Menu

Karolines Hus - Den legendariske efterårsudstilling

  • Skrevet af 
Karolines Hus - Den legendariske efterårsudstilling

Fernisering og udstillingsstart lørdag d. 12. oktober – udstillingen slutter søndag d. 20. oktober.

Igen i år med gratis færge og spændende, erfarne og anerkendte kunstnere.

Vores korteste men også mest intensive udstilling i sæsonen.

Vi Præsenterer i år:

Buller Hermansen, keramik.

Sten Børsting, keramik.

Annette Torrild, malerier.

Elisabeth Agerskov, malerier.

--------------------



Buller Hermansen har på mange måder gået enegang. Hun passede ikke altid ind i en kunsthåndværkersammenhæng.

I de ting hun arbejder med i keramikken, arbejder hun mere ekspressivt, i sine fade, hvor hun kan samle både materiale, form og billede i ét. I brugstingene er det en forfinelse og en forenkling af formerne, skålen, kanden, koppen, vasen, der kan glæde andre mennesker, og som har dybe rødder og forbindelsen med anden keramik i verden. På sine rejser, især til Iran i moskeerne og pottelandsbyerne, så hun, hvor stor en gave leret er. Leret er sådan en slags gave til menneskene. Og også husene og deres urtepotter, alt er lavet af ler.

Buller Hermansen fortæller:

”Fra den rejse af begyndte jeg at lave større udsmykninger med søjler med prægede mursten, kakkelbillede med blomster og fugle, en portal til en indgangsdør med bankede mønstre og livshjulet, inspireret af en mikroskopisk alge.

I krukkerne der ligger tegn og mønstre skabt af muslinger og korn, klippen og havet er vores fælles vækstgrundlag. Og så et stort ønske om at passe bedre på vores jord.”



Sten Børsting (født 1946) er autodidakt keramiker, har solgt værker til bl.a. Designmuseum Danmark og Statens Kunstfond. Han har udstillet på utallige museer og gallerier i Danmark og udlandet.

I de sidste tyve år har han været fascineret af lagene bag det, vi ser. Han har rejst verden rundt for at studere disse lag og forsøger at indarbejde dem i sit keramiske arbejde. En egyptisk dør, en japansk brændestabel, en skrifts karakter, en forvokset sten ... disse og mange flere har fundet vej ind i hans arbejde.

Sten Børsting fortæller:

”Vi ser forskellige ting, når vi betragter et objekt: tekstur, farve, overflade, strukturer sammenhæng. Disse elementer er det, som fanger mit øje, om jeg betragter en gammel etnografisk samling eller besøger et nyt sted.

Jeg brænder nogle af mine brikker i en elektronisk styret ovn. Det giver mig kontrol. Men der er andre måder. Rakubrænding tilføjer en ny dimension. Den brændeovns soda-fyring brænder leret og den endelige at soda-smelte ændrer det. Fire forskellige keramikere kan fyre hele dagen og hele natten og opnå et uinteressant resultat. Eller et sublimt resultat. Samarbejde på standpladsen gør hele forskellen. Den gensidige inspiration - det at give og tage.”

Farverne og kompositionen i Annette Torrilds oliemalerier er gennemarbejdet og hun har fået et let genkendeligt udtryk frem, som er fyldt med liv og en spontan tilstedeværelse.

Motiverne pakkes ind i de fede lag maling, der med spartlens afrundede ”strøg” bliver givet en særlig karakter, så de på den måde bliver synliggjorte i det abstrakte farveunivers.

Annette Torrild fortæller:

”Siden 1997 har maleriet været min levevej med udstillinger i ind-og udland hos kunstforeninger, virksomheder m.fl.

Maleriet har altid været en del af mit liv og jeg har uddannet og udviklet mig løbende ved andre kunstnere og Århus kunstakademi, men vigtigst af alt ved at søge nye veje og muligheder i et koncentreret arbejde med kunsten.”

Elisabeth Agerskov har siden år 2000, udstillet på messer, i kunstforeninger og censurerede udstillinger.

Oprindelig er E.A. uddannet maler, skiltemaler / seriegraf, men har igennem flere år uddannet sig på kurser ved Aarhus Kunstakademi.

Hun betegner selv sine værker som abstrakt naturalisme: en sammensmeltning af farver i naturens univers. Ikke et genkendeligt landskab, men et maleri som kompositorisk hænger sammen.

Kunstanmelder Tom Jørgensen skriver:

Sammenlignet med van Goghs og Matisses henholdsvis lidenskabelige og skønhedssøgende

palet, er tonen i Elisabeth Agerskovs malerier afdæmpet blid og diskret.

Til gengæld rammer hun lige præcis alt det, man forbinder med den danske natur og landskab.

Man kan mærke den inderlighed og begejstring, hvormed hun fanger lyset, vandet, jorden og

himlen.

Det føles ægte. Det føles sandt. Det er malerier, man bliver rigtig glad af at kigge på.

Det er en kunstner, der kan sit kram såvel koloristisk som kompositorisk

Til toppen