Menu

Ny præst til Rybjerg og Roslev bor på Fur

  • Skrevet af 

FurNyt har besøgt den nye sognepræst for Roslev og Rybjerg . Poul Krabbe-Poulsen hedder han og bor på Emmelstenvej midt i Furs storslåede natur sammen med sin kone. Store blomster omkring huset fortæller, at her bor folk med grønne fingre. Egentlig var han med udgangen af 2011gået på pension fra et embede ved Dronninglund Kirke i Vendsyssel, da han blev spurgt, om han ville være vikar i Rybjerg og Roslev pastorat. Det sagde han ja til og er foreløbig konstitueret frem til 14. maj 2013

FurNyt har besøgt den nye sognepræst for Roslev og Rybjerg . Poul Krabbe-Poulsen hedder han og bor på Emmelstenvej midt i Furs storslåede natur sammen med sin kone. Store blomster omkring huset fortæller, at her bor folk med grønne fingre. Egentlig var han med udgangen af 2011gået på pension fra et embede ved Dronninglund Kirke i Vendsyssel, da han blev spurgt, om han ville være vikar i Rybjerg og Roslev pastorat. Det sagde han ja til og er foreløbig konstitueret frem til 14. maj 2013.

 

Skulle være landmand

Oprindeligt kommer han fra en gård i Saltum sogn i Vendsyssel. De var fem søskende og forældrene drev et landbrug. Dengang levede landbofamilierne stadig i en art landsbyfælleskab, hvor alle kendte alle og hjalp hinanden, når der var behov for det.

Skoletiden bar præg af, at skiftende vikarer stod for en stor del af undervisningen, og han forlod skolen med en følelse af, at han egentligt gerne ville havde lært noget mere. Derefter kom han ud at tjene hos landbruget, og det førte ham til en stor gård nær Dronninglund, hvor han blev karl.

 

Et møde der fik betydning

Pladsen fik betydning for hele hans fremtidige liv. En fast gæst på gården var broderen til konen i gården, Haldor Hald, der var chef for Kirkens Korshær, og som havde udgivet bogen ”Kirken der forarger”.  Her var en af hovedtankerne, at mennesker skal respekteres, som dem, de er. Mødet med Haldor Hald og andre kulturpersonligheder, der kom på gården, åbnede et nyt, spændende univers. Og pludselig var der et alternativt til landmandsvejen. Så efter at soldatertiden og et højskoleophold var overstået, indskrev han sig på Rønde studenterkursus og blev student herfra i 1968. Den anden ting, der fik betydning, var mødet med gårdens datter. De er i dag mand og kone og har 6 børn sammen.

I ungdomsoprørets år begyndte han at læse teologi ved universitetet. Det blev lidt af en skuffelse og ret hurtigt stoppede han.  I stedet vendte han tilbage til landbruget og blev uddannet som driftsleder og arbejdede i mange år inden for Statens planteavlsforsøg som forsøgsteknikker. En lille gård mellem Hadsten og Randers blev købt, men stadig lå tanken om at blive teolog i baghovedet.

I 1985 følte han, at det var sidste udkald, om han skulle gå teologivejen. Gården blev godt solgt og studierne begyndte, og det gik fantastisk godt. Samtidig fik han arbejde på herberget ved Kirkens Korshær i Randers.

”Her lærte jeg verden at kende fra en anden vinkel, end man ellers gør”, fortæller han. Der mødte han det nøgne menneske, når det er helt nede på bunden. Der oplevede han, at det at være kristen ikke betyder at leve et pænt borgerligt liv, som mange tror.

Han husker en aften, hvor han snakkede med en beboer om, hvorvidt det var muligt leve et andet liv. Manden kiggede på ham og sagde: ”Jamen tror du, at jeg kunne leve det her liv uden at Gud var med mig?

Fællesskab, omsorg og kærlighed til næsten var ting som han mødte hos samfundets udstødte, og netop de grundelementer er i meget gået tabt i det moderne samfund. Det skete i takt med, at de små landsbyfællesskaber forsvandt, da de små landbrug kollapsede og blev lagt sammen til store enheder. Mange af de mennesker, som han mødte på herberget, kunne have gjort gavn ude i landsbyfællesskabet, men i det moderne samfund var der ikke plads til dem.

Hele sammenbruddet af det store fællesskab ser han også som en af hovedgrundene til folkekirkens krise. Folkekirken går ud fra, at ”vi” er et stort fællesskab, men når dette splittes op i små meningsfællesskaber, går det galt. Derfor er det også stik imod virkeligheden og ret så fantastisk, at vi stadig har en folkekirke, mener Poul Krabbe-Poulsen. Kirken er det sidste fælles netværk, vi har.

 

Vielse af homoseksuelle

Den sidste tids debat om vielse af homoseksuelle finder han pinlig for folkekirken. Selv er han kommet til den erkendelse, at han mener at ville vie homoseksuelle. Det er ikke en holdning, han har haft hele livet, men ikke mindst debatten har vist, at tiden er til at ændre holdning.

”Vi kan ikke som kirke stemple en gruppe mennesker, som lever, som de altid har gjort, som særlige syndere og sige til dem, at hvis I ikke lever ligesom os andre, så kan I ikke komme ind”. Derfor mener Krabbe-Poulsen, at det er et nødvendigt skridt, selv om det koster nogle medlemmer til frimenigheder. Men føjer til, at nogle medlemmer af folkekirken også hører mere hjemme der.

 

Præst i Vendsyssel

I 1995 blev han færdig som teolog og begyndte at søge embede. Han var ude at prøveprædike mange steder og efter 10 måneder blev han kaldet til Dronninglund Sogn som præst.  Dermed var ægteparret vendt tilbage til det Vendsyssel, som de var opvokset i. 

Her boede de ind til udgangen af 2011, hvor han gik på pension. Da han blev præst mente han, at det bedste var at prøve at være præst to forskellige steder. Det bliver der nu mulighed for at prøve, når han den 1. september konstitueres som præst ved Rybjerg og Roslev kirker.

30.08.2012
 Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Til toppen