Menu

På Fur kan du følge Gitte Hennings opfordring: ”Tag med ud og fisk”

På Fur kan du følge Gitte Hennings opfordring: ”Tag med ud og fisk”

Søndag den 23. april 2017 kan du tage din gamle sweater på og tag med ud og fisk. Der er havørreddag.

Det er Fur Jagtforening, der står bag arrangementet, som er åben for alle, der vil med på fisketur. Deltagerne mødes kl. 8.30 på Anshedevej 4, 7884 Fur hos Jørgen og Yvonne. De har kaffen og rundstykkerne på bordet. Pris: 40 kr. pr. deltager. Efter kaffen tager man ud for at fiske. Der er 26 km kyst og plads til alle. Lidt før kl. 13 mødes man igen på Anshedevej, hvor der er fremvisning af fangsten. Da kan der købes pølser med brød, øl og vand.

Det er efterhånden blevet en tradition, at Fur Jagtforening afholder sådan en fiskedag den sidste lørdag i april. Alle er velkomne. Det lever deltagerskaren også op til. Yngste mand er endnu ikke konfirmeret. De ældste har været pensionister i nogle år. Begge køn er repræsenteret Der er fastboende, sommerhusejere og deltagere fra både Salling, Skive og fjernere egne. Snakken går lystigt. De erfarne deler gerne ud af deres viden.
Jørgen Dahl, der er formand for Fur Jagtforening, understreger, at det ikke er nogen konkurrence om at fange den største fisk – men når man hører deltagernes snakken handler den ofte om store fisk. Ikke mindst dem man havde på krogen, men mistede. De var som regel meget store.

Sidste års fiskedag bød på kulde og regn og ingen fisk. Der var kun røde pølser til indvejningen, men de var til gengæld rigtig gode efter en 2-3 timers forgæves fiskeri. Det lagde dog ingen dæmper på snakken.
Forrige år og året før igen var der fanget fisk. Endda flere. Joh, der er både havørred, hornfisk og sild langs Furs kyster.

Skribenten til disse linjer havde for to år siden en ørred på krogen hele tre gange, men den undslap hver gang. Sidste gang den slog sig løs, rullede den rund tæt på land. Da halen ramte vandet, gav det et ordentligt klask og skumsprøjt stod om ørene på fiskeren. Den ørred var ikke bare stor. Det var en ren kæmpe.

Den oplevelse sidder stadig i hukommelsen, så søndag den 23. april tager jeg igen min gamle sweater på og tager med ud og fiske.

Husk: Forhåndstilmelding hos Jørgen Dahl på 23 30 36 52 gerne som sms.

Med venlig hilsen
John Brinch Bertelsen 12/04 2017

Til toppen