Notice: Use of undefined constant K2_BUILD_ID - assumed 'K2_BUILD_ID' in /var/www/furnyt.dk/public_html/administrator/components/com_k2/helpers/html.php on line 350
25 år ved Fur Brandvæsen
Menu

25 år ved Fur Brandvæsen

25 år ved Fur Brandvæsen

Torsdag den 19. december var lidt af en mærkedag på Fur Brandstation. Da modtog to af Furs brandsvende, Alex Herbst og Hans Madsen hver en medalje for 25 års tro tjeneste ved Fur Brandvæsen.

I den anledning genoptrykker FurNyt en artikel om Fur brandvæsen, der blev bragt i januar 2007

”Fur 1” holder den røde hane i ave

Fur har i mindst 45 år haft eget brandvæsen, siger leder af Fur Brandvæsen Alex Herbst. FurNyt har besøgt Fur Brandstation.

Furboen, der tog initiativ til et brandvæsen på Fur, var ”Henry Mekaniker”, der havde mekanikerværkstedet i Hvirp, hvor nu Fur Autoservice har til huse. Ved siden af værkstedet havde han en stor vandtank, der var klodset op, så en lastbil kunne bakkes ind under den og tanken derefter hejses ned på ladet, fortæller Alex, da vi sidder i opholdsstuen på Brandstationen på Viljetoften.

Når så brandalarmen lød, blev der ringet til en vognmand, om han kunne hente vandtanken hos Henry-mekaniker og køre den til adressen, hvor der var ildløs. Hvis vognmanden havde fuldt læs på forinden, kunne der godt gå lidt tid, inden han fik læsset af og vandtanken på.

Derfor var det et stort fremskrift, da Falck i Skive udlånte en rigtig brandbil til Fur. Det var en åben vogn, hvor folkene sad i det fri, blot med en rem om livet, så de ikke drattede af under kørslen. Men også den blev forældet og den nuværende brandbil, der har en fortid med udkørsel af fyringsolie, blev købt. Den kan tage 10.000 liter vand, og det er en kraftig forbedring mod de 4.000 liter, som den gamle kunne tage. Dengang kunne det godt hænde, at tanken løb tom, inden Durup Brandvæsen nåede frem.

I begyndelsen var det Skive Brandvæsen, der rykkede ud, når den røde hane galede på Fur, men da Durup Brandvæsen blev opgraderet, blev det dem, der skulle bistå på Fur.

Ni mand i styrken

I dag er der knyttet ni mand til Fur Brandvæsen. Det er ikke pengene, der får folk til at melde sig, for timelønnen er ca. 72 kr., men trods det er det ikke noget problem at få folk. ”For at vi kan rykke ud, skal mindst tre være mødt, og af dem skal én have stort kørekort for at kunne køre brandbilen”, fortæller Alex. Alex er den eneste, der bliver alarmeret direkte af Falck. Han er med i en forsøgsordning, som nu har varet i tre år. Resten af styrken bliver aktiveret via telefon.

Det er en besværlig måde at gøre det på, siger Alex, men snart går man også over til, at alarmen går via sms til mobiltelefonen. På stationen er der en turnusordning, så man skiftes til at tilse materiellet, så det er klar, når alarmen går.

Alex Herbst har været med i mere end tyve år, og der er nok af oplevelser at tænke tilbage på. Heldigvis har ingen brande på Fur kostet menneskeliv. Det er altid grimt, når det er et hus, der brænder, siger han. Det værste er tiden, indtil man ved, at alle er ude i god behold. Han mindes en aften for nogle år siden, at telefonen ringede:

”Det er alarmcentralen”, lød en stemme og fortsatte: ”en mand har ringet – der er brand på Fur – men hvor ved jeg ikke – jeg kan nemlig ikke forstå, hvad han siger”, lød det fra vagthavende, der ikke var vant til at høre Fur-dialekt.

”Det er nu let afgjort”, kunne Alex svare tilbage, for han kunne fra sit vindue se, at det var oppe i Nørre Debel.

Normalt er det Alex, der kører bilen. Alt hvad brandfolkene skal bruge af støvler, tøj og hjelme er ombord, så de kan køre direkte til brandstedet, så der ikke går tid med først at samles. Men sidste år vidste det sig, at det system også har sine svagheder. Alex var en tur ved Vesterhavet, da alarmen gik. Han svarede straks tilbage til alarmcentralen, at han ikke var hjemme, hvorfor alarmcentralen skulle sørge for at alarmere en chauffør til brandbilen. Det glemte alarmcentralen og resultatet blev, at brandfolkene ilede til markbranden, men brandbil kom der ikke nogen af. Til gengæld blev der skabt en god historie, som sikkert vil blive fortalt igen og igen i mange år. Og det er jo ikke det ringeste.

23.12.2013
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Senest ændretMandag, 27 Januar 2014 14:59
Til toppen