Menu

Fra Holland via Norge til Fur

  • Skrevet af 

De fleste voksne mennesker har den opfattelse, at modelhuse og modelbyggeri er noget, der hører barnealderen til. På Fur findes undtagelsen, der bekræfter reglen. FurNyt har besøgt ægteparret Susan og Edwin Weimer. Begge er hollændere og flyttede i efteråret under stor mediebevågenhed til Fur sammen med deres 9-årige datter Samanta. Flytningen skete i forbindelse med, at Skive Kommune havde hyret et norsk firma ”Placement” til at skaffe hollandske tilflyttere til Skive Kommune

De fleste voksne mennesker har den opfattelse, at modelhuse og modelbyggeri er noget, der hører barnealderen til. På Fur findes undtagelsen, der bekræfter reglen. FurNyt har besøgt ægteparret Susan og Edwin Weimer. Begge er hollændere og flyttede i efteråret under stor mediebevågenhed til Fur sammen med deres 9-årige datter Samanta. Flytningen skete i forbindelse med, at Skive Kommune havde hyret et norsk firma ”Placement” til at skaffe hollandske tilflyttere til Skive Kommune.

Nu trekvart år efter flytningen til Fur, sidder Salling Avis bænket ved bordet i køkkenalrummet i et hus på Bjerregårds Bakke på Fur.

”Vil du have kaffe?”, spørger Edwin, mens han rejser sig og går hen til en stor espresso kaffe maskine, der står på køkkenbordet.

Den udsendte siger ja tak og takker også ja til at få lidt mælk i. I det samme kommer Susan ned fra loftsetagen.

”Velkommen her”, siger hun og giver hånd. To års ophold i Norge har betydet, at både Susan og Edwin kan gøre sig forståelige på dansk. Samanta, der går i Fur Skole, taler allerede næsten perfekt dansk.

 

Hele huset bærer præg af, at her bor kreative folk, der har hjemmet som deres arbejdsplads. Edwins hovedbeskæftigelse er miniature huse, så man kan se, hvordan et stort husbyggeri vil tage sig ud, inden det føres ud i livet. I forbindelse med Åben Ø på Fur, havde Edwin således bygget en model af den nye havn på Fur, så folk kunne se, hvordan det vil tage sig ud.

 

Det hele begyndte for mange år siden i en lille hollandsk by, der hedder Loosdrecht, der ligger nær Utrecht. Her var Edwins far elektriker. Men det med el og ledninger var ikke noget, der rigtig tiltalte drengen Edwin. Han ville meget hellere sidde og bygge modelskibe, fly og tanks og hvad nu en knægt finder spændende. Et år i elektrikerlære overbeviste ham om, at det skulle han ikke være. I stedet fik han arbejde i et firma, der bygge modelhuse, så store firmaer kunne se, hvordan deres byggeri tog sig ud, inden de gik i gang med selve byggeriet. Men i 1994 var det slut. Computeren havde overtaget arbejdet og kunne visualisere det samme på næsten ingen tid. Men kærlighed til modelbygning var der stadig.  Samtidig skete der noget andet, som blev afgørende. Omkring 3 kilometer fra Loosdrecht lå en campingplads. I sommeren dukkede Edwin sammen med nogle kammerater op som campist. Stedets datter hed Susan, og de to unge faldt i snak. Det blev hurtigt til et venskab og efter et par år blev de enige om, at fremtiden skulle være fælles for de to.  Susan var assistent hos en tandlæge, blev så telefonist i et stor managementfirma, der lavede kurser. Et arbejde hun snart blev involveret i.  Derefter fik hun arbejde i et par år på en lille flyveplads, hvor hun lavede alt fra at tage telefonen til at tanke fly op. Her var hun i 9 måneder. Derefter kontaktede hun en privat arbejdsformidling for at finde et nyt job og endte med selv at få arbejde i jobfirmaet, og de næste to år stod hun i spidsen for en arbejdsstyrke på omkring 260 sæsonarbejdere.

I mellemtiden var Edwin begyndt at gøre modelbyggeriet til sin levevej og i 2005 lavede de sammen firmaet ”Small Visuals”.  Det gik godt, men i 2008 ramte finanskrisen hele den vestlige verden og ramte også modelbyggeriet hårdt.

Som 15 årig havde Edwin besøgt Norge, og var straks blevet så fanget af den norske natur, at han proklamerede: ” Jeg vil leve i Norge.”

Det fik familien, der nu bestod af tre til i 2010 at flytte til Telemarken i Norge og forsøget at starte forfra.  Men det blev lidt af en skuffelse. Der var langt til kunderne for modelbyggeri, og det var i det hele taget svært for de tre hollændere at falde til i Norge.  Det førte til, at familien besluttede endnu engang at flytte teltpælene op og flytte til Fur.

Deen beslutning har de ikke fortrudt. Pigen på 9 år er faldet utroligt godt til i skolen, og selv er de allerede faldet rigtigt godt til blandt furboerne. Modelbygningsfirmaet er ved at komme i gang igen, og Susan starter to små forretninger op i hjemmet. I den ene kan folk få udsmykket tånegle og negle i det hele det hele taget. Blandt andet er det muligt at få et billede af Fur sat på en negl. I den anden butik kan man finde alt til børn og unge som tasker, tøj, smykker og meget andet, der alle har det tilfælles, at hver enkelt ting kun er lavet i et eksemplar.  Edwin er kommet med i den lokale kunstforening, og er begyndt at dekorere alt fra muslingeskaller til fendere, der er fundet ved fjorden.

Det eneste, der var betydeligt nemmere i Norge, var papirarbejdet i forbindelse med en flytning. Alene det at får et cpr-nummer i Danmark, som er forudsætningen for overhovedet at kunne komme i gang i Danmark, er en sag, der kræver adskillige besøg hos de relevante myndigheder og let kan strække sig over mange måneder.  

Familien har stadig et hus i Norge, som de håber at få solgt inden længe.

 1              Susan og Edwin Weimer kom til Danmark for godt et halvt år siden

2               Edwin er netop blevet færdig med et skilt til naboens galleri

3.              En af de mange modeller, som Edwin har lavet

4.              Hylderne værkstøjet hænger på er lavet på eget værksted

5               Susan i butikken  ”Sam’s Originals”, hvor alle tingene er fremstillet i kun et eksemplar

6               Susan med skiltet, som Edwin har lavet      

05.07.2012
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Til toppen