 2020 11:45
Til toppen