Menu

Velfærdsteknologidag på Fur

  • Skrevet af 

Onsdag den 25. april havde Innovation Fur indbudt til ”Velfærdsteknologidag” på Fur Ældrecenter.  Omkring 100 mennesker havde sagt ”ja tak” til at deltage. Innovation Fur er som sikkert læserne bekendt et samarbejde mellem Fur, Skive Kommune og EnergiMidt

Onsdag den 25. april havde Innovation Fur indbudt til ”Velfærdsteknologidag” på Fur Ældrecenter.  Omkring 100 mennesker havde sagt ”ja tak” til at deltage. Innovation Fur er som sikkert læserne bekendt et samarbejde mellem Fur, Skive Kommune og EnergiMidt. Visionen er, at Fur løbende bliver omdannet til en mini-model af fremtidens samfund, hvor man udnytter moderne teknologi til at etablere et bæredygtigt og energirigtigt samfund.

Dagen startede med kaffe og rundstykker, hvorefter borgmester Flemming Eskildsen indledte. Formålet med temadagen var at kaste lys over de nye muligheder inden for den fremstormende velfærdsteknologi. Hvad kan den bruges til, og hvad kan den ikke bruges til.

Det er en ny teknologi, som allerede har givet anledning til nogle misforståelser eller forskrækkelser, som borgmesteren sagde.  For nogle er den blevet symboliseret af en robotstøvsuger, der erstatter hjemmehjælpen og dermed spare penge. Borgmesteren ville ikke afvise, at nogle kommuner har tænkt i de baner, men i sidste ende skal den nye teknologi kun indføres i en tæt dialog med brugerne, hvis hverdag den helst skal gøre lettere. Derfor var det vigtigt at kommunen ikke ukritisk indførte ny teknologi og glemte at lytte til brugerne.  

Derfor var der på Fur Ældrecenter opstillet stande, hvor furboere og andre kunne se nogle af de muligheder, som den moderne teknologi rummer. Forinden folk tog standene nærmere i øjesyn, havde sekretariatschef Curt Lilliegreen fra Boligøkonomiske Videncenter et indlæg om emnet: ”Sådan vil danskerne bo”.  Ifølge alle beregninger, vil antallet af ældre stige eksplosiv i de næste 30 år. Det giver fremtidens samfund store udfordringer inden for ældreplejen. Derefter var der indlæg fra terapeuterne Berit S. Jeppesen og Anne Lise Wegeberg fra Skive Kommune, der fortalte om arbejdet med at gøre folk mere selvhjulpne.

På de ni stande kunne deltagerne få demonstreret eksempelvis et gulv, der via en computerskærm fortæller, når en person er faldet og har brug for hjælp, eller et skylle/tørre-toilet, der sørger for alt det, man ellers selv plejer at ordne med toiletpapir, eller fjernbetjente dør- og vinduesåbnere, samt meget mere.   

Efter frokost blev deltagerne delt op i tre hold. Det ene hold fik demonstreret en ”Patientkuffert”, mens de to øvrige hold i bus blev kørt til to private hjem.  Her blev der dels fortalt om alt i sikkerhedsforanstaltninger som tyverisikring, røgalarm og energistyring i fremtidens intelligente hus, dels fortalt om at ændre ting ude og inde, der kan lette hverdagen, så folk kan blive længst muligt i egen bolig.

 

Dagens program sluttede på Fur Ældrecenter med et foredrag om de finansielle forhold for ældre.

Projektleder Gitte Wad Thybo og udviklingskonsulent Mads Dalsgaard havde sammensat dagens program, og det fik de ros for.

01.05.2012
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

  1. .
  2. Sekretariatschef Curt Lilliegreen i gang med foredraget: ”Sådan vil danskerne bo”, mens borgmester Flemming Eskildsen noterer ned
  3. .
  4. .
  5. Computerskærmen, der i princippet kan stå hvor som helst i verden, fortæller at en person ligger på gulvet
  6. En gruppe i gang med at høre om det intelligente hus
  7. En ergoterapeut og en håndværker gennemgår huset og kommer med forslag til ting, der kan ændres, så hverdagen bliver lettere

 

 

 

Til toppen