EMANUEL GRØNS SIDSTE BASTION

Mange studenter har i tidens løb haft sommerferiejob for at tjene lidt ekstra til studierne. En sommer sidste i 1970erne fik undertegnede arbejde på en af hjemegnens store gårde. Oplevelserne har er baggrunden for nedenstående fortælling. Hvad der er sandt, og hvad der er forbandet løgn, må læseren selv gætte, men her er endnu en historie om Severin:

EMANUEL GRØNS SIDSTE BASTION
af Knud Peder Jensen

Det var midt i juni måned. Solen skinnede fra en skyfri him¬mel. Severin tørrede sveden af panden. Det var hårdt arbejde. Og så i sådan en varme. Det var en opkørsel til en betonbro, der førte over en lille å, der skulle udbedres. Engjorden hav¬de i tidens løb sænket sig, så traktor og meje¬tærsker ikke læn¬gere kunne forcere broen. Til formålet havde Emanuel Grøn, så¬dan hed proprietæren Severin arbejde¬de for, købt et parti gamle jern¬¬banesveller. De skulle lægges på begge sider af broen. Dagen før havde Severin været med vogn¬manden i den nærliggende sta¬tions¬¬by for at hente Sveller¬ne. De hang sammen to og tog og vogn¬man¬den bandede og svov¬lede. At læsse dem med håndkraft var jo at tage livet af sig selv. Men det lignede proprietær Grøn. Der skulle spares. Og så måtte andre knokle.

Severin brugte en stang til at vippe og skubbe svellerne hen til broen fra den bunke hvor de var tippe af dagen før. Emanuel Grøn havde lovet at hjælpe til, men han dukkede sjældent op før hen mod middag. Han tilhørte en generation, der ikke var be¬stemt til at arbejde med hænderne. Og Severin ville også helst arbejde alene. Så kunne han passe sit eget tempo. Han nød at være i engen hvor køerne gik og græssede med deres kalve. Som dreng fiskede han sammen med en kammerat i åen, men det var længere ude mod søen. Kun en enkelt gang var de så langt oppe. Det var blevet trætte af fiskeriet og var begyndt at lege på broen. Pludselig lød der et bulder af en stemme: "Hvad fanden laver I her?" Severin og kammeraten så forskrækket op. Foran dem stod en mand. Han så meget vred ud.
  "Kan I så se at komme væk. Hvad tænker I da på!"
Med fiskestængerne i hånden løb de alt hvad de kunne over mar¬ken ud mod cyklerne ved vejen. Da Severin kom hjem, turde han ikke fortælle om det. De måtte jo have gjort noget meget galt, når manden kunne tage sådan på vej.
  Severin satte sig på en af svellerne. Det var tid for pause. Det var en tilfældighed, at det var Emanuel Grøn, at han havde fået sommerferiejob hos. Arbejdsformidlingen havde henvist ham. Han var lidt beklemt, da han stod i alléen, der førte ind til Østergård. Emanuel Grøn var kendt for at have svært ved at holde på sine folk.
  Severin var gået ind ad bagdøren. I bryggerset lå aviser bredt ud over det skurede cementgulv. Der var en duft af ren¬hed. Over alt var der pinlig orden. En gruekedel havde holdt stand mos tidernes omskifteligheder. Severin bankede på døren til køkkenet. Efter et øjeblik blev den åbnet. En ældre dame trådte frem i døråbningen. Hun lignede ikke en proprietærfrue.
  "Goddag. Jeg hedder Severin. Jeg er blevet anvist arbejde ..."
  "Goddag og velkommen. Nu skal jeg hente Emanuel. Han er på sit kontor."
  "Kontor" tænkte Severin, det var store forhold. Den midter¬ste skuffe i skrivebordet hjemme i stuen udgjorde hans faders kon¬tor. Længere inde i huset kunne Severin høre en sagte banken efterfulgt af dæmpet tale. Efter et par minutter kom proprietær Grøn. Han var midt i tresserne. Ikke særlig høj, men rund og velnæret. Han bar halvindfattede guldbriller. Et sjældent syn på landet.
  "Goddag", sagde Grøn og gav hånd, "du er så vores nye med¬hjælper. Jeg kender jo din far. Han er en stabil mand."
  Severin sagde blot ja. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare.
  "Det var godt du kunne komme og hjælpe til i sommer. Her er rigeligt at bestille til høsten er i hus.
  "Det passer fint. Universitetet starter jo igen til septem¬ber."
  "Hm, lad mig nu se", sagde Grøn og tog sig om hagen og så ned i gulvet, som grundede han over, hvad han skulle sætte sin nye medhjælp til.
  "Du kan starte med at muge ud hos fedekalvene i stalden.
Severin nikkede. Det skulle han nok og han gik straks mod ko¬stalden, som de kaldte den der hjemme. Grøn bestræbte sig på at have en tydelig udtale af ordene.
  I stalden var der en halv snes kvier, nogle fedekalve og syv køer, der havde kalvene gående hos sig. Al arbejde skulle gøres med håndkraft. Underligt at tænke på, at gården for får år siden hørte til blandt de førende på egnen. Proprietær grøn var trediegeneration på Østergård. Han overtog gården lige før udbruddet af Anden Verdenskrig. Da var der foderme¬ster og tre karle, ligesom fru Grøn havde både stuepige og kokkepige. Der¬til kom daglejerne i roe- og høstsæsonen.
  Det krævede sin mand at holde styr på alt det, men Grøn mag¬tede om nogen opgaven. Evnen var nedarvet gennem ge¬nera¬tio¬ner og forstærket af en officersuddannelse. Ud over at kunne råbe, så det kunne høres i hele nabolaget, havde Grøn lært de fine manérer, der hørte selskabslivet til. Ingen kunne som han vise borddamen til rette eller fornemme øje¬blikket for en dans. Og på dansegulvet var han en stilfuld mester. Det sammen¬lagt med proprietærstandens uskrevne ret¬tigheder gjorde i løbet af en årrække Emanuel Grøn til for¬mand for landbrugs¬foreningen, me¬jeriet og den lokale bank.

Anerkendelsen kom, da den nærliggende købstads gamle over¬klasse opfordrede Grøn til at indtræde i logen. Den var ellers  forbe¬holdt byens forretningsfolk, men som bankformand var Grøn svær at undgå. Han faldt godt til i logen og efter få år blev han udnævnt til præsident. Emanuel Grøn kunne med rette være stolt. Han havde levet op til sin stands krav om magt og anseelse.
  Severin var kun lige kommet i gang med mugningen, da pro¬prie¬tæren dukkede op. Og han viste sig snart som både venlig og snakkesalig.
  "Du er allerede godt i gang. Ja, du er vel vant til at hjælpe til der hjemme."
  "Jeg har da prøvet det før", svarede Severin.
  "Om få dage skal kvierne i engen. Så skal vi se at få kalket stalden."
Grøn gik hen til stalddøren og skuede ud over gårds¬pladsen.
  "Der er ikke så mange mere, der har fremmed hjælp. Jeg husker en høst, hvor vi havde syv spand heste i gang. Nu om dage er det svært med folk. Der skal betales ATP, tilbagehol¬des kilde¬skat og beregnes feriepenge. Folk er også uvildige til at ar¬bejde over i den travle tid."
  "Daglejerne var vel heller ikke uden problemer?", spurgte Severin.
  "Daglejerne! - Nå, ja, de, der boede på egnen, var flinke nok. De havde jo familie at forsørge. Men de såkaldte her¬re¬gårdsbisser - det var nogle være børster. Men de kunne skam godt bestille noget, når blot man forstod at holde den i gang. Men børster, det var de. De drak alt op, og lavede altid balla¬de til ballerne. Ja, det var dengang ... men fortsæt du bare. Jeg har lidt arbejde på kontoret."

De første sveller var ved at være på plads, men der var opstået et problem. Ved hvert af broen fire hjørner stak ende af en cementrør op. Svellerne var akkurat for lange til at ligge imellem. Rørene. Severin huskede pludselig, at det var dem han og kammeraten pillede dækslerne af. De brugte dem som siloer og var i færd med at fylde dem op med jord og sten, da den gale mand dukkede op. De stak cirka en halv meter i jorden og inde¬holdt ingenting. Severin gættede på, at de var brugt i forbin¬delsen med støbningen af broen.

Da grøn overtog gården var arbejdskraft billig og han så ingen grunde til at investere i nye dyre maskiner.
  Men efter at tyskerne igen var draget sydpå, kom der for alvor nye tider. Højere løn og kortere arbejdstid trak folk til byerne. Mekaniseringen tog fart. Traktorerne vandt frem. Alt skulle effektiviseres. Langsomt blev landmændene delt i to grup¬per. De der indstillede sig på de nye tider og de, der redu¬cerede folkeholdet og dermed produktionen i takt med at løn¬ningerne steg.
  Til den sidste kategori hørte Proprietær Grøn. De tyve køer, der før krigen var en mægtig besætning, var nu for lille til at lønne en fodermester.
  En årrække forsøget Grøn sig med svine¬avl, men staldene var usunde og med mange svin kom der let sygdom til. Så blev det opgivet. Tilbage var kun regningen til foderstoffirmaet, der rundhåndet havde givet kredit til en høj rente.
  Kornavl var det sidste, der var at falde tilbage på, men det var tilsyneladende kun en stakket frist. Og den førhen så mæg¬tige Østergård begyndte at få et forfaldent skær over sig.
  Så skete imidlertid miraklet. Danmark kom i fællesmarkedet. Priserne på jord steg til svimlende højder og med gårdens nye værdi kunne Grøn gøre nye lån og få gammel gæld ryddet af ve¬jen. Men Østergård var ikke længer den samme. Folkene og de fleste dyr var borte. Kun nogle få fedekreaturer holdt stand. Kun i den travle høsttid var en enkelt ansat. Det var i de år fru Grøn kom til at se gammel og forslæbt ud.
  Severin var næsten færdig med at lægge svellerne på plads. De yderste gravede han halvt i jorden, så det blev en jævn over¬gang. Længst inde ved betonen kunne der ligge to lag sveller. Som det sidste slog Severin lange pæle ned mellem svellerne. De skulle holde det hele på plads. Når Grøn ikke var hjemme, blev Severin altid budt på kaffe. Fru Grøn tog det ikke så nøje om han blev siddende lidt længere end el¬lers. Hun snakkede i et væk om børn og børnebørn. Og hun var glad for, at en af sønner¬ne endelig havde fundet en pige, selvom hun havde et barn. Men derfor kunne hun jo være god nok. Det kastede nyt lys over en episode Severin havde over¬været. En dag var tre drenge i syv, otte års alderen kommet gående sammen med Emanuel Grøn. Grøn havde set fornøjet ud og havde halet en pose med bolsjer op af lommen. De to af dren¬gene fik hver et, mens den tredje blev holdt væk med Grøns anden hånd. Det måtte være "horeungen" kunne Severin forstå nu.
  Når Severin en sjælden gang fik kaffe sammen med Grøn var den hele atmosfære i køkkenet anderledes. Fru Grøn sad tavs og så ud i luften, men Grøn talte om udenrigspolitik, valuta¬kurser og handelsbalance. Grøn var på det område en vidende mand. Danmark skulle drives som en forretning. Og der var ikke brug for blød¬sødenhed til de forkælede danskere. Folk kunne blot tage til Polen, Rusland eller et andet østland, så skulle de får at se hvad kommunisme førte til. Socialdemokra¬tiet havde været med til at køre Danmark i sænk. "Nuvel", der var for¬nuftige social¬demokrater, men de havde ingen indfly¬delse i partiet. Ingen steder havde folk det så godt som i Danmark. Uforståeligt at taknemligheden ikke var større for velstanden. Men det var vel blot den gamle krævementalitet, der gik igen. Der skulle en fast hånd til, som over for herregårdsbisserne.

Lidt før middag fik Severin øje på Emanuel Grøn. Han gik altid med en stok under armen. Af og til standsede han og skuede ud over marken. Han havde for vane at skygge med hånden for øjnene hvad enten der var sol eller ej. Alle hegnspæl han kom om ved, skulle hver have deres rokketur. De fleste var mørnet af råd, men det anfægtede tilsyneladende ikke Grøn.
  "Det skrider planmæssigt frem, kan jeg se", sagde Grøn og så anerkende på arbejdet.
  "Jeg bliver vist færdig til middag".
  "Du skulle jo være hos ingeniørtropperne. Der er brug for folk, der kan improvisere."
  "Ellers tak", svarede Severin og skulle lige til at sige, at han ville være militærnægter, men spurgte i stedet:
  "Hvor længe var du ved militæret?"
  "Lad mig nu se. - Jeg var inde fire år i alt. Ja, jeg var jo på officersskole. Det var andre tider dengang. Da var der orden i tingene. Nu er det jo det rene barneleg at være soldat. Den¬gang havde vi respekt for vore overordnede. - På officers¬skolen lærte vi at danse, at inklinere for en dame og at tænde en cigaret for hende. Engang imellem havde vi store fester. Så lang tid obersten og de øverste var der, gik alt roligt for sig. Men så snart de trak sig tilbage, gik det løs", sagde Grøn og smålo.
  "Overvejede du ikke at blive der?"
  "Nej", svarede Grøn tøvende, jeg skulle jo hjem og overtage gården. Der var jo ikke andre til det. Jeg ville ellers godt have læst noget med biologi. Det har altid interesseret mig, men det kunne der ikke være tale om. I dag kan folk vælge og vrage, men det har vist ikke gjort det nemmere. Mange unge aner jo ikke hvad de selv vil. Vi behøver ..."
Hvad "vi behøvede" fik Severin aldrig at vide. Grøn stod et øjeblik og stirrede på svellerne, inden han med hæs stemme fremstammede:
  "Rørene! Hvor er rørene?"
  "Rørene", gentog Severin for ligesom at vinde tid.
  "De fire rør ved broen hjørner. Hvor er de?"
  "Svellerne var for lange og jeg havde inge sav, så ..."
  "Dækket til! Det MÅ DE IKKE VÆRE", Det står i instruksen. De skal holdes ren og være lettilgængelige. Du må straks for det ordnet, så de er synlige. Severin var pludselig ikke i tvivl længere. Det var Grøn der havde jaget dem væk fra broen tyve år tidligere. Han tænkte på at løbe, men i mellem¬tiden var han blevet voksen, og så måtte han tage hvad der kom.
  "Jeg vidste ikke de havde nogen betydning."
  "Jo sandelig har de betydning. Det er et led i Danmarks sik¬kerhed", sagde Grøn og så betydningsfuld ud.
  "Danmarks sikkerhed ...?"
  "Ja, ja, det kan du jo heller ikke vide, når du ikke har været soldat. Ser du. Da engen i sin tid blev afvandet og åen rettet ud, blev den gravet som en kampvognsspærring", for¬klare¬de Grøn og viste med hånden, hvordan en tanks ville dykke ned med snuden og sidde uhjælpelig fast. "Men det hjælper jo ikke noget, hvis der findes broer, som fjenden kan benytte. Derfor er der gjort forberedelser til, at broen kan sprænges. Og der¬til er de fire rør beregnet. Jeg har derfor pligt til at holde den rene og lettilgængelige. Sjusk kan være skellet mellem sejr og nederlag, mellem frihed eller undertrykkelse."
Severin nikkede. Så forstod han bedre at Grøn blev så op¬hidset dengang de legede på broen. Det ærgrede ham alligevel at han nu skulle gøre det meste af formiddagens arbejde om. Men Severin ville ikke gøre sig klog på de militære aspekter i sagen. Pro¬prietær Grøn vidste bedre. Han havde været med i hjemmevær¬net i mange år.

27.10.2008
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.