Menu

25 års jubilæum i Jettestuen

25 års jubilæum i Jettestuen

Den 8. april har JETTESTUEN på Fur fernisering på ny udstilling med temaet ’abstraktioner’, med malerier af både Alek Krylow og Jette Herne. Desuden vil Kaj Dürr udstille sine finurlige pengesten og andre granitfigurer, og Christina Dønvang vil udstille nogle glasting.

Samtidig er det nøjagtig 25 år siden Jette åbnede sin Jettestue på adressen Debel 1.

Det skal selvfølgelig fejres. I dagens anledning vil der være levende musik, og Jette vil servere nogle af sine små lækkerier med et glas vin til.

Jette åbnede sin Jettestue på iværksætterydelse i sin dagligstue, deraf navnet. Dengang malede Jette hovedsagelig akvareller og silkemalerier og lavede desuden en del håndmalet silketøj og tørklæder. Der var de første år også gæsteudstillere i det lille galleri.

3 år efter begyndte hun på kursusvirksomhed, dels akvarel og dels silkemaling. Samtidig startedes også B&B virksomhed op, og det blev muligt at nyde en kop kaffe med hjemmebag i den lille hyggelige gårdhave.

I 2009 byggede Jette og Alek nyt galleri på Æ Skovvej, hvor Alek boede. Og i påsken 2010 åbnedes Den nye Jettestue med skulpturhave, i alt 4000 m2. Her kunne parret fortsætte Jettes virksomhed, nu i fællesskab i både større og flottere rammer.

Udover Aleks og Jettes egne værker er der også altid nogle gæsteudstillere med glas, keramik, bronze eller stenfigurer.

Der afholdes 4-5 kunstkurser om året i Jettestuen, hvor kursisterne er på kost og logi.

Desuden er der mulighed for B&B både på adressen og i den gamle Jettestue. Så der er rigeligt at gøre året rundt.

N.B. der er gratis færge fra d. 7. april til d. 8. maj 2017


Til toppen