Menu

Rejsebrev fra Barcelona

Rejsebrev fra Barcelona

H.C. Andersen sagde ”at rejse er at leve”, og min far sagde altid ”se at komme afsted”, så en studietur til Barcelona var derfor en mulighed jeg var hurtig til at gribe.

Muligheden opstod, da jeg til dagligt læser Cand. Merc. International Business på Aarhus Universitet. Uddannelsen lægger op til at komme ud og arbejde i en større international virksomhed enten i Danmark eller i udlandet. Det er derfor oplagt undervejs at tage nogle fag udenfor Danmarks grænser. Jeg søgte sammen med 2 veninder fra min studiegruppe (Henriette og Lotte) på ESADE Business & Law School på deres Summer Program i Barcelona. Tidsperioden var fra d. 26 juni – 27 juli 2015.

ESADE ligger 20 km nord for Barcelona i Sant Cugat, og vi blev fra start meget overrasket over skolen, som er nybygget fra 2009. Det er en skole, der er langt mere innovativt bygget end det vi har været vant til på Aarhus Universitets gamle lokaler. Den brander sig med ordene: ”inspire the future”  og har større afdelinger med workshops, hvor man må skrive på væggene, der er lavet som whiteboards, så man altid kan være kreativ. Derudover har skolen forskellige etager malet i hver sin stærke farve for at give energi og inspiration til innovative tanker. Derved forsøger skolen at lægge op til et innovativt miljø med gode kreative faciliteter. Den har ydermere områder, som lægger op til afslapning og fordybelse, mens sociale områder og workshops fungerer som “væksthuse”, der skal fremme netværk og iværksætteri.

Campus - som strækker sig over 6000 m2 – rummer, udover de skolerelaterede områder, også et fitnesscenter, restaurant, børnepasning til medarbejdere og besøgende, samt en frisørsalon. Derudover har stedet også det de kalder E-Garage, hvilket er en afdeling der har kontakt til en masse entreprenører og virksomheder, som kan formidle kontakt og ressourcer til de studerende, der ønsker hjælp til opstart af en ny forretningside.


Vejen op til skolen


Skolen set udefra


Et af de mange forelæsningslokaler

I løbet af de 4 uger tog vi 4 forskellige fag. De to første fag var Finance og European Union, hvilke blev afsluttet i uge 2 med hver sin eksamen, og de sidste to fag var International Marketing og et Geopolitisk fag, som blev afsluttet med hver deres eksamen i uge 4. Hver dag havde vi timer fra kl. 9.30-14.00.

Umiddelbart lyder det måske ikke som mange skoletimer, men da vi havde valgt at bo inde midt i Barcelona for at opleve mest muligt, havde vi en transporttid på ca. 2 timer hver dag. Hverdagene gik derfor hurtigt med skole, lektier, transport, indkøb m.m.  

I forhold til forelæsningerne, så var de meget anderledes, end det jeg har været vant til på Aarhus Universitet. Der har man oftest forelæsninger på store hold med mellem 200-300 studerende. I Barcelona var der derimod  langt færre studerende fordelt på mindre hold af 20-30 studerende. Der var derfor langt bedre mulighed for aktivt at kunne stille spørgsmål, og ligeledes aktivt blive spurgt til svar på spørgsmål.

2-3 gange om ugen var der lagt aktiviteter ind fra skolens side med bl.a. ’company visits’, ’cultural activities’ eller ’coffee time with the professor’ efter timerne kl. 14.00.
 
Det var generelt rigtig gode arrangementer. Vi besøgte bl.a. Cava producenten ”Freixenet” udenfor Barcelona, samt havde et besøg bag om kulisserne i en større ”outletby” med butikker. Et lidt anderledes arrangement fra skolens side var en team-building dag, hvor vi skulle lære at bygge ”Castelles”, hvilket på dansk er kendt som ”mennesketårnet”. Det er en Catalansk tradition, som i ordets bogstaveligste forstand går ud på at bygge tårne af mennesker. Det var en super fed dag og vi kom virkelig tæt på hinanden på summer school holdet.

Udover de mange aktiviteter, der blev arrangeret fra skolens side, brugte vi alle 5 weekender på selv at tage ud og opleve Barcelona på egen hånd. Vi fik bl.a. oplevet FC Barcelona’s Stadion, den berømte kirke ’La Sagrada de Familia’, hvilken er kendt som den ufærdige kirke, da der er bygget på den siden 1882. Derudover tog vi på dagsture rundt i Barcelona’s gader m. guide, besøgte Park Güel som er en park designet af Antonio Gaudi, og indeholder keramiske fliser der skaber unikke kunstværker. Ugerne blev afsluttet hver søndag med, at vi tog os  en velfortjent stranddag på nogle af Barcelona’s kendte hvide strande.


Foran Katedralen som vi boede ved siden af. Jeg står her sammen med Henriette


Sightseeing på FC Barcelona's stadion


La Sangrada Familia kirken set udefra


Mennesketårn udført i Barcelona's gader af professionelle castellers

Barcelona er en meget sprudlende turistby, som både har stranden og storbylivet. Spanierne er dog ikke altid lige gode til engelsk og kulturen er til tider noget anderledes end herhjemme. Blandt andet spiser de som bekendt noget senere end danskere gør, og vi var da også blandt nogle af de første til at spise både vores frokost og aftensmad. Om aftenen venter spanierne gerne til kl. 22-23.00 tiden med at gå ud og spise. Havde vi været der længere end en måned havde vi formentlig vænnet os til det, men ikke på blot 4 uger. Derudover er Barcelona kendt for, at der bades topløs på strandene, hvilket vi dog ikke adapterede, men i stedet lige skulle vænne os til de første par gange på stranden.


Sidste dag på ESADE til diplomoverrækkelsen


Sidste dag på ESADE til cocktail afslutning. Fra venstre er det Henriette, Niki (Hollandsk pige, som vi læste med) ,  undertegnede og Lotte

Selvom studieturen kun var for en måned har oplevelserne været mange og jeg kunne fortælle meget mere om dem alle. I stedet vil gerne sige tusind tak til Fur Uddannelsesfond, for at tildele mig et uddannelseslegat, som har været til stor støtte blandt andet til husleje og undervisning ved mit studieophold i Barcelona. Tusind tak!

Benedikte Fog

 

Senest ændretmandag, 07 september 2015 20:09
Til toppen