Menu

Autocamperplads på FUR Camping en succes...

Autocamperplads på FUR Camping en succes...

FUR Camping har i foråret tilpasset sig et nyt og voksende marked - og samtidig forsøget at få autocampere væk fra strande, skove og andre offentlige arealer, ved at have etableret nye autocamperpladser. Og allerede nu, bliver pladserne modtaget med stor begejstring af de mange autocampergæster, der besøger Fur.

"Vi har oplevet en stor fremgang af specielt tyske og svenske gæster på den nye plads", fortæller Brian S. Bugge. "Autocamperpladsen er et "ryan-air" overnatningskoncept, hvor gæsterne for en beskeden timepris kan købe sig til en fleksibel overnatning på timebasis med ankomst og afrejse døgnet rundt - og med mulighed for at opgardere til "priority", hvor man som gæst tilkøber de services man har brug for - fx. adgang til toilet, bad, vandtømning eller påfyldning, el, WiFi o.s.v." Priskonceptet er beskrevet på http://furcamping.dk/autocamper - men gæsterne har naturligvis også mulighed for at campere på campingpladsen med et all-inclusive koncept som alle andre gæster.

"Desværre måtte projektet reduceres fra 12 til to autocamperpladser", fortæller forpagter Brian Sørensen Bugge, idet der var indkommet høringssvar til Natur- og Miljøklagenævnet omkring projektets første beliggenhed. "På trods af det begrænsede antal pladser, er vi glade for, at projektet nu er bllevet realiseret så vi kan imødekomme de fleste gæsters behov, men vi må desværre også erkende, at vi fremover fortsat må acceptere autocampere i naturen, da de to pladser ikke giver os den ønskede og fornødne kapacitet til de store stigninger vi oplever i autocamperovernatninger", konkluderer Knud Peder Jensen, formand for Fur Udviklingsselskab ApS, der ejer campingpladsen. Værterne på campingpladsen er dog meget glade for nu at kunne tilbyde overnatninger til de meget store - og tunge autocampere, som hidtil har været umulig - og understreger at de fleste autocamper-gæster kombinerer overnatningen med et måltid mad i campingpladsens populære familierestaurant. "Når sæsonen er overstået vil vi sammen med Fur Udviklingsselskab revurdere, det faktiske behov for at etablere yderligere befæstede pladser inde på selve campingpladsen", siger Brian Bugge.

I forbindelse med projektet er der samtidig blevet etableret et længeventet garageanlæg, så campingpladsen får mulighed for indendørs opbevaring af effekter, haveredskaber, returflasker o.s.v. De mange udlejningscykler kommer også under tag - ligesom der bliver etableret nyt udslagsrum for kemiske toiletter, ny affaldsstation og ikke mindst tømmeplads i forbindelse med autocamperpladsen.

Til toppen