Logo
Udskriv denne side

Fo2 - Dobbelt fernisering og debut hos RAKLA

Fo2 - Dobbelt fernisering og debut hos RAKLA

På lørdag d. 29. juni er der om eftermiddagen fernisering hos RAKLA Galleri. Det drejer sig om den årlige sommerudstilling, som har fået titlen Fo2. Som man kan sikkert kan tænke sig til, er det en udstilling med fotos og der er to fotografer, som udstiller. Det er de to indehavere af RAKLA som udstiller deres egne billeder. Den ene – Lasse Højgaard – er i forvejen kendt som kunstfotograf og har tidligere udstillet hjemme hos sig selv, men har også haft værker optaget på censurerede udstillinger bl.a. Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling. Den anden indehaver af RAKLA – Karen Jürgensen , debuterer med udstillingen som kunstfotograf.  Hun har aldrig tidligere vist nogle af sine billeder. Det kommer til at ske nu, hvor de to, som også til dagligt danner par, kommer til at udstille deres arbejder sammen, side om side. Deraf udstillingens titel: Fo2.

Lasse Højgaard er kendt som en fotograf, der søger at vise os storheden i det små i billeder, der nærmer sig abstrakte udtryk, og senest på en udstilling sidste år i billeder fortolkede teksterne i menneskers forsøg på at nå hinanden via kontaktannoncer. På udstillingen i år vil han vise os en mere ”naturalistisk” side af sig selv i en række billeder, hvor der ikke lægges så meget op til fortolkning, som til en mere umiddelbar nydelse af billederne.

Karen Jûrgensen´s billeder vil i udgangspunktet på sin egen måde også være naturalistiske. Hun arbejder i sine billeder med udtryk og stemninger, som for det meste er hentet i naturen og andre almindeligt tilgængelige motiver, men billederne bliver her tilsat en bearbejdning, som får motivet til at fremstå med nye og anderledes udtryk og i for beskueren måske nye og uvante vinkler.

Karen Jürgensen og Lasse Højgaard glæder sig meget til at præsentere publikum for deres arbejder ligesom de selvfølgelig også glæder sig til at have deres første fælles udstilling af deres arbejder.

Som altid er RAKLA Galleri vært ved ferniseringen, hvor der vil være lidt snacks og vin af egen import til de der har lyst. Der er naturligvis fri entre til ferniseringen. Udstillingen løber til og med d. 4. august.

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.