Menu

Stormøde i Furs Forenede Foreninger

Stormøde i Furs Forenede Foreninger

Lørdag den 30. januar samles bestyrelserne for de syv foreninger, der indgår i Furs Forenede Foreninger. De skal drøfte, hvordan arrangementet Fur Rundt kan organiseres på en ny måde. De senere år har FFF bestået af seks foreninger, nemlig Fur Bådelaug, FurKunst.dk, Fur læseforening, Fur Museums Støtteforening, Fur Sogneforening og Fur Tennisklub – men fra 1. januar 2016 er Fur Havneforening blevet medlem af foreningssamvirket Furs Forenede Foreninger. Arbejdsopgaverne skal nu fordeles mellem syv foreninger mod seks før. 

Der ligger en rimelig stor organisation bag et arrangement som Fur Rundt. Planlægningen begynder måneder i forvejen og på selve dagen samt dagen før og efter yder omkring 65 personer en frivillig arbejdsindsats, som er forudsætningen for, at det hele fungerer. Hidtil har en tovholder stået for koordineringen af arbejdsplaner og bemandingslister. Det har dog vist sig, at tovholderens opgaver har været for arbejdskrævende. Derfor skal tovholderens funktion også drøftes på stormødet.
Mødet finder sted i Fur Bådelaugs klubhus fra kl. 10. Da der er kaffe og rundstykker, skal bestyrelsesmedlemmerne tilmelde sig på forhånd på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Og husk: Fur Rundt finder som altid sted den anden lørdag i juli. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

På vegne af Furs Forenede Foreninger
John Brinch Bertelsen (formand)

Til toppen