Menu

Fur Griseforening

  • Skrevet af 

Som det fremgår af artiklen andetsteds på FurNyt om høstfesten på Ældrecenteret, så er Fur Griseforening blevet nedlagt, og formuen på 5.427,50 kr. skænket til Fur Ældrecenter. Det får undertegnede til at skrue tiden tre år tilbage, hvor jeg var på besøg på Fur Museum og John Bertelsen gav mig ideen til en lille historie om ”Fur Griseforening”

Som det fremgår af artiklen andetsteds  på FurNyt om høstfesten på Ældrecenteret, så er Fur Griseforening blevet nedlagt, og formuen på  5.427,50 kr. skænket til Fur Ældrecenter. Det får undertegnede til at skrue tiden tre år tilbage, hvor jeg var på besøg på Fur Museum og John Bertelsen gav mig ideen til en lille historie om ”Fur Griseforening”. 
 
Samtalen fik den udsendte til at opsøge et bestyrelsesmedlem, der imidlertid viste sig at være foreningens revisor. Da han ikke havde lyst til at blive ”medie-berømt”, blev han lovet fuld anonymitet, hvis blot jeg kunne få historien om foreningen.  Bestyrelsen var lidt svær at få fat på, idet dens medlemmer alle var afgået ved døden. Men foreningen er aldrig blevet opløst, da ingen medlemmer mødte op til en indkaldt generalforsamling, så revisoren overvejer at indkalde til endnu en generalforsamling.

For blot halvtreds år siden var det almindeligt, at folk havde en gris eller to gående. Penge var der næsten ingen af hos den brede befolkning og gik julegrisen hen at døde, så var det en noget nær en katastrofe for familien, det gik ud over. Som en mand udtrykte det: ”Hvis naboens gris dengang blev syg, så gik vi mere op i grisens sygdom end vi i dag går op i, hvis naboen selv bliver syg".

Dette besluttede en kreds af furboere at gøre noget ved. Så midt under krigen i året 1943 blev der indkaldt til møde på det, der i dag hedder Fur Færgekro. I et gulnet hæfte står der:

”Den 30. april kl. 8 aften afholdtes stiftende generalforsamling på Fur Gæstehjem. Det vedtoges at der blev indbetalt 3 kroner pr. gris ved indmeldelse samt to kroner i august og to kroner i november. I tilfælde af dødsfald skal det resterende beløb opkræves hos samtlige medlemmer. I tilfælde af dødsfald skal to af bestyrelsen veje eller bedømme den døde gris …”

Næste dag, den 1. maj, trådte de vedtagne love i kraft. Foreningens formål var ”at hjælpe et medlem, der mister en gris til at få en sådan igen”. Forsikringssummen var 85% af den døde gris værdi.

I protokollen kan man se, at der i de første år var mange medlemmer. I begyndelsen af 1950-erne var således over 70 grise forsikret, men efterhånden faldt medlemstallet og færre og færre mødte op til den årlige generalforsamling. Men endnu mangler den sidste generalforsamling at blive afholdt.

For at være medlem må man højst have to grise, så der er ingen udsigt til, at en kommende grisefarm på Fur vil kunne puste nyt liv i foreningen.”

Som det dengang kunne forudses, så var en genfødsel af foreningen ikke sandsynligt, og den er nu definitivt nedlagt. 

28.09.2008
Knud Peder Jensen
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen