Menu

Bustur med Sørens rejser

Bustur med Sørens rejser

Onsdag d​en​ 18​.​ maj var ​J​ens Johan og jeg, med Sørens Rejser, arangeret af Skive Folkeblad, på en fantastisk skøn tur til Haderslev og Årø, hvor vi kørte i bus til Haderslev, hvor der stod et par guider og tog os med på en byvandringstur igennem den skønne Haderslev by, inden vi søgte mod havnen, for at blive sejlet den 18 km. lange sejltur til Årø.

Det var en pragtfuld oplevelse at sejle den lange tur ud igennem den pragtfulde smalle og idylliske fjord, hvor der var et vidunderligt fugleliv, især svaner var der rigtig mange af, jeg har aldrig før i mit liv set så mange.

Udflugtsskibet vi sejlede med hed Helene, og var en kopi af en hjuldamper, godt nok var der de karakteristiske skovhjul på siden, men de blev kun drevet rundt ved skibets bevægelse i vandet, så vi følte os lidt snydt, da vi havde forventet en rigtig gammeldags hjuldamper. Foran skibet vi skulle med, lå Danmarks ældste sejlskib, Jensine af Haderslev, der blev bygget i 1861.

Vi fik en pragtfuld middag om bord, som bestod af karbonader og fløderand, og vi 43 deltagere kunne lige fylde den lille kantine næsten op.
Da vi efter godt 1½ timers sejlads lagde til kaj ved anløbsbroen på Årø,
gik vi i land, men kun godt en ½ times tid, hvor nogle af deltagerne fik sig en lille rundtur i en opbygget trailer med sæder, trukket af et el-køretøj.
Jeg og en del af de andre blev og slappede af på bænke på havnen.
Jeg havde været på Årø sidste år, og da havde vi bussen med derover og kørte rundt på hele øen.
Det, der trak denne gang var sejlturen på Haderslev fjord.

Da vi så gik om bord på Helene igen, sejlede vi bare over sundet til Årøsund, hvor vores bus holdt og ventede på os, og så kørte vi på sydsiden af fjorden til Haderslev og videre hjem, og vi var tilbage på Fur først på aftenen.

Det var en pragtfuld tur og så rigelig prisen 695 kr. værd syntes jeg.


Senest ændretTorsdag, 26 maj 2016 16:10
Til toppen