Menu

Til kamp mod pornovisning

Er FurNyt hacket af en pornoside? Det korte svar er nej, men…..

En del brugere af FurNyt har reageret, fordi der dukker porno op, når man har været inde på hjemmesiden. Er FurNyt hacket af en pornoside? Det korte svar er nej. Der er ikke porno på FurNyt, for pornoen dukker ikke op, når man bruger en computer. Pornoen kommer kun, når man har været inde på FurNyt via en mobiltelefon eller en pad. Et eller andet sted ligger der noget, som udløser pornovisningen udefra. Denne udløsermekanisme er enten placeret forsætligt eller kommet ind uforskyldt fordi en enkelt bruger har brugt et medie med en utilstrækkelig sikkerhed grundet en forældet browser.
FurNyt går nu på jagt efter denne udløsermekanisme. Den ligger skjult et eller andet sted i de omkring 6.000 artikler og mere end 15.000 billeder, der er på FurNyt. FurNyt har bedt hjemmesidens Surftown gennemgå det hele. Samtidig opdaterer vi de bagvedliggende styreprogrammer fra http til https. Det vil øge sikkerhedsniveauet.
Denne rensning og opdatering vil ske i løbet af november. Det vil tage tid, for FurNyt rummer en meget omfattende datamængde.
Under processen kan der blive forsinkelse, når man går ind på hjemmesiden. Måske vil forsidens opbygning også blive ændret. Vi beder om brugernes tålmodighed. En ting er sikker: Der skal ikke dukke porno op, når man har været på FurNyt.

Med venlig hilsen på vegne af FurNyts styregruppe og bestyrelse
John Brinch Bertelsen

 

Til toppen