Menu

Historien om en flue på en væg

Historien om en flue på en væg

Fra den 9. november – 17. november gæstede 8. fotojournalistelever fra Journalisthøjskolen i Århus Fur. De havde som opgave at lave et magasin om livet på Fur. En af eleverne hed Laust. Han havde forud bedt om at måtte følge arbejdet på FurNyts redaktion. Som det skulle vise sig, havde han i sidste øjeblik ændre fokus på sin historie. Det blev en særegen uge, som FurNyt Udsendte nu har beskrevet i en historie, der har meget lidt med den objektive sandhed at gør. Men som måske alligevel kan fortælle lidt sandt om den hunger efter berømmelse som præger vores tid.

 

Fluen på Væggen

”Goddag, mit navn er Laust. Jeg vil gerne følge dig den næste uge”. Sådan noget lignende lød udgangsmeldingen fra en ung mand, der hin søndag middag strakte hånden frem til goddag. Han havde truffet FurNyts Udsendte i Brugsens indgangsparti, hvor den Udsendte prøvede at overtale folk til at få et OK-kort, så de kunne støtte skolen. Laust var fotojournaliststuderende og skulle sammen med 7 medstuderende skildre livet på øen. Hver skulle skrive to siders tekst og levere 5-7 billeder til et magasin. Valget af den Udsendte som skriveobjekt skete som følge af, at han arbejdede på FurNyts redaktion. Laust’ ide var at følge arbejdet på redaktionen, men han kunne nu meddele, at undersøgelsen ikke så meget angik redaktionen, som redaktøren selv. Hvem var denne redaktør?

”Tak skæbne”, var den første tanke, der borede sig gennem den Udsendtes hjerne. Hvor i landet kom denne Laust fra? Jo, han kom såmænd fra Bornholm. Der boede hans forældre på en afsides vej uden for ø’s lov og ret. Han var selv 23 år og havde en kæreste i København og han ville, som han sagde, være en flue på væggen i den Udsendtes hjem.

Instinktivt var den Udsendte imod, men Fluen så ganske fredelig ud, og på denne årstid er de fleste fluer også fredelige og holder sig i baggrunden. Til med havde den Udsendte gennem sit godt tresårige liv forsøgt at få styr på, hvem han i grunden selv var, så hvis Fluen kunne gøre arbejdet færdig på en uges tid, kunne meget være sparet.

”Det er ok”, lød det fra den Udsendte og sådan gik det til, at Laust den næste uges tid forvandlede sig til en flue på væggen i den Udsendtes eget hjem.

*

Klik, klik, klik lød det, da den Udsendte gik i knæ foran masseovnen og begyndte at stable brænde ind til næste optænding.

”Det er vigtigt, at soden fjernes med en fugtig klud, ellers kan den brænde fast i glasset”, forklarede den Udsendte, mens han tørrede glaslågen med en fugtig klud. Klik, klik, klik. Kameraet lød som små hidsige skudsalver i en borgerkrigsramt by.

Efter at masseovnen var fyldt op, blev computeren tændt. Hver dag kom der mails til redaktionen, der enten skulle besvares eller sendes videre. Andre gange var det små artikler, der skulle skrives om dette eller hint.

”Du skal bare lade, som om jeg ikke er her”, lød det fra fluen efterfuldt af klik, klik, klik. Den Udsendte så væk fra skærmen og lige ind i glasset på en stor, rund linse. Klik, klik, klik, klik. Det generede ham egentligt ikke så meget, som han havde ventet. Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt drømt om at blive en berømt person, der blev badet i fotografernes blitzlys? Pjat, tænkte han.

”Du skal bare være dig selv og lade som om jeg ikke er her, lød det igen beroligende fra fluen, mens hans finger udløste endnu en salve af klik. Den Udsendte var udset til at spille rollen som sig selv og gennem Fluen give læserne indblik i, hvordan den Udsendtes hverdag forløb. Den Udsendte mærkede for første gang gennem lang tid en følelse af at være noget betydningsfuldt. At arbejde på en lille, lokal hjemmeside var ikke noget, der affødte særlig prestige i journaliststanden. Men nu var alt, hvad den Udsendte foretog sig, pludselig interessant. Ikke, fordi det var interessant i sig selv, men fordi det var den Udsendte, der udførte handlingen. Ikke, fordi det han gjorde, adskilte sig fra millioner af andre mennesker, men netop fordi den Udsendte ikke længere var hr. hvem som helst, men én som medierne havde valgt at gøre berømt. Et øjeblik så den Udsendte for sin indre øje en række af billeder af kendte personer passere forbi: Michael Jackson, John Lennon, Muhammad Ali, Jimmi Hendrix – stjerner, der altid vil lyse over det 20. århundrede. Engang læste den Udsendte i en avis, at der på en auktion i London var blevet solgt en rugbrødsmad, som John Lennon havde taget en bid af. En tjener eller vært havde åbenbart gemt brødet og nu var det pludselig penge værd. Den udsendte så sig rundt i stuen. Måske var alt, hvad han havde samlet pludselig noget værd. Ikke fordi det kunne bruges til noget, men blot fordi, at han, den Udsendte, havde ejet det.

Klik, klik, klik. Den Udsendte var faldet i staver ved skærmen. Det ene luftslot efter det andet drev ind fra vest indover det nedlagte husmandssted, hvis jorde i en fjern fortid kunne brødføde en familie. Det gjorde ikke noget at dagdrømme lidt, beroligede hjernen ham, for det var også en del af den Udsendte, og derfor vigtigt for folk at blive gjort bekendt med.

Dagene gik. Klikkene lød som sød musik i den Udsendtes øre. Selv, når han efter silden og spejlægget tog den obligatoriske halve time på sofaen og verden svandt ind til fordel for drømme om berømte personer, der trykkede i hånden og gav slag på skulderen, anede han som fjerne lyde disse beroligende klik, klik, klik, klik.

Som slutpunkt på ugen skulle den Udsendte interviewes om sit livs bedrifter. Fluen gik systematisk frem og afdækkede den udsendtes liv og syn på verden. Den Udsendte blev mere og mere bevidst over svarenes betydning. Verden ventede ligefrem på svar, fornemmede han. Nogle gange kom svaret prompte. Andre gange lagde han en lille kunstpause ind. Atter andre gange lod han svaret komme tøvende. Det havde han set en berømt skuespiller gøre på tv, da han blev interviewet om sit liv og det efterlod et indtryk af en tænksom, søgende person, syntes den Udsendte.

Som sidste punkt skulle der tages et portrætfoto af den Udsendte. Det foregik i døråbningen til et redskabsskur. Her var lyset bedst, forklarede Fluen. Klik, klik, klik, klik lød det i en uendelighed, mens den udsendte blev dirigeret af Fluen, der nu var kommet ud i det fri og ville tage det ultimative portræt, der viste de inderste dybder i den Udsendte selv. Klik, klik, klik, klik. Se op! Se til siden! Se på min finger! Det svimlede for den Udsendte. Se til højre, Se til venstre! Omkring!

*

Fluen og hans medstuderende drog igen af øen. For den Udsendte ventede hverdagen med dens monotome gøremål. Han var igen en almindelig borger, der blot sov, spiste, arbejdede, passede barn, så tv og sov. I begyndelsen efterlod klikkene en tomhedsfølelse, men efterhånden lærte han at undvære dem. Men en gang imellem kom savnet. Klik, klik, klik, klik. Det var nu en dejlig lyd.

Knud Peder Jensen - 2. december 2013

Senest ændretFredag, 14 februar 2014 06:43
Til toppen