Logo
Udskriv denne side

Fur Bådelaugs klubhus indviet

Fur Bådelaugs klubhus indviet

Fredag den 27. april var der standerhejsning i Fur Bådelaug. Det er der hvert år på denne tid. Men standerhejsningen i år var noget helt særligt, da klubbens nye hus samtidig kunne indvies. Derfor var der lavet åbent hus, hvor der blev budt på kage, kaffe, sodavand og øl. En ristet pølse med brød gik man heller ikke forgæves efter. Men først skulle der holdes tale. Den side af sagen tog formanden for Fur Bådelaug Hans Jeppesen sig af og fortalte om hele projektet, der var startet med, at klubben fik nogle materialer foræret, så de kunne sætte det gamle klubhus i stand. Men det viste sig hurtigt, at det dårligt kunne betale sig. I stedet begyndte man at søge penge hos diverse fonde på og uden for Fur. Det lykkedes over al forventning, og så rev man i stedet det gamle hus ned, hvilket var forbløffende let, som han udtrykte det.

Formanden takkede for den store opbakning, som alle havde vist projektet. Det lige fra folk og fonde på Fur, hvor Sparekassens Fond havde bidraget med 800.000 kr. og Foreningen Fur Brand med 120.000 kr.  Dermed var godt halvdelen at pengene skaffet og det betød, at Skive Kommune og Landsbyudvalget bidrog med 250.000 kr. og staten med 300.000 kr.

Efter at have takket alle for indsatsen og udråbt et hurra for bådelauget, var tiden inde til at synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Og det gjorde blæsten virkelig, hvilket blev anskueliggjort for alle, da bådelaugets flag skulle hejses, så sæson 2012 var i gang.

I år bliver der en ekstra båd at tage på tur i, idet Aarhus Roklub har foræret en fire med styrmand til klubben. Eneste betaling var, at folkene, der afleverede båden, skulle låne et sommerhus en weekend.

Dernæst var der mulighed for at bese de nye lokaler.

Bådelauget blev stiftet den 19. marts 1986.  Alle overså, at der var et 25 års jubilæum at fejre, men i stedet fik klubben et nyt hus, og det var heller ikke så ringe endda, mente formanden Hans Jeppesen.  

 Gaveregn

I forbindelse med Standerhejsning og Åbent Hus i Fur Bådelaugs nye lokaler den 27. april 2012 havde mange gæster medbragt gaver.

 

Takket være Brugsen har vi nu nye stole og borde i Klublokalet, Dansk Forening for Rosport har sørget for at vi kan sætte deres stander, Alek og Jettestuen forærede os en cd om sejladsen Limfjorden Rundt, LB Truck sikrede, at vi kan skåle i god rødvin og Tømrermester Per Christensen, at vi kan støvsuge efter os.

Århus Roklub forærede os en smuk firer med styrmand.

Til dagens traktement gav Fur Bryghus fadøl, og Regitses Minde samt Strandhotellet gav kager til kaffen.

 

Desuden var der lykønskninger og pengegaver fra:

Fur Sparekasses Fonde

Foreningen Fur Brand

Sparbank

Maritimt Center Skive

Skive Roklub

Lotte, Birgitte, Grethe og Gurli

Tove og Per Sohn

samt 776 kr. i de opstillede sparegrise.

I alt blev Fur Bådelaug næsten 11.000 kr. rigere

 

Bestyrelsen takker varmt for de mange pæne ord og milde gaver

01.05.2012

Senest ændretLørdag, 26 juli 2014 11:10
furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.