Fur Flyveplads 25 år - Se video
- Skrevet af Knud Peder Jensen
Den 2. september fejrer Fur Flyveplads, at det er 25 år siden at landingsbanen blev åbnet for flytrafik. I den anledning har FurNyt taget en snak med Poul-Erik Haubo i familiens sommerhus på Furs Nordkyst.
En duft af nybagt morgen brød og nylavet kaffe fører FurNyts udsendte de sidste meter hen til sommerhuset, der ligger godt gemt blandt de vindblæste fyrtræer. Morgenbrødet har fru Lis stået for, gætter den udsendte, mens han tager lidt af den hjemmelavede marmelade på osten. Den er lavet i Spanien, hvor familien bor om vinteren. Tidligere havde de en kvæggård i Nr. Debel. Dengang var Lis lærer på Fur Skole.
Det hele begyndte med en henvendelse fra turistchef Hilda Frøjk fra Fur Turistforening. Hun havde fået en del henvendelser om, hvorvidt der kunne laves en flyveplads på Fur, fortæller Poul Erik, idet han rækker fadet med morgenbrød til den udsendte.
”Det lyder spændende”, var hans første reaktion. Som dreng havde han altid stået og fulgt jetjagerne, når de fór hen over Furs himmel og drømt om, at han også en dag kunne sidder deroppe og se det hele lidt fra oven.
Jens Fisker, Sparekassedirektøren i Thise Sparekasse var aktiv pilot, vidste Poul Erik og satte sig i forbindelse med ham. Det var en god ide syntes Fisker, da han hørte om planerne, og bad Poul-Erik ryddet et stykke jord for græs og hegnspæle. Så ville han komme og prøve at lande. Banen var dengang 450 meter og 15 meter bred, siden blev den gjort lidt større. Landingen gik godt, og dermed var flyvepladsen på Fur en realitet. Der blev sendt indbydelser ud til nær og fjern og nyheden gik snart over det ganske land, at der kunne landes på Fur med fly. Den blev en succes. Men. Men. Man havde glemt at tage Viborg Amt i ed. Formalia var ikke opfyldet og fluks blev der nedlagt start og landingsforbud af politiet. En privat kunne ikke uden videre åbne en flyveplads. Der skulle laves lokalplan og støjmålinger m.m.
Den daværende Sundsøre Kommune bakkede 100% op bag planer og udarbejdede hurtigt en lokalplan for området med hørringer og alt hvad der skulle til. Men det var ikke nok for Viborg Amt. Der skulle foretages lydmålinger.
Hvad så? Det førte til en henvendelse til Lyd-Tekniklogisk Institut. De havde aldrig fået en lignende henvendelse fra en privat mand. Men enden blev, at de ud fra en Cesta 172 flyvermaskine lavede de en oversigt over støjen i bestemte højder og områder. Det gjorde de gratis, men skulle der en større analyse til, skulle de have betaling. Enden blev at Viborg Amt godtog rapporten. Det hele betød at landingsbanen blev et år forsinket. Men i år for 25 år siden kom godkendelsen fra Statens Lufthavnsvæsen, og dermed var der en landingsbane på Fur.
Siden fik landingsbanen tildelt det den officielle betegnelse: ICAO-EKFU. Det betød at Fur Landingsbane var med i det fine selskab. Alle danske fly bærer bogstaverne OY. Dertil han så føjes den lokalitet man kommer fra. Pouls-Eriks fly hedder således OY-FUR.
I en del år har en garage ved sommerhuset været rammen om et større projekt. Her har Poul-Erik nemlig været i gang med at bygge sin egen helikopter. Delene er indkøbt i USA og netop i denne måned var projektet efter adskillige år kommet så langt, at Helikoptenen kunne fragtes til hangaren ved landingsbanen i Debel. Helikopteren kunne akkurat kantes i gennem døren. Tilbage står så den sidste klargøring og en land række afprøvninger. Som det allersidste skal Poul-Erik have et ”kørekort” til den.
Lørdag den 2. september holder Landingsbanen i Debel åbent hus, så furboerne får mulighed for at se, hvad der foregår på pladsen.
Se video:
At bygge en helikopter- interview med Poul-Erik Haubo:
https://youtu.be/vnyNoG9Z-Kw
Fur Flyveplads: https://youtu.be/gJ2JIyldBZM
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen