Logo
Udskriv denne side

Det giver god mening at spare på energien

Bodil Junker fra Fur har fået smag for at handle energirigtigt: Hun har fået et gratis energitjek af hendes bolig, investeret i solceller og luft-til-luft varmepumper. Hun er med andre ord én af dem, der har bidraget til, at Fur de seneste år er blevet væsentlig mere energirigtig

Bodil Junker fra Fur har fået smag for at handle energirigtigt: Hun har fået et gratis energitjek af hendes bolig, investeret i solceller og luft-til-luft varmepumper. Hun er med andre ord én af dem, der har bidraget til, at Fur de seneste år er blevet væsentlig mere energirigtig.

For nylig blev Furs klimaregnskab for 2011 offentliggjort. Det viser, at borgerne på Fur har reduceret deres energiforbrug i private og fritidshuse med hele 10 procent. Overordnet set betyder det, at CO2-udledningen pr. indbygger er faldet fra 6,8 tons til 5,5 tons. Det er et fald på 19 procent.

Bodil Junker nyder udsigten over vandet sammen med hunden Simba

Furbo

Bodil Junker har ivrigt fulgt med i det grønne udviklingsprojekt Innovation Fur, der startede for to år siden. Det har medvirket til, at hun har fået installeret vedvarende energikilder i hendes hjem, og i det hele taget er blevet endnu mere opmærksom på, hvordan hun kan spare på energien.

- Jeg vil rigtig gerne bakke op om projektet. Jeg synes, det er et glimrende initiativ; det er godt, hvis Fur kan blive kendt som en grøn ø, hvor vi gør noget ekstra for at være miljøvenlige.

På Fur ved en tilfældighed

Egentlig landede Bodil Junker på Fur ved lidt af en tilfældighed.

- Jeg arbejdede i Kolding, hvor jeg havde en butik. En kollega gjorde mig opmærksom på et lille fint hus på Fur. Jeg havde aldrig været på Fur, men bød alligevel på huset, og inden jeg så mig om, var jeg blevet husejer her på Fur, griner Bodil Junker, der startede med give huset en ordentlig overhaling. Døre og vinduer blev udskiftet, der blev bygget en terrasse og fældet træer. Nu fremstår hendes hus i tip top stand og med en fabelagtig smuk udsigt til vandet.

Bodil Junker faldt hurtigt ind i Furs rige foreningsliv og fik dermed også hurtigt en omgangskreds på øen. I dag, seks år efter hun er flyttet til øen, har hun rigeligt med aftaler i kalenderen og et stort socialt netværk på øen.

Udsigt til vandet

Og netop den smukke udsigt fra Bodil Junkers hus og det sociale netværk var medvirkende til at få hende igennem en svær periode.

- Jeg har haft en længere sygdomsperiode og er ikke et sekund i tvivl om, at den smukke natur og rolige omgivelser her på Fur har haft en healende effekt. At sidde her i mit køkken og kigge ud over fjorden er jo en ren lise for sjælen, fortæller Bodil Junker.

Sparer på energien

Nu kigger Bodil Junker fremad. Også på energiområdet, hvor hun har opdaget, at det faktisk er sund fornuft at spare på energien, for det er både godt for miljøet og giver også kontakte besparelser.

- Jeg har sparet 850 liter fyringsolie på et år. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg har haft mine solceller under et år, så jeg ved endnu ikke, hvor meget jeg har sparet der. Men jeg er sikker på, at det også er en del. Jeg kan jo følge med løbende; på solrige dage er der jo rigtig godt gang i produktionen.

På spørgsmålet om, hvordan det kan være, at hun har kastet sig over vedvarende energi og energibesparelser, siger hun: Jamen, det giver i det hele taget bare rigtig god mening at spare på energien og være en del af den grønne bølge.

 

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.