Menu

Opbakning til friskole på Fur

  • Skrevet af 

Tirsdag den 18. juni var der indkaldt til møde i Fur Forsamlingshus. Mødeindkalderen var ”Skolegruppen”, der er en kreds af forældre til børn på Fur Skole, der som bekendt er en afdeling af Fursund Skole. Anledningen til mødet var, at Børne- og Familieudvalget i Skive Kommune har indstillet, at Fur-afdelingen nedlægges og at børnene fra august 2014 overflyttes til Fursund Skole i Selde

Tirsdag den 18. juni var der indkaldt til møde i Fur Forsamlingshus. Mødeindkalderen var ”Skolegruppen”, der er en kreds af forældre til børn på Fur Skole, der som bekendt er en afdeling af Fursund Skole. Anledningen til mødet var, at Børne- og Familieudvalget i Skive Kommune har indstillet, at Fur-afdelingen nedlægges og at børnene fra august 2014 overflyttes til Fursund Skole i Selde.

I de sidste 14 dage har Skolegruppen arbejdet med ideen om, at oprette en friskole og havde til aftenens møde inviteret konsulent i Dansk Friskoleforening, Morten Møller til at fortælle om mulighederne for at lave en friskole.

Efter velkomsten fremlagde Mikael Rohde Skolegruppens tanker og visioner for en fremtidens skole på Fur. Mikael er selv tilflytter fra Odder og har boet på Fur i et år sammen med sin kone og tre børn og var af skolegruppen blevet bedt om at fremlægge. Blandt de punkter, han nævnte, var at der skal være et højt fagligt niveau, at der skal være fokus på fortælling og sprog, at der skal være et nært forhold til øens erhvervsvirksomheder, hvor eleverne kan komme i praktik, at den unikke natur på Fur og fjorden skal udnyttes i undervisningen og at der skal være venskabsskoler i andre lande. Skolegruppen håber at kunne lave et tilbud, der også vil appellere til folk uden for Fur, og som vil gøre det attraktivt at flytte til øen. Mikael sluttede med at side, at der var tale om indledende undersøgelser, og at der nu pågår mere konkrete overvejelser frem mod udarbejdelse af et konkret beslutningsgrundlag.

Herefter fik skolekonsulent Morten Møller ordet. Han fortalte først om de formelle krav, der skal overholdes. En friskole skal anmeldes senest 15. august 2013, hvis den skal starte med statstilskud året efter. Samtidig skal der indbetales et depositum på 20.000 kr. som man får retur, hvis projektet realiseres og er tabt, hvis man opgiver under vejs. Og som Morten Møller tilføjede, har man svært ved at skaffe de 20.000 kr. så er det nok bedst helt at opgive. Siden skal der indbetales yderligere 10.000 som bekræftelse på, at projektet bliver til noget, der skal oprettes en bestyrelse, lave vedtægter, ansættes skoleleder, skaffer godkendte lokaler m.m.

I modsætningen til en skolebestyrelse i folkeskole, så er det i en friskole bestyrelsen, der har den afgørende magt og indflydelse. Den skal blot holde sig inden for det, som loven foreskriver. Med den større indflydelse følger også et større ansvar. En friskole kan således godt gå konkurs.
En friskole skal som minimum have 32 elever på alderstrinnet 0-7 klasse. Elevtallet opgøres hvert år den 5. september og er gældende for det følgende års statstilskud.

I skolens 1. leveår skal skolen have 14 elever. Elevernes fordeling på klassetrinene 0 - 10. klasse er underordnet.
I skolens 2. leveår skal skolen have 24 elever. Elevernes fordeling på klassetrinene 0 - 10. klasse er underordnet.
I skolens 3. leveår skal skolen have 32 elever. Eleverne skal være fordelt på klassetrinene 0. - 7. kl.

Efter oplæggene var der debat. Fra flere sider blev det påpeget, hvor vigtigt det er for et samfund som Fur at have egen skole. Ellers vil det i fremtiden blive svært at tiltrække børnefamilier til Fur. Mødet endte med, at forsamlingen gav ”Skolegruppe” sin fulde opbakning til at fortsætte arbejdet med at etablere en friskole.

Talskvinde for gruppe er Berit Bladt Johannesen, der kan kontaktes på tlf. 23295418 for yderlige oplysninger.

19.06.2013
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 


 

Senest ændretOnsdag, 19 juni 2013 18:59
Til toppen