Menu

Jul på Fur

Jul på Fur

Lørdag den 26. november var der ”Jul på Fur”, hvor øens forretningsdrivende, kunstnere, kirke og friskole holdt åbenthus fra kl. 12-16. Arrangementet var i år rykket en dag frem. En brugerundersøgelse sidste år havde givet flertal for dette blandt de afgivne stemmer. Men ellers forløb dagen som de foregående år. Største ændring var nok, at gevinsterne - der var over 200 - fra de mange lodsedler, kunne hentes på Friskolen. For mange blev det udover at hente en gevinst også en lejlighed til gense den skole, som man ”engang for mange år siden” var elev på.

Hele eftermiddagen var der livlig trafik øen rundt. Alle steder blev der på smagsprøver af diverse lækkerier i både fast og flydende form.

Museet oplyser at man havde 236 besøgende, hvilket er det næsthøjeste antal siden ”Jul på Fur” startede. Og som de foregående år sluttede dagen på havnen, hvor eleverne fra Friskolen sang julesange indtil horn og blåt lys afbrød det. For som de foregående år ankom julenisserne på ladet af øens brandbil, hvorfra de kastede slik ud til de mange børn.

Efter endnu et par sange og udtrækning af vinderne af hovedgevinsterne kunne der endelig tælles ned og juletræet tændes.


Til toppen