Menu

Fur Strand Hotel med i Sansefestival 2014

  • Skrevet af 
Fur Strand Hotel med i Sansefestival 2014

Sansefestival 2014 – forkortet Sans2014 - er navnet på den fødevarefestival i Struer, som Enjoy Limfjorden laver optaktsarrangementer til i Struer, Holstebro, Lemvig og Skive kommuner i dagene 6.-9. august.

Som en del af optaktsarrangementerne, har 7 spisesteder sagt ja til at være en del af det fælles projekt ”Spis lokalt for kr. 250”. I Skive kommune tilbyder Fur Strand Hotel i dagene 7. og 8. august en spændende menu med fokus på gode, lokale råvarer 

Sansefestivalen i Struer ser ud til at blive den hidtidige største – både med hensyn til antal deltagende aktører, deltagende kokke og ikke mindst antal dage, som festivalen spreder sig over. I perioden 6. – 8. august afvikles der en række optaktsarrangementer i de 4 kommuner, der arbejder sammen om det fælles turistprojekt ”Enjoy Limfjorden” ”, fortæller udviklingskonsulent Janne Kragh Pedersen fra SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.

En lille arbejdsgruppe med tilknytning til Enjoy Limfjorden blev i foråret enig om, at man ville prøve at få nogle af områdets spisesteder til at deltage i optaktsarrangement til Sansefestivalen. Konceptet skulle være, at de enkelte spisesteder forpligtede sig til at lave en menu til max kr. 250 og at menuen gerne måtte afspejle de råvarer, som området har at tilbyde.

Syv spisesteder i de 4 kommuner sagde ja at være med, oplyser Janne Kragh Pedersen, der uddyber: -I Skive kommune er Fur Strand Hotel med i ”Spis lokalt for 250 kr – i selskab med så forskellige spisesteder som Cafe Humlum, Venø Kro, Hotel Nørre Vinkel, Restaurant Falling Water, Restaurant Under Klippen og Restaurant den Røde Plads.

Fur Strand Hotel

Fur Strand Hotels forpagter, Jonas Kristensen, har kreeret en 250 kr menu bestående af en forret med røget laksesalat med lokale Fur urter. Til hovedret grillet grisebasse med lokale sommerkartofler og gulerodspure samt sauteret grønt.

Læs meget mere på festivalens hjemmeside http://sansefestival.dk, lyder opfordringen fra Janne Kragh Pedersen, der naturligvis håber, at såvel lokale borgere som turister har lyst til at deltage i nogle af de mange arrangementer, som Sans2014 tilbyder i dagene 6.-8. august.

Ud over tilbuddet ”Spis lokalt for 250,-” får Skiveegnen også besøg af den fra Nak & Æd kendte kok Nikolaj Kirk og den svenske tv-kok Tareq Taylor i løbet af festival-ugen.

Til toppen