Menu

Museums sommeraktiviteter på Fur - oplevelser for hele familien

Museums sommeraktiviteter på Fur - oplevelser for hele familien

Arbejdende værksteder, fossiljagter, vulkanudbrud og udstillinger

Du kan få en heldagsoplevelse. Tag frokostkurv, madpakke og drikkevarer med. Der er borde og bænke i museumshaven og under pavillonerne. Du kan også bestille en picnickurv hos Fur Strandhotel (97 57 85 00) og sandwich eller tapas hos Fur Ø-Gårdbutik (29 38 30 65). Der skal bestilles dagen i forvejen.

  

Der er gratis adgang for børn og unge. I juli og august er der åben alle ugens dage fra kl. 10.00-17.00.
Hvor: Fur Fossiler 55.000.000 år og Fiskebondens Gård – ”Det Lille Land”, Nederby 28, 7884 Fur.

 

Arbejdende værksteder:

Du kan opleve, hvordan moderne mennesker blander gammel teknik og nutidig teknologi. Gamle gøremål bliver til brugskunst, kunsthåndværk eller en fritidsbeskæftigelse.

Aktiviteterne kan ses, høres og lugtes.

Aktørerne fortæller gerne. Måske kan du få lov at prøve.

Du kan opleve: Biavleren, billedkunst for børn, børstenbinding, filtning, gammeldags leg, pilefletning, sløjd, smedning, smykkefremstilling, spillemænd, spinding, stenhugning, strikning, syltning, traktortræf, trædrejning, vævning og ølbrygning.

 

Hvornår: De arbejdende værksteder kan opleves hver tirsdag, onsdag og torsdag i uge 28, 29, 30 og 31. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

Kalenderen fortæller, hvornår de forskellige aktiviteter finder sted.
NB. Alle hverdage i juli kan du også opleve:

Kl. 11.00 Geologisk rundvisning på Fur Fossiler 55.000.000 år, Nederby 28, 7884 Fur

Kl. 12.00 Vulkanudbrud på Fur Fossiler 55.000.000 år, Nederby 28, 7884 Fur.

Kl. 13.00 Fossiljagt med start fra Bette Jenses Høj. 40 kr. for voksne. Børn under 8 er gratis.

 

Mere info

Biavleren:

Martin Brinch, der har været fritidsbiavler i mange år, kommer og fortæller om sit arbejde med bierne. Bare rolig: Bierne tager han ikke med.

Hvornår: Tirsdagene 12., 19. og  26. juli samt  2. august fra kl. 11.00-16.00 og onsdagene 13., 20., 27. juli samt 3. august kl. 12.00-16.00.


Billedkunst for børn:

Børn kan male på molersten under vejledning af Rosdia. Fur kunst har et malebord i børnehøjde, hvor man om onsdagene kan male Fur-fisk. Kom og prøv. Det koster lidt, men så får man ”maleriet” med hjem.

Hvornår: Tirsdage, onsdage og torsdage 12.-14. juli, 19.-21. juli, 26.-28. juli og 2.-4. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Børstenbinding:

Det er et ældgammelt håndværk at binde plantefibre og dyrehår til koste og børster. Kom og se, hvordan Hans Jørgen Vester gør det.

Hvornår: Tirsdag, onsdag og torsdag 12.-14. juli. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Filtning:

Gennem mange tusinde år har fårets uld været brugt til klæde. Birthe Jelle viser, hvordan ulden kan filtes og blive til både brugsting og pynteting. Børn kan filte en farverig blomst for 20 kr.

Hvornår: Onsdagene 20., 27. juli og 3. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Fossiljagt:

Tag på fossiljagt i en af Furs molergrave. En geolog og naturvejleder viser, hvordan man leder efter fossiler og bestemmer på stedet, hvad der bliver fundet. Billetter kan købes i museumsbutikken.
Hvor og hvornår: Start fra P-pladsen ved Bette Jenses Hyw kl. 13.00 alle hverdage i juli. 

Gammeldags lege:

Der er cykelhjul, hestesko, stenkøer, stylter, sække til væddeløb, tøndebånd og andre gamle legeredskaber. Tingene må bruges frit. Plancher viser hvordan.

Hvornår: Du må bruge legeredskaberne alle dage i uge 28-31.

Geologisk fortælling:

Gå med en geolog rundt i udstillingerne og hør om moler, fossiler, vulkaner og meget mere.

Hvornår: Alle hverdage i juli kl. 11.00-12.00.

Kartning og spinding:

Marie Halborg viser, hvordan fårets uld forvandles til tråd og garn. Karter, tenen og rokken er i brug. Du må også gerne prøve.

Hvornår: Tirsdag, onsdag og torsdag den 2., 3. og 4. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Pilefletning:

Allerede i oldtiden arbejdede man med pilefletning. Jytte Kahr og Søs Juul Hansen kommer på skift. De fletter og fortæller.

Hvornår: Tirsdag 19. og onsdag 20. juli samt tirsdag 2. august. Alle dage kl. 11.00-16.00.

 

Sløjd:

Engang kunne de fleste bruge sav, stemmejern, høvl og hammer, når en dagligdags brugsting skulle fremstilles i huggehuset. I dag laver sløjdholdet fra Fur Centerklub Disneyfigurer af dekorerede træplader. Sløjdfolk kan også bygge huse – til fugle.

Hvornår: Onsdage 13., 20., 27. juli og 3. august. Alle dage kl. 11.00-16.00.

 

Smedning:

Smedene Jørgen og Lasse tænder op i feltessen og former det glødende jern. Her kan du mærke strålevarmen, lugte trækullet og høre ambolten synge.

Hvornår: Tirsdag, onsdag og torsdag 2.-4. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Smykkefremstilling:

Søster viser, hvordan man selv kan fremstille smykker.

Hvornår: Onsdag og torsdag 27.-28. juli fra kl. 11.00-16.00.

 

Spillemændene:

Omvandrende gårdmusikanter er der ikke mange af længere, men på Fur kan der pludselig dukke spillemænd op. De har rødder i øens folkemusikalske sommerlejr – og de spiller med stor lyst.

Hvornår: Kommer som en uforudsigelig overraskelse, når vejrguderne og spillemændene synes.

 

Stenhugning:

Engang kunne man som Jens Vejmand tjene til føden ved at slå sten til skærver. Nutidens stenhuggere laver brugsting, skulpturer og monumenter. Sallings stenbonde Jakob Vestergaard fortæller om sit arbejde. Han er mesteren bag den store sten på Fur Havn og Rødstensmanden ved museet på Fur.

Hvornår: Tirsdag 2. august fra kl. 11.00-16.00.

 

Strikning:

Nørklerne fra Fur strikker på pinde og fortæller om den gode gerning, som de gør for Røde Kors og andre mennesker.

Hvornår: Onsdagene 13., 20. og 27. juli samt 3. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Syltning:

Tidligere hørte syltning af årstidens bær og frugter til husmoderens faste gøremål. Kom og se, hvordan Rie gør det.

Hvornår: Onsdag og torsdag 27. -28. juli fra kl. 11.00-16.00.

 

Traktortræf:

Traktorer fra dengang hestene blev til hestekræfter på hjul. Furs gamle veterantraktorer holder træf. Ejerne fortæller, mens motorerne tøffer og dunker.

Hvornår: Tirsdage, onsdage og torsdage i uge 28, 29, 30 og 31. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.

 

Trædrejning:

Kom og oplev, hvordan Gunner ”Splint” Christensen spænder en træklods i drejebænken og former klodsen til næsten hvad som helst. Mærk lugten af friskt træ og hør drejeren fortælle.

Hvornår: Tirsdag, onsdag og torsdag den 2., 3. og 4. august. Alle dage fra kl. 11.00-16.00.


Vulkanudbrud:

Vulkanudbrud i museumshaven. Oplev hvordan selv en lille vulkan kan give både røg og strålevarme og hør geologen fortælle om vulkanisme i stor skala.

Hvornår: Alle hverdage i juli kl. 12.00.

Vævning:

Indtil for godt 100 år siden var der mange væversker på Fur. Siden kom kunststoffet. På museumsgården er væven sat op, så publikum kan arbejde på et kludetæppe. Prøv selv!

Hvornår: Du må bruge væven alle dage.

 

Ølbrygning:

I gamle dage hørte det til husmoderens faste gøremål at brygge øl. Alle kendte til malt og mæskning. Brygger Jørgen Sonne Kristensen demonstrerer sit mobile mikrobryggeri og fortæller om, hvordan korn, vand, gær og humle bliver til gyldent øl. Farve og smag kan varieres i det uendelige.

Hvornår: Torsdag 4. august kl. 11.00-16.00.

 

Kalender 2016


Uge 28:
12/07 tirsdag Biavl, billedkunst for børn, børstenbinding, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.
13/07 onsdag  Biavl, billedkunst for børn, børstenbinding, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.
14/07 torsdag Billedkunst for børn, børstenbinding, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

 

Uge 29:

19/07 tirsdag Biavl, billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

20/07 onsdag Biavl, billedkunst for børn, filtning, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, strikning, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

21/07 torsdag Billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

Uge 30:

26/07 tirsdag Biavl, billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

27/07 onsdag  Biavl, billedkunst for børn, filtning, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, smykkefremstilling, Strikning, syltning, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

28/07 torsdag Billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, smykkefremstilling, syltning, traktortræf, vulkanudbrud og vævning.

Uge 31:

02/08 tirsdag Biavl, billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, kartning, pileflet, smedning, spinding stenhugning, traktortræf, trædrejning, vulkanudbrud og vævning.

03/08 onsdag  Biavl, billedkunst for børn, filtning, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, kartning, smedning, spinding, strikning, traktortræf, trædrejning, vulkanudbrud og vævning.

04/08 torsdag  Billedkunst for børn, fossiljagt, gammeldags lege, geologisk fortælling, kartning, smedning, spinding traktortræf, trædrejning vulkanudbrud, vævning og ølbrygning.

 

 

Se også udstillingerne:

* Museets fantastiske molerfossiler, der er godt 50 millioner år gamle.

* Fiskebondens gård, hvor du går 100 år tilbage i tid.

* Gammel Havn - den tilsandede havn mellem Fur Havn og Fur Bryghus. Fri adgang.

 

Åbningstider:

Fra 1. juli til 31. august er der adgang fra kl. 10 til 17 alle ugens dage.

Entre for voksne: 65 kr. Børn og unge til og med 17 år: Gratis.

Telefon 97 59 34 11 og 99 15 69 37.

 

Senest ændretTorsdag, 07 juli 2016 21:23
Til toppen