Menu

Carsten Dahl udstiller hos RAKLA

  • Skrevet af 
Carsten Dahl udstiller hos RAKLA

Snart slår det nye galleri RAKLA på Fur dørene op for deres anden udstilling i år. Denne gang bliver det med den særdeles kendte jazzpianist Carsten Dahl, som i de senere år også har fået en bemærkelsesværdig karriere som kunstmaler.

Carsten Dahl er kendt af de fleste som en gudbenådet pianist og komponist; kendt især i jazzkredse også langt uden for Danmarks grænser. Han er delvis autodidakt musiker med slagtøj, som hovedinstrument og desuden uddannet pianist fra Rytmisk Musikkonservatorium.

Hans karriere som kunstmaler er forholdsvis kort og aldeles autodidakt, men - som med musikken – er han også her sjældent talentfuld og udtryksfuld. Motiverne spænder fra stemningsfyldte landskaber over tunge alvorsfyldte skildringer til sjove og finurlige væsner med hver sin lille historie. Altid med en tanke bag.

"Mine Himmel/Hav billeder, er en direkte forlængelse af den livsstrøm og rytme, som jeg lader mig fylde og bevæges af i forundringen over at være til og som synes at komme fra et andet sted end fra mig. Snart kastet ind i mørket - snart lyst op af håbet. Kampen imellem lys og mørke, skabelse og forfald.”

”Mine fuglebilleder er en slags selvportrætter, som ser verden igennem barnets øjne og som forskrækkes, efterlades, undres, glædes eller som står fast i stormens øje - på trods,” siger Carsten Dahl om sit arbejde med lærredet og penslerne.

Det er således både meget personlige og smukke billeder, som man umiddelbart kan frydes over, men det er også billeder med dybde og et almenmenneskeligt indhold, som berører os all, som Carsten Dahl maler. Han har noget på hjerte!

Hos RAKLA glæder man sig til at vise Carsten Dahl´s billeder i det smukke og meget rustikke galleri, som passer godt til Carsten Dahl´s billeder. Med den succes, som Carsten Dahl på det seneste har haft på andre udstillinger, føler Karen Jürgensen og Lasse Højgaard, som har RAKLA, sig overbeviste om, at de får ekstra mange besøgende i udstillingsperioden.

Udstillingen løber i perioden 16. juli – 21. august. I juli er der åbent alle dage undtagen mandag kl. 10 – 17. I august er der åbent torsdag – søndag 10 – 17, - ligesom RAKLA altid gerne åbner efter aftale.


Senest ændretMandag, 29 august 2016 16:56
Til toppen