Menu

Rejsebrev: Rapport fra Istanbul

Rejsebrev: Rapport fra Istanbul

Kristian Jensen modtog i januar Fur Uddannelseslegat til et ophold ved et universitet i Istanbul i Tyrkiet.
Kristian sender her sin beretning om de knap 6 måneder i millionbyen.

Kan lige så godt fortælle med det samme, at en del af de penge, jeg har modtaget af Fur uddannelsesfond, er blevet brugt på at opføre et nyt toilet og i det hele taget forskønne resten af et mindre badeværelse i en af Istanbuls forstæder.

Da jeg låste mig ind i min kommende lejlighed på Dereboyo Cadessi 64, 7. til højre i bydelen Ortaköy, stod det nye lokum indpakket i plastic midt på stuegulvet, og åbnede man døren til badeværelset, kiggede man ind i et glinsende totalmørke af vådt puds.

Udlejeren, Özlu, havde ellers lovet, at alt nok skulle være i orden, da jeg ugen forinden underskrev kontrakten og gav hende depositum, plus første måneds husleje. I kontanter selvfølgelig, samtidig med at hendes puddelhund, Sisle (oversat: fancy, med stil) hoppede op ad mine ben og et tyrkisk dating program a la Dagens Mand - bare med en kvinde - kørte på den fladskærm, som hendes skrivebord var vendt imod.

”Du er som en søn for mig nu.” eller noget i den stil havde hun sagt.

Sådan følte jeg det ikke helt. Udsigten til at være blevet rendt godt og grundigt bag i, gjorde det nødvendigt at ringe til min livline Hazal.

”Det er meget normalt i Tyrkiet. Bare tag det roligt. Du kan bo ved os ind til det er kommet i orden.”

Hazal er helt cool og nede på jorden. Som datter af journalister, der har dækket Mellemøsten i tykt og tyndt, har hun boet vidt omkring: Ankara, Jerusalem, Beirut – plus et år i Bordeaux i forbindelse med hendes studier i international lov. Og nu altså Istanbul. Steder hvor man ikke kan tage noget for givet, og som udvikler en nødvendig kritisk tilgang til tilværelsen. Da jeg i glæde over endelig at være kommet til byen foreslog, at vi skulle gå ind og høre et af vores fælles favoritbands, når de skulle spille sidst i maj, lød svaret:

”Hvis vi begge er i live til den tid, kan vi overveje det.”

Hazal vender jeg tilbage til.

Den officielle forklaring på badeværelsets tilstand lød, at materialerne, som man først nu havde kunnet bestille hjem takket være mit gavmilde tilskud til projektet, var forsinket. En uge mere og det hele var klart. Og det var det heldigvis også.

II
Hvorfor Istanbul? Hvorfor ikke Barcelona? Prag? Firenze? Eller en anden europæisk storby? I de officielle legatansøgninger skrev jeg, at Istanbul ville være en indgangsvinkel til en verden, som de andre byer ikke kunne give adgang til, nemlig den muslimske. En del af verden, som Danmark har været aktivt involveret i forbindelse med krigene i Afghanistan og Irak. Og stadig er det i krigen mod Islamisk Stat. Og som vi kom på kant med da 12 satiriske tegninger af Profeten Muhammed trykt i Jyllands Posten i 2005 udviklede sig til at blive den ”største diplomatiske krise i nyere dansk historie”.

Men det var lige så meget den eventyrlyst, som en anden modtager af Fur-legatet, Mikkel Søgaard Pedersen, er inde på i hans beretning, der også drev mig. Den ubestemmelige lyst efter at rejse ind i ukendt land. Ind i noget helt forskelligt end det man kommer fra og overvinde den frygt, der er forbundet med det.

Allerede den første uge snakkede flere af de andre udvekslingsstuderende om at rejse længere ud. Til Iran og Kaukasus. Nogle snakkede endda Baghdad og Irak. Jeg selv fablede om at leje en bil og køre langs den nordlige sortehavskyst til det østlige Tyrkiet.


III
”Kom til Bebek, så skal jeg vise alle de Ferrari’er der er i Tyrkiet.” sådan nogle ting kunne Merih Şamlı finde på at sige. Han studerer historie på Bilgi Universitet og gik på mange af de samme hold, som jeg selv fulgte. Den underliggende pointe med hans ytring var at resten af Tyrkiet, måske på nær byerne Izmir, Bursa og til dels Ankara, er fattigrøve i forhold til den rigdom, som er koncentreret i Istanbuls highclass-kvarterer langs Bosporus mod nord, som det Bebek han selv er født og opvokset i.

Merih er en af de slags mennesker, der har en evne til at se forskelle og kontraster. Hyperbevidst om hvad Tyrkiet er, og hvad det ikke er, og med en stor interesse i Tyrkiets minoritetsgrupper, såsom kurderne og armenerne, som bøgerne på reolen i hans lejlighed vidner om.

Og han koger gerne sine betragtninger ind til let forståelige punchlines, der kan være grove forenklinger, men som også rummer en stænk af sandhed, der netop giver dem slagkraft.

Som da vi en sad en aften over nogle øl og vandpibe(sisha) og diskuterede, hvad vores lande tjener sine penge på: Og mine venner, som var på besøg fra Danmark, og jeg med stolthed i stemmen nævnte Lego, Mærsk og ikke mindst, at vi producerer store mængder øl til klodens befolkning, mens Merih efterfølgende konstaterede: ”Vi dyrker 90% af verdens hasselnødder… og så importerer vi flygtninge.” Med henvisning til de milliarder af euro som EU har kastet mod Tyrkiet, for at sikre at syrerne, der flygter fra død og ødelæggelse, bliver hvor landene i Europa gerne vil have de bliver, nemlig i nærområderne.

Og selv om vi grinte meget af den og sagde, at det var sku’ sort dansk humor, lurede de ubehagelige realiter lige om hjørnet af baren: I byens gader, hvor børn i bare fødder gik rundt og solgte lommeletter. Mellem bilerne i trafikkøerne, hvor mørke skikkelser slæbte sig afsted med papskilte: Açım, ”jeg er sulten”, eller Açız ”hjælpeløs” og bankede på bilruderne.

En aften så jeg en ung dreng klamre sig til motorhjelmen af en bil fra et af de store tyske bilfirmaer i forsøg på at fremprovokere den form for medfølelse, der udløser tyrkiske lira. På den måde var Istanbul et barskt sted at være.

IV
Merih kom sjældent til timerne. Han havde vigtigere ting at give sig til, sagde han. Og når han endelig kom ”improviserede” han, som han selv kaldte det. Hvilket ville sige at række hånden op og prøve at sige noget fornuftigt om de tekster og bøger, han kun havde læst referater af på internettet. ”Det her er Tyrkiet!” forsvarede han sig, når jeg anfægtede den akademiske kvalitet af sådan en tilgang.

Han var alligevel bedre stillet end mange andre af sine medstuderende, fordi han snakkede godt engelsk. Det sprog som universitetet i sine vedtægter gjorde klart var undervisningssproget, men som i realiteten ikke altid var det: Underviserne slog tit over i tyrkisk for at sikre sig, at alle var med, fordi engelskniveauet for hovedparten i klasselokalet ikke rakte til at forstå, hvad der blev snakket om.

Da jeg forhørte mig rundt omkring, hvorfor det stod sådan til, lød svaret, at mange ikke havde haft engelsk i skolen, men kun haft et års forberedende sprogkursus inden de begyndte på Bilgi.

I det hele taget var mødet med universitet, som er finansieret af den amerikanske organisation Laureute, der skyder penge i universiteter over hele verden, interessant. De fleste af lektorerne havde læst i Vesten – enten Europa eller USA og mærket hvordan det er at leve i den frihed, vi ind i mellem tager for givet: Akademisk frihed, ytringsfrihed, seksuel frihed. Især en af mine undervisere havde udviklet en lede over at være i Tyrkiet, der bevirkede at han ikke smilede ret meget og rejste til Amerika, så snart han havde muligheden for det i ferie og lign.

I løbet af foråret blev en kvindelig underviser angiveligt afskediget, fordi hun havde sagt noget der, ifølge dem der ville have hende fyret, var upassende om den tyrkiske præsident Erdogan. Hvis man har fulgt med i nyhedsstrømmen ved man, at Erdogan ikke er det mest tolerante menneske over for meninger og holdninger, som afviger fra hans egen. Ligesom han heller ikke kan kapere, at folk laver sjov med ham.

Men det mest uhyggelige var, at informationen om de ”upassende” bemærkninger var blevet viderebragt af en informant blandt de studerende selv. Sådan gik historien i hvert fald mellem dem, jeg snakkede med.

Dette var blot et eksempel ud af mange på den virkelighed, der var svær for en udefrakommende, som mig, at begribe, når man er vant til at færdes i et land, der bryster sig af friheden til, at sige hvad man vil.

Hazals livfilosofi går ud på at man skal prøve tingene af. Da jeg skypede med hende, inden afrejsen i januar, ventede hun på at komme op til den køreprøve, der kunne give hende licens til at køre motorcykel. Hun havde meldt sig ind i motorcykelklubben på universitetet, hvor hun læser. Has Riders hedder den, og hun havde fået vest med rygmærke og det hele: En motorcykel med vinger. Nu ville hun være biker.

Når man har oplevet Istanbuls hjernedøde trafik, var det en udvikling, der godt kunne vække bekymring: Byen breder sig over et område, der er en del større end Fyn og kun lidt mindre end Sjælland. Befolket af mellem 15 og 20 millioner mennesker, forbundet af et vejnet der får en by som Berlin til at virke, som en kravlegård på køreteknisk anlæg.

Sådan noget stopper ikke Hazal og til mit held blev hun indgangen til et miljø, der ellers ville have været svært at komme ind på livet af. Som f.eks. når hun inviterede mig med til klubbens stambar, The Wall, som spillede oldschool rockmusik a la The Doors, Jimmi Hendrix, osv... Eller fik mig sat i kontakt med klubben på Bilgi Universitet, så jeg under påskud af at ville skrive en historie om klubben, der er den første af sin slags i Tyrkiet, kunne luske mig med ud i det blå bag på vicepræsidenten Deniz’ chopper.

Hele bikermiljøet blev også et møde med en politisk fløj, som har det svært for tiden under præsidents Erdogans konservative og mere religiøse kurs. En fløj som det er svært at beskrive kort, men som har hele sin politiske tradition bundet til en mand, der bliver dyrket på en måde, som også er svær at fatte.

Mustafa Kemal, der først sent i sit liv fik tildelt navnet Atatürk (Alle tyrkeres fader), er at finde over det meste af byen i forskellige fremstillinger: billeder, malerier, statuer og monumenter. Folk får endda hans ansigt lakeret på bilen. Og som en af Hazals biker venner viste mig – tatoveret på underarmen. Atatürk er krediteret for at have grundlagt den Tyrkiske republik i 1923 og skilt religion og stat fra hinanden i et moderniseringsprojekt, der skulle bringe Tyrkiet op på europæisk niveau. Selv her snart hundrede år efter Atatürks republik er han stadig tilstede, men snarere som en overnaturlig figur end en egentlig historisk person.

Jeg kunne sådan set blive ved med at fortælle om Istanbul og Tyrkiet. Om alle de andre udviklingsstuderende, som også havde forvildet sig til byen. Om Besiktas, fodboldklubben, der vandt det tyrkiske mesterskab. Om nattelivet. Om besøg fra familie og venner. Og om rejsen med Julie, min kæreste, til Sortehavet og det nordøstlige Tyrkiet, der er et kapitel for sig.

Det eneste som lagde en dæmper på det hele var alle de forbandede terrorangreb. Specielt det sidste for lidt mere end to uger siden i lufthavnen var slemt. 45 døde og over 200 sårede lige uden for indgangen til den internationale terminal, hvor Dagmar og min far var ankommet til og taget afsted fra. Og hvor Julie havde været flere gange, og jeg selv havde været og tage imod og sende afsted. Der kom det tæt på.

Til sidst vil jeg gerne takke for den støtte Fur Uddannelseslegat har givet mig. Det har været en stor hjælp.
Kristian Jensen

Til toppen