Rejsebrev: Beretning fra et bådeværft på øen Martha’s Vinjard

Aske Teilgård har modtaget støtte fra Fur Uddannelsesleget og fortæller her om sin læretid på et fjernt liggende bådeværft på en ø ved USA ’s østkyst:

Jeg kom til øen Martha’s Vineyard i staten Massachusetts i december 2015 for at arbejde på det traditionelle bådeværft Gannon & Benjamin, som en del af min læretid som bådebygger. At kalde dette værft et Mekka for traditionel amerikansk bådebygning er ikke helt præcist, men det var tæt nok. Der er et par andre bådeværfter der også kan blive overvejet til den udnævnelse, men det er så også det. Jeg vidste det kun i lille grad da jeg tog afsted, men det var noget jeg fik lært og blev bekræftet i.

Værftet bliver stadig styret af de to mænd som grundlagde det tilbage i 1980. Nat Benjamin designer bådene og Ross Gannon bygger bådene. Det er groft sagt sådan værftet blev grundlagt og det fungerer stadig mere eller mindre sådan i dag. Ross er grunden til at jeg overhovedet fik arbejdet. Jeg mødte ham i Caribien for ca 2½ år siden og jeg sejlede med en af hans kammerater i en lille måned hvor vi øhoppede i fælleskab med Ross. Ross fortalte mig at jeg var velkommen til at komme og arbejde for ham, og efter påbegyndelse af uddannelsen som bådebygger og noget bøvl med visum, kom jeg altså afsted.

Martha’s Vineyard er en smule mindre i størrelse og antal end Mors, og ligger en 45 minutters færgetur fra fastlandet. Jeg mener at det var tilbage i 70’erne at folk fik lidt øje på øen, og der var en masse unge hippier – i mangel af et mere dækkende ord – der flyttede til øen. Øen er siden da, blevet mere og mere romantiseret og har igennem de sidste år tiltrukket en befolkning, der som minimum var en del af den øvre middelklasse. Man har sikkert hørt nogle af de her navne – Barack Obama, Bill- og Hillary Clinton, David Letterman, Bill Murray, Dan Aykroyd og John Belushi, som alle enten har boet der en stund, eller besøgt øen meget ofte. Der er måske også nogen der kender til Kennedy familiens historie med Martha’s Vineyard, som også er lidt omfattende.

Jeg ankom lige til vinteren, og siden det er mest i sommeren at alle ’de rige’ kommer til øen, mødes man af et noget spøjst samfund. Utallige kæmpe utroligt flotte huse, som ingen bor i. Selvfølgelig bortset fra de huse hvor der er folk der er betalt for at bo der og passe på poolen osv.

Jeg boede i byen Vineyard Haven, hvor dette fænomen dog ikke er så udpræget. Jeg fandt mig et værelse, som en gammel kone udlejede i hendes hus, et lille stykke vej ude i en skov.

Så snart det blev lidt varmere, fik jeg udarbejdet mig en aftale med en kollega, der var meget hårdt ramt af at eje to både. Hvis jeg lovede at arbejde lidt på en af dem, og se efter den, fik jeg lov at bo på den ellers kvit og frit. Det gjorde jeg så i 7 måneder, indtil det nu var for koldt og ro turene ud til båden var blevet komplet miserable.

Værftet var meget travlt i den overgang jeg var der, så der blev ikke meget tid til at rejse og se Amerika sådan som jeg godt kunne have tænkt mig. Jeg fik tid til to ture, på omkring et par uger begge to.
Den første var sådan set arbejde, da en fyr som havde fået bygget hans båd ved Gannon & Benjamin, skulle have sejlet den fra New York til Mystic Seaport til the WoodenBoat show.
Den næste som var den jeg var langt mest begejstret for, var en tur i det tidlige efterår til Maine, for at besøge en af mine chefer, som havde taget sig en måneds ferie deroppe.
Jeg brugte nogle dage på at komme derop, hvor jeg bumsede mig op langs kysten, og gik lidt til koncerter og drak nogle øl.
Han holdt til med sin familie i et lille tømmerhus han selv havde bygget meget langt fra alt og alle. Ingen elektricitet og udendørs bad var jeg vandt til på det her tidspunkt, så det forvandlede sig hurtigt til en forbandet god uge.

En af dagene ville Ross til fastlandet, og siden han selv var sejlet derop, var det lige så let, at tage hans båd som færgen. Halvvejs på vejen kom hans kone i tanke om, at hendes brødre muligvis var ude på vandet, da de begge er hummerfiskere i de farvande. Vi kom i kontakt med dem over VHF’en og fik os nogle gratis ’Maine lobsters’. Nu har jeg ikke levet så længe endnu, men lige akkurat de her hummere er jeg ikke så sikker på, at der bliver overgået.

Traditionel bådebygning betyder jo mere eller mindre at bygge både ud af træ. I dette tilfælde er det ’planke på spant’ (plank on frame)-bådebygning i stedet for ’cold molding’ som er en nyere måde at bygge træbåde på.

Det betyder høvl, stemmejern, japansk sav, skarøkse, stikøkse og hvad ellers man kan finde på. Det er i hvert fald det man mest konnoterer, men de første mange skridt af behandlingen af et stykke træ foregår som regel med store stationære elektriske maskiner. De her fyre er ikke helt håbløse romantikere som andre man ellers kan finde hvis man opsøger et traditionelt håndværk. Tankegangen her er sådan set at holde det så simpelt som muligt. Det lyder lidt dumt, men der er langt færre skridt fra et fuldvoksent træ til en planke på en båd, end fra et laboratorium til et færdigt epoxyprodukt. Dog kræver det selvfølgelig noget mere tålmodighed og langt mere vedligeholdelse.

Der er to værksteder tilknyttet Gannon & Benjamin og et meget svingende antal ansatte. Der var nok omkring 25 som det meste og 10 som det færreste i den tid jeg var der.

Vi havde både gamle cowboys fra vesten og akademikere arbejdende på værftet så selv om jeg mestendels arbejdede og ikke havde tid til at rejse blev det et meget livligt år alligevel. I sommeren flytter alle de unge fra værftet på både da ingen af os havde råd til at betale de meget stigende huslejer der finder sted når sommerbeboerne kommer til. Og siden komforten om bord på de både som vi havde råd til ikke var stor var der ikke nogen der havde travlt med at komme hjem. Derfor blev det til mange aftener på værftet med øl og musik, og mange aftener med fælles aftensmad ude på en af bådene, bowling, koncerter og hvad ellers lokalsamfundet kunne finde på, på en lille ø et godt stykke ude i Atlanterhavet.

Nu hvor jeg er tilbage i Danmark igen, husker jeg selvfølgelig bedst alle de små og store oplevelser som jeg havde. Men det jeg er mest taknemmelig for, er hverdagen. Jeg kom der så at sige for hverdagen, for at være en del af et amerikansk bådværft for en stund, og lære så meget af håndværket som jeg kunne. Det er jo reelt set det som jeg faktisk tager med tilbage, og det som jeg kommer til at bruge fremover.
Jeg arbejder nu på at få ny læreplads som bådebygger, og at have det her forgange år på cv’et hjælper utvivlsomt.

Jeg vil selvfølgelig også give et kæmpestort tak til Fur Uddannelsesfond for at støtte mig i mit ophold. Som sagt var Martha’s Vineyard et sted for rige mennesker, og som bådebyggerlærling er man ikke ligefrem rig.

Støtten hjalp mig bogstavelig talt til at få tag over hovedet, de første mange måneder.