Menu

Sommerudstillingen i Karolines Hus 2019

Sommerudstillingen i Karolines Hus 2019

Start d. 06.07.19. og slutter d. 11.08.19.

Åbent alle dage undtaget onsdage, kl. 14 - 17.

Vi glæder os til at præsentere
Flemming Holmgreen, billedkunstner
Heidi Av Reyni, skulptør
Ellen Bye Jensen, landskabsmaler.

Billedkunstner Flemming Holmgreen

Har tegnet og malet hele sit liv med stor lyst til at udtrykke sig på papir og lærred, først som hobby ved siden af karrieren som officer I  Flyvevåbnet og siden som fuldtidskunstner.

Flemming Holmgreen arbejder fra eget atelier som han lejer af Furesø kommune. Maleruddannelsen fik han i de unge år hos malerinden Harriet Tesch og maleren Peder Rosenstand -  efter pensionering ophold på fransk kunstskole I Sydfrankrig.
Arbejder fortrinsvis med landskab og bymotiver, men det er ikke en naturalistisk gengivelse, men mere som en erindring, som gengiver værkerne i en abstrakt naturoplevelse, hvor lys og farver er afgørende.

Har udstillet en lang række steder I Danmark og udlandet.
Medlem af kunstnersammenslutningen Variablerne



Heidi Av Reyni

I en hel serie af keramiske skulpturer bruger Heidi Av Reyni den samme model igen og igen: en ældre mand kun iført et par alt for store hængerøvsbukser. Vi ser manden i stort set alle de situationer og bevidsthedstilstande, man kan forestille sig: afslappet, ugidelig, sorgfuld, opstemt, tilfreds, genert, forelsket, fornærmet. You name it!

På en måde, der kan både kan minde om revyernes lagkagekomik og commedia dell`arte er mandens udtrykstræk nærmest skåret ud i pap. Når han er træt, hænger armene ned langs siden, som var hans byrde den tungeste i hele verden. Når han er tilfreds lyser glæden ud af hele hans krop, og når han er fornærmet, ligner han en, der har lyst til at banke hele verden.

Med andre ord: skønt modellen, den ældre mand, er iført et par tidssvarende bukser, er de følelser og tilstande, han udtrykker, tidløse og generelle.
Med en stor følelse af solidaritet og empati holder Heidi av Reyni i sine skulpturer et spejl op overfor os. Som i den berømte teatermaske på Det Kongelige Teater kan vi grine og græde ad os selv. Livet kan være noget lort, men det kan også være ganske dejligt.
Tom Jørgensen

Ellen Bye Jensen

Med naturen og landskabet på Fur som inspiration arbejder EBJ fra sit atelier i Karolines Hus med sine landskabsmalerier i olie.

Landskabsbilleder
Motiverne i mine landskabsbilleder opstår i kraft af vejrets skiftende belysninger og årstidernes skiften. Lyset fra fjorden, skyernes former, himlens farver over landskabet og Furs varierede natur er min store inspirationskilde. Det er farverige og intuitive billeder. Landskaberne på lærredet kan ikke objektivt genfindes i en bestemt udsigt fra et punkt i landskabet. Jeg fælder eller planter gerne træer river huse ned og bygge nye huse ind i motivet, hvis jeg mener, det vil forbedre kompositionen. Jeg tilstræber at kompositionen er enkel, så man kan lade blikket falde til ro i motiverne.

Ellen Bye Jensens
visionære landskabsmalerier
Det er et landskab skabt af is og ild, vejr og vind og småbitte organiske væsener, som billedkunstneren Ellen Bye Jensen maler. Som en van Gogh – en Willumsen og en Olivia Holm Møller - omskabes de ydre landskaber til indre syner fulde af stærke farver, kraftige konturer og fejende, bugtende og zig-zaggende linjer.

På denne måde opnår Ellen Bye Jensen en grad af identifikation med det landskab, hun bebor, som er beundringsværdigt usentimental. Hendes malerier er personlige og visionære, og hendes instinktive forståelse for kompositionen og farveholdningen skaber en sikker ramme om det hele.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstanmelder for Jyllandsposten, bachelor i Kunsthistorie.

Senest ændretTorsdag, 27 juni 2019 19:07
Til toppen