Menu

Geologiens Dage

  • Skrevet af 
Geologiens Dage

Lørdag den 15. september 2018 kl. 10.15 og kl. 13.00 på Fur Museum, Nederby 28, 7884 Fur
 
I anledning af det landsdækkende arrangement ”Geologiens Dage” vil der være mulighed for at komme med en af museets geologer rundt i udstillingen på Fur Museum, og senere på dagen kan man deltage i en geologisk vandring til Knudeklint sammen med geologen fra museet.

Rundvisning i udstillingen på Fur Museum kl. 10.15
Siden slutningen af den sidste istid har der boet mennesker på Limfjordsøen Fur. Men længe før den tid – for 55 mio. år siden – blev det sjældne jordlag moler dannet. På denne rundvisning kan man høre mere om landskaberne og de geologiske forhold på øen og høre mere om museets enestående samling af 55 millioner år gamle forsteninger fra moleret (diatomit): Fisk, fugle, skildpadder, insekter, træer og planter.
 
Rundvisningen varer ca. 45 minutter, og det er gratis at deltage, men der kræves alm. entre, hvis man efterfølgende ønsker at se museet.
Rundviser: Geolog og Museumsinspektør René Sylvestersen
 
Geologisk vandring til Knudeklint kl. 13.00
På Furs nordside ligger Knudeklint, som byder på en af Limfjordens flotteste vandringsmuligheder. Den ca. 30 meter høje klint viser et imponerende snit gennem randmorænen, hvor moler fra askelag -39 til +130 er blottet i et knap 600 meter langt kystprofil. Her kan man se næsten hele molerserien.
 
På turen kommer I til at høre om molerets oprindelse, de vulkanske askelag, se på de mange geologiske lag i skrænterne, finde ledeblokke og muligvis også en forstening eller to, og vi skal nyde den storslåede natur.
 
Mødested: P-pladsen ved stranden, for enden af vejen ved Fur Camping (Gammelgårdsvej).  Turen strækker sig over ca. 4 km og varer omkring 2-2½ time
Turen er gratis og børnevenlig men ikke egnet for gangbesværede
Guide: René Sylvestersen, Geolog og Museumsinspektør på Fur Museum
 
 
Læs mere om Geologiens Dage på www.geologiensdage.dk


Til toppen