Menu

Rejsebrev: Udveksling i Bologna, Italien

Rejsebrev: Udveksling i Bologna, Italien

Igen har en af Furs unge mennesker været på ophold i udlandet, i forbindelse med  uddannelse, med økonomisk støtte fra Fur Uddannelsesfond.

Læs her om Jacobs semester til Italien. Jacob læser Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Du kan læse alle rejsebreve, der er sendt til Legatudvalget, her på Furnyt

Vi gør opmærksom på, at det stadig er muligt at søge tilskud til praktik-, uddannelsesophold, seminarer m.m. i udlandet for unge furboer, der er under uddannelse.  

Læs mere om betingelserne her på Furnyt

Legatudvalget
Henrik Jensen, Birthe Rasmussen og Birgit Ladefoged

 

Før den 21. september 2017 havde jeg aldrig haft sat mine danske fødder på Italiensk grund, så min viden om den italienske kultur, væren, og gøren var uden diskussion minimal. Jo, jo, man kan læse sig til mange ting på internettet, men mine erfaringer er efterhånden, at når det kommer til mennesker, så kan man altså ikke læse sig til alt. Heldigvis havde jeg omtrent 4 måneder, der strakte sig over perioden september-december (plus nogle få dage i januar) til at lære Italien at kende. Jeg havde derfor nemt ved at overtale mig selv til ikke at gøre mig så mange forberedelser inden afrejse.

”Nååå så skal du rigtigt ned og spise en masse pasta og pizza, hva??”
”Pas nu på i trafikken der nede. Italienere skulle være noget aggressive i deres kørsel!”

Inden jeg drog mod det sydlige Europa, havde jeg egentligt ikke rigtigt overvejet begrebet om stereotyper eller kulturforskelle, men mange af dem jeg fortalte om min kommende rejse gav mig indtrykket af, at nogle danskere har hørt en ting eller to om det italienske folkefærd. Til at starte med tænkte jeg ”Okay, det er jo bare en stereotyp eller en historie du har hørt”. Men som så mange historier, så bygger de på noget, som ikke ligger helt væk fra virkeligheden.
Jeg havde fundet et værelse igennem AirBnb hos en fransk/italiensk fyr ved navn Marco, som jeg havde snakket kort med over Skype forinden jeg tog afsted. Han viste sig at være en rigtig flink og frisk fyr, som åbnede en masse døre for mig, jeg ellers ikke ville have haft mulighed for at åbne selv. Den første dør han åbnede, var døren til hans lejlighed.

Jeg ankom til Bologna tidligt på aftenen, og min første opgave var at skaffe en taxa, som kunne køre mig til den adresse, jeg havde fået af Marco. Grunden til at jeg synes, dette er værd at nævne er, at jeg husker den her aften, som var det i går.
Jeg var så ’heldig’, at jeg fangede en taxa forholdsvist hurtigt ude foran lufthavnen, med en chauffør som ikke kunne engelsk, og en passager (læs: mig) der ikke kunne italiensk. Trods den sproglige barriere fik jeg med hjælp fra Google Translate mumlet et eller andet han forstod og peget mig frem til, hvor jeg gerne ville hen og afsted det gik. Jeg tror det passede med, at jeg var ankommet lige midt i myldretiden, for vi var ikke de eneste der skulle den vej min chauffør kørte. Med et bluetooth-headset koblet til hans telefon og en samtale med hvem der kunne være en kunde, konen eller en kollega, havde han ikke problemer med at navigere taxaen ind og ud imellem mellem bilerne, på sådan en måde der vil få dig i problemer med Morten landbetjent på flere punkter, hvis det her foregik på Fur Landevej. Han gjorde dog sit job, og fik mig fra ’A’ til hvad, jeg måtte gå ud fra var mit ’B’, som gerne skulle være den adresse, jeg fik vist ham i lufthavnen. To af de stereotyper jeg havde fået med i bagagen hjemmefra, fik jeg altså mere eller mindre bekræftet som noget af det første under min rejse. Dårlig til engelsk – Tjek. Kører som ”en brækket arm” – Tjek.

Hvis jeg skal sammenligne Bologna med en dansk by, vil jeg sige, at den på nogle punkter ligner mit nuværende hjem Aarhus. For som i Aarhus så fylder universitet meget i byen, og der summer mange unge kloge hoveder rundt i de smukke italienske gader. Både i de lyse dagtimer, men også på de lidt skævere tidspunkter af dagen. Strukturen på Bologna Universitet er på mange punkter meget anderledes end på Aarhus Universitet. Selvom jeg tog min afsluttende eksamen d. 16. januar 2018, er jeg ret sikker på, at der stadig er nogle ting, jeg ikke helt forstår. Det vigtigste er dog bare, at alle mine eksamener er bestået, og det administrative omkring det er (forhåbentligt) i orden. Som sagt så vil jeg gerne være ærlig og sige, at blandingen af mine ikke-eksisterende italienske sprogkundskaber og en længe mangel på engelsk undervisning i de italienske folkeskoler har været et lille problem for mit ophold. Men til alle problemer er der en løsning, og i dette tilfælde gik det fint med en lille smule charme, et par få gebrokne italienske gloser og gentagende forsøg på at gestikulere min mening. Jeg synes, at det er et fint eksempel på, at ikke alt ved et udlandsophold er en dans på roser, og at der kan være udfordringer i alle slags former. For nogle er det for eksempel hjemve, for andre er det boligmangel og for mig var det en sproglig barriere. Jeg prøvede at afhjælpe det ved at gå til italiensk undervisning et par gange i ugen, som alligevel hjalp lidt på min forståelse af det italienske. Derudover kunne mine nye engelsktalende kammerater og min rumbo hjælpe mig, hvis det var meget problematisk.

Nedenfor ses et før og efter billede fra første aften jeg mødte min rumbo, Marco. Han inviterede mig ud og spise i en lille bjergby udenfor Bologna, hvor der var alt hvad hjertet kunne begære.


 
Der var heldigvis mange andre udvekslingsstuderende end bare mig i efterårssemesteret, selvom jeg ikke er i tvivl om, at Norditalien viser sig fra sin bedre side i foråret og sommeren. Jeg fandt hurtigt sammen med en broget flok af søde studerende fra bl.a. Jordan, Gran Canaria, Holland, Tyskland, Polen, mm. da vi alle ved et lykketræf, var taget med til en guidede tur igennem Bologna centrum arrangeret af ESN. ESN (Erasmus Student Network) er en af de to studenterforeninger, der laver arrangementer og fester for ERASMUS udvekslingsstuderende. På billedet herunder kan i se, tre af de gode kammerater jeg fik under mit ophold (Fra venstre Raquel, Aniek og Chris – Venedig)

Billedet er fra en impulsiv weekendtur til Venedig. Bologna ligger nemlig således i landet, at der er togforbindelser til mange forskellige Italienske byer, hvilket gør det overraskende let lige at tage et smut ud af byen. Fra vi satte os ind i toget i Bologna, tog det cirka 2 timer før vi trissede rundt parallelt med joller, gondoler, bådtaxaer og speedbåde der tøffede rundt i de utallige kanaler. Som de tusindvis af andre turister der besøgte Venedig denne samme weekend, så skulle vi da også krydse en gondoltur af på vores ”bucket list”. Selvom jeg måske ikke ser synderligt tilfreds ud på billedet, så var det nu en sjov oplevelse at prøve noget, man så mange gange har set på billeder og i film. (Billede af Jacob i Gondol)

Venedig er bare en af de mange byer, der er direkte forbindelser til fra ’Bologna centrale stazione’, og flere af de venner og veninder jeg fik under mit ophold, var rundt omkring i landet dog primært Norditalien For mit vedkommende blev det weekendturen til Venedig og en dagstur til en fest i Milano, så jeg har en masse til gode endnu i det italienske land. Jeg skal uden tvivl tilbage til Italien igen engang. Ikke for at studere eller for at arbejde, men for at lege turist og besøge de mange smukke byer og selvfølgelig også for at fordybe mig mere i det kulinariske. Det kan godt være, at dit lokale pizzeria laver ”verdens bedste” kebabpizza, men jeg vil gå så langt og sige, at den på ingen måde måler sig med en ægte italiensk pizza. Det er bare en HELT anden smagsoplevelse. (billede af 4 forskellige pizzaer)

 
Under mit ophold i Bologna har jeg lært mange forskellige ting. Jeg havde 5 forskellige fag, som heldigvis var spændende alle sammen (nogle mere end andre), så jeg kan med god samvittighed krydse det faglige af min liste. Derudover har jeg også taget viden med hjem omkring kultur og forskelligheder mellem lande, i en størrelse som man ikke får af at besøge en turistinficeret sydlandsk by i den, for mange, hellige uge 29. Det vigtigste er dog de mennesker, jeg har lært at kende og det at blive presset ud af min comfort zone. Det har ladet mig opleve ting og møde mennesker, som aldrig ville have sket, hvis jeg var hjemme i mine trykke rammer i Aarhus, hvor det er nemt at holde sig til de mennesker og daglige rutiner man kender.

Selvom det ikke nødvendigvis er sjov og ballade, alle dage man er afsted, så vil jeg klart opfordre de af jer der læser dette, som har muligheden for at tage et semester i udlandet, til at gøre det. Det er ikke hver dag, man får sådan en mulighed, så grib den mens du kan.

 
Senest ændretmandag, 26 februar 2018 21:11
Til toppen