Menu

Påskeudstilling I Karolines Hus - Fernisering lørdag d. 13. april kl. 14

Påskeudstilling I Karolines Hus - Fernisering lørdag d. 13. april kl. 14

Udstillingen slutter søndag d. 26. maj kl. 17.

Vi glæder os til at se jer igen i den nye sæson 2019, hvor vi igen har gjort vores bedste for at skaffe spændende og dygtige kunstnere til galleriet.

Vi starter med påskeudstilling: Lone Boe Nielsen og Susanne Jensen. De får hver sin etage, så de kan skabe hver sit univers.

Her kan I se deres præsentationer:



Lone Boe Nielsen
f 1961 autodidakt billedkunstner

Naturen fascinerer mig enormt - både farvespektret og dyrelivet. På afstand byder naturen på alle de smukke gråtoner, men går man helt tæt på og tager en bille op i hånden eller plukker en blomst, så toner de stærke og klare farver ofte frem.
Jeg bor og arbejder på vores landsted med tilhørende 8 tdr land jord. Her har de vilde planter fået lov til at slå sig løs, der er lavet kvasbunker, insekthotel og plantet frugthave - det har altsammen resulteret i et rigt dyreliv.
I sommerhalvåret arbejder jeg i mit udendørs atelier, primitivt men med et fantastisk lys og tæt på naturen.

“Ved første øjekast ser man et dekorativt, abstrakt maleri i naturens farver: nuancer af brunlige jordfarvet, frisk- og vissengrønne vækster og himlens blålige skær. Men som i et fikserbillede dukker der ved nærmere eftersyn små naturalistiske elementer frem hist og her. Et ugleøje, en rævesnude, en fugl, et insekt og måske et rådyrhoved.
Når først man som beskuer har fået kig på nogle af detaljerne, går der sport i det. Maleriets overflade gennemses intenst og nysgerrigt. Man skulle jo helst ikke gå glip af noget. Det hele er komponeret og organiseret på fremragende vis, så dette tilsyneladende kaos af naturglimt alligevel udgør et beroligende kosmos - naturens egen harmoni. Derfor virker malerierne på én gang uoverskuelige med myriader af motiver, der ustandseligt dukker frem, og samtidig harmoniske og behagelige at se på som et stykke natur, der er kommet i derfor.”

Cand. mag. Frank Weber, kunsthistoriker
 
Lone Boe Nielsen


Susanne Jensen, fotograf

Susanne Jensens fotos er taget i naturen, som hun ser som en uudtømmelig inspirationskilde med de skiftende årstider og dermed nye scenerier i lys, farver og emner.
Der holder hun meget af at være og er især glad for at fotografere fugle og andre dyr. Susanne finder udfordringen i at spotte dem og derefter få et skarpt foto – et motiv, ofte med smukke farver.


Dyrene i denne udstilling er fotograferet i Kenya i 2017, som Susanne Jensen selv betegner som ”sit livs foto-rejse”.

Susanne Jensen fortæller: ”Det var en fantastisk oplevelse at køre ud i det kæmpestore Masai Mara i den tidlige morgen ved solopgang - og i timerne før solnedgang, hvor lyset er bedst at fotografere i, møde kæmpeflokke af gnuer, antiloper, zebraer og andre eksotiske dyr, som ikke er indhegnede, men bare lever her i deres naturlige område. At se flodhestene boltre sig i vandhullerne i floden, og på sikker afstand imponeres over synet af de let antændelige og ikke ufarlige næsehorn.  At være heldig, at se den elegante gepard sidde og skue over stepperne, at se løvefamilier hygge sig og lege sammen, og at se leoparden komme listende hen efter det bytte, som den har dræbt om natten. At se den store grå kolos til en elefant og det charmerende elefantbarn komme luntende sammen med sin mor. ”

At få lov at fotografere alt dette og meget mere betegner Susanne Jensen som ”aldeles vildt”, og hun ønsker med de viste fotos, at dele sin fantastiske oplevelse med andre.
Susanne Jensen er også optaget af at se ”det store i det små”, hvilket gælder både planter og dyr. Også at se skønheden i forfald er et af hendes yndlingsmotiver – f.eks. en gammel båd, hvor malingen skaller af og båden efterhånden opsluges af naturen.

I skrænter og under Limfjordens vand finder hun også spændende og anderledes motiver påvirket af vandets liv og solens brydning i vandoverfladen.

Til toppen