Logo
Udskriv denne side

Kirketårnet på Fur under renovering

I øjeblikket er håndværkere ved Fur Kirke i gang med at renovere kirkens tårn. Et projekt, der vil kommet til at koste 1,775 millioner kroner. Forleden lagdeFurNyt vejen forbi. Det gav mulighed for at komme en tur op på stilladset ved det 22 meter høje tårn

I øjeblikket er håndværkere ved Fur Kirke i gang med at renovere kirkens tårn. Et projekt, der vil kommet til at koste 1,775 millioner kroner. Forleden lagdeFurNyt vejen forbi. Det gav mulighed for at komme en tur op på stilladset ved det 22 meter høje tårn.

Den opgave som håndværkere nu er i fuld gang med, er en ind- og udvendig istandsættelse af kirkens tårn omfattende oplægning af nyt blytagdækning, etablering af nye tværforandringer, murreparation og kalkning.

Mange af tårnets murankre, der skulle holde sammen på murværket er så rustne, at de for længst er ophørt med at have nogen funktion. Måske derfor blev der under kalken fundet en revne, der gik fra tårnets vinduer til langt ned i murværket.  Revnen er nu repareret og for at revnen ikke skal komme igen, er der taget kontakt til et firma i Juelsminde, der er specialister i kirkestabilisering. Stabiliseringen sker ved, at tårnet så at sige spændes sammen af en form af tværgående rundjern, der forankres i ydremurerne.

Poul Erik Bruun fra firmaet i Juelsminde fortæller, at det er meget almindeligt at murene efterhånden presses fra hinanden. Især hvor der er hvælvinger er trykket på ydermurene stort.

Efterhånden nærmer den uundgåelige tårnopstigning sig. Den udsendte er sandt at sige ikke meget for højder, men det er svært at undslå sig, især når man repræsenterer et af områdets førende nyhedsmedier.  Men stilladset til 75.000 kr. ser både solidt og forsvarligt ud.

Ved enhver større renovering af en kirke dukker der næsten altid ny viden op. Fur kirke er ingen undtagelse. Da man fjernede en del af kalken på kirken, dukkede der lag op med nogle store røde cirkler på. Store dele af tårnet har således tilsyneladende været udsmykket og tårnet har fra begyndelsen ikke været hvidt men stået i andre farver.  Derfor er Museum Salling i fuld gang med at lave undersøgelser, der kan kaste lys over tårnets historie.   Museumsinspektør på Fur Museum, John Bertelsen glæder sig over, at der nu kommer ny viden frem. For nogle år siden foretog Museum Salling nogle undersøgelser af tagkonstruktionen over kirkens kor. Det gav en mængde ny viden og med undersøgelsen af tårnet er det håbet, at historien om Fur Kirke kan skrives. Kirken er bygget i 1126 eller i årene op til og har gennemgået mange forandringer siden da.

Etage efter etage går det mod toppen. Det er en rigtig solskinsdag og meter for meter tiltager udsigtens storslåethed. Øverst oppe er der udsigt til havnen, hvor færgen Mjølner ligger i pendulfart mellem Stenøre og Branden.  Gad vide hvilket syn, der for mange hundrede år siden, mødte de gamle bygmestre, når de stod på stilladset og skuede ud over fjorden.

Inden længe bliver det blytækkeren, der kan nyde udsigten. Taget skal nemlig lægges om. Det sker ved at det gamle blytag tages af og smeltes om og lægges op på ny. Sidst det blev gjort var i begyndelsen af 1960erne.

Hvornår hele renoveringen er færdig, vides ikke, men mon ikke tårnet når at blive kalket inden jul.

19.09.2012
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

1 - 2  Et kirketårn med stillads er næsten en skulptur i sig selv

3. De gamle murankre der har holdt tårnet sammen er medtagne af tidens tand

4 De røde cirkler, som engang for mange hundrede år har dækket en stor del af tårnet

5 Et blyvindue, der trænger til udskiftning

6. En del af træværket i tårnet trænger til udskiftning

7 fra v.:  Per Christensen, Roslev, der har tømmerarbejdet ved renoveringen, får en snak med gravet Bent Mølgaard og menighedsrådsmedlem Niels Sohn

8 Udsigt over Fur Havn

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.