Menu

Dagli´Brugsen på Fur efterlyser flere medlemmer

Dagli´Brugsen på Fur efterlyser flere medlemmer

Bliv medlem og kom med til generalforsamlingen den 25. april i Fur Forsamlingshus.

FurNyts udsendte har lagt vejen forbi Dagli`Brugsen, eller blot Brugsen, som den hedder i daglig tale, for at få en snak med uddeler Svend Åge Jacobsen.  Den udsendte træffer ham på hans udkigspost i hjørnet af butikken, hvor der er indrettet et kontor, hvorfra hele butiksarealet kan overskues.  Stillingen som uddeler har Svend Åge haft siden 1987. I de 27 år er der sket mange forandringer. Den største var, da butikken for godt 10 år siden flyttede fra Debel til dens nuværende plads ved havnen.

I dag har Brugsen, der er medlemsejet, omkring 300 medlemmer, fortæller Svend Åge, da vi nogle øjeblikke senere har slået os ned i personalets frokoststue for at få en kop kaffe og et friskbagt rundstykke fra butikkens bake-off ovn. Det koster 200 kr. at blive medlem – penge som man får igen, hvis man en dag skulle vælge at melde sig ud. Medlemskortet rummer flere indlysende fordele, mener uddeleren. Med kortet i hånden får man tilkendt bonus point, hver gang man handler. Jo mere man handler jo flere bonuspoint får man.  Flere gange om året er der så mulighed for at handle ind via sine opsparede point. 

 

En anden fordel er, at man som medlem via COOP´s hjemmeside kan tilmelde sig, så man én gang om ugen modtager et personligt medlemstilbud, hvor varerne er sat betragteligt ned.  Lige inden for indgangsdøren til butikken sidder der en scanner, hvor man via sit medlemskort altid kan se, hvilke medlemstilbud, der venter. Typisk er der 7-9 tilbud. Det kan være pålæg, chokolade, vin, ost, kaffe og meget andet, som bliver tilbudt med stor rabat. Op mod jul kan der også være daglige tilbud, som eksempelvis sidste jul, hvor den udsendte sikrede sig en stor pigecykel til 500 kr. 

En tredje fordel er, at man som medlem kan komme med til den årlige generalforsamling. I år afholdes generalforsamlingen den 25. april kl. 19.00 i Fur Forsamlingshus. Af hensyn til maden, skal man tilmelde sig og bagefter underholder ”Æ Holm”, som nogen måske husker fra X-Faktor.  Det plejer at være en hyggelig aften, hvor der kommer op mod 100 mennesker. 

Som noget nyt, kan alle tilmelde sig en sms-service ved at udfylde et kort ved kassen. Man vil så modtage max. to tilbud pr. uge. Det er en service, som uddeleren venter sig meget af. Det er en hurtig måde at gøre opmærksom på, at Brugsen har fået fat i et godt tilbud, som kan tilbydes kunderne den næste dag. 

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Senest ændretTirsdag, 22 april 2014 09:05
Til toppen